Hedtofts plan
Den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft tog i sommeren 1948 til Nuuk for at fremlægge sin plan for en ændring af grønlandspolitikken, for de forenede grønlandske landsråd. Kilden er et uddrag af den tale han holdt i Nuuk, hvor han præsenterede landsrådenes medlemmer for sin plan.
Efter at have orienteret Rigsdagens Grønlandsudvalg og den danske offentlighed om sine planer om store omlægninger i grønlandspolitikken, tog den socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft i sommeren 1948 til Godthåb for at drøfte sagen med de forenede grønlandske landsråd. Trods nogle forbehold blev der i landsrådet efterfølgende stort set givet grønt lys for, at man kunne gå videre med omlægningsarbejdet. Nedenstående kilde er et uddrag fra Hedtofts tale til landsrådet, hvor han fremlagde sine omlægningsplaner.
- Analyser på baggrund af indledningsafsnittet baggrunden for, at der i 1948 fremlægges planer for så betydelige ændringer I grønlandspolitikken.
- Hvad angiver Hedtoft i sin tale som baggrund for de kommende omlægninger.
- Hvad er hovedformålet for den kommende grønlandspolitik i følge Hedtofts plan.
- Hvilke midler forestiller Hedtoft sig, at man skal tage i anvendelse for at opfylde målene i planen og på hvilke punkter ligger der et brud i forhold til den hidtidige grønlandspolitik.
[…]
Lad mig derfor straks sige at det er hele Danmarks ønske at bevare og udbygge den århundredgamle tilknytning mellem Grønland og Danmark.
Danmark ønsker at bevare suveræniteten over Grønland, og al anden tale har intet med det danske folks vilje og ønske at gøre.
Og det er ligeledes hele det danske folks ønske, at den kommende tids udvikling af Grønlands økonomiske og kulturelle liv udelukkende skal have til formål at højne og forbedre grønlændernes levevilkår.
Dette er det faste grundlag, hvorpå vi i fremtiden ønsker at samarbejde om Grønlands udvikling.
[…]
Under den anden store verdenskrig er udviklingen skredet hastigt frem både her og andre steder. Det grønlandske folk er i dag mere modent end i 1939, og fra andre lignende områder er der i de sidste ti år vundet betydelige erfaringer.
Denne udvikling og dette erfaringsmateriale må naturligvis danne grundlag for Danmarks fremtidige grønlandspolitik.
Forholdene i Grønland er i støbeskeen. Store reformer er gennemført, og udviklingen nødvendiggør andre; man skal arbejdet med forbedringen af kårene krones med held, må den grønlandske befolkning selv hjælpe til, og vi kalder derfor fra danske side på landsrådenes og alle andre gode kræfters vilje til samarbejde.
[…]
Nu aktualiseres det erhverspolitiske spørgsmål. Det er herom, diskussionen særlig drejer sig både her og i Danmark. Jeg vil derfor gerne sige et par ord herom idet jeg betoner, at jeg ikke møder med noget færdigt program eller nogen endelig mening. Men det er vigtigt, at vi får talt ud om disse ting, både til orientering for de dansk-grønlandske myndigheder, der er afgørende for udviklingen, og til orientering for offentligheden, der er meget optaget af disse spørgsmål.
I 1946 udtalte den grønlandske delegation sig enstemmigt for, at det nuværende handelsmonopol bibeholdes, og den ønskede de hidtidige bestemmelser om besejlingsforbud og afspærring af landet opretholdt. Motiveringen herfor var, at delegationen skønnede, at “grønlænderne endnu ikke var nået så vidt i åndelig og materiel udvikling, at en åbning af landet nu eller i fremtid fandtes forsvarlig”.
På baggrund af denne diskussion, der føres, er der anledning til at understrege, at dette standpunkt indtil andet er udtrykt, er den retningslinie, vi, der har ansvaret for den erhvervspolitiske udvikling, hidtil har måttet rette os efter.
Den grønlandspolitik, Danmark har ført gennem ca. 175 år, har været præget af et ideelt ønske om at hjælpe grønlænderne til at leve og udvikles under så gode forhold, som landet muliggjorde, og dette ønske har vi stadig. Spørgsmålet er derfor nu, om det er rigtigt i grønlændernes interesse på alle områder at fastholde afspærringen og monopolet, eller om der bør ske ændringer. I denne relation skal jeg erindre om, at netop den nævnte udvalgsbetænkning yderligere udtaler, at ophævelse af monopolhandelen og besejlingsforbudet engang jo må foretages, hvilket derfor efter min formening stadig må haves i sigte under alle fremtidige arbejder. Når vi derfor skal anlægge de retningslinier, vi vil følge med den fremtidige udvikling af det grønlandske erhverv, bør vi stadig have for øje, at den vej, vi følger, fører mod dette mål ved stadig at gøre grønlænderne bedre egnede til som frie og ligeberettigede medlemmer af vort fælles samfund at udnytte de muligheder deres land frembyder.
På baggrund af den udvikling, bl.a. krigen har skabt i Grønland, er det for mig et spørgsmål, om ikke vor fremtidige erhvervspolitik i Grønland i nogen grad må føres ud fra lidt andre synspunkter end de hidtil anlagte. Målet med den fremtidige Grønlandspolitik er vi jo alle enige om. Det må være at højne den grønlandske befolkning både kulturelt og materielt, men forudsætningen for, at dette fortsat kan ske, er imidlertid, at de erhvervskilder, der findes i havene ved og omkring Grønalnd og i landet selv, udnyttes rationelt.
Jeg ser derfor sagen sådan, at det må være vor opgave at kalde på alle gode kræfter og det initiativ, der findes heroppe, og søge nyt udviklet. Nu findes der ikke her i Grønland hverken fornødes kapital eller de nødvendige tekniske hjælpemidler. Er det derfor ikke en naturlig tanke at påkalde dette fra moderlandet? Det er mit indtryk, at der i danske erhvervskredse findes nåde vilje og ønske herom. Det store problem for mig og alle andre, der har gennemtænkt sagen, er imidlertid, i hvilken form dette kan ske, således at mulighederne udnyttes og det garanteres, at det varigt bliver til Grønlands og grønlændernes gavn.
Hvorvidt dansk erhvervsliv f.eks. gennem et af staten kontrolleret dansk-grønlandsk kompagni skal medvirke til at bringe kapital og initiativ herop, eller om spørgsmålet alene skal løses af grønlænderne og styret selv ved andelsforetagender, eventuelt med støtte fra Danmark, eller om en kombination af danske foretagender og grønlandske andelsselskaber er den vej, man skal gå, tør jeg ikke udtale mig om endnu. Men jeg vil meget gerne høre landsrådets mening om dette afgørende spørgsmål, som vi jo kommer til at tage stilling til i den nærmeste fremtid.
Det må naturligvis være en absolut forudsætning, at nyorienteringen gennemføres som hidtil under statens tilsyn og med garanti overfor den grønlandske befolkning, at de ikke under nogen form bliver udnyttet eller ladet i stikken, hvis de erhvervskredse, der i øjeblikket er interesseret i grønlandske forhold, skulle tabe denne interesse ved et eventuelt prisfald på grønlandske produkter i lighed med det, vi kender fra tiden efter forrige verdenskrig.
[…]
Der har imidlertid i den seneste tid været talt en del både fra Grønland og i Danmark om, at man skulle gøre den grønlandske befolkning mere ligestillet med den danske, og at man muligvis burde give Grønland en repræsentant på den danske rigsdag. Da min opgave jo er at høre landsrådenes mening om alle spørgsmål, der har betydning for Grønland, vil jeg også gerne rejse dette problem her.
[…]
Hvis det ønskes, kan vi jo om disse spørgsmål nedsætte en hurtigt arbejdende kommission, der kan gennemgå og fremkomme med indstilling om alle disse afgørende problemer. Det er mig en selvfølge, at der i en sådan kommission foruden styrelses-, rigsdags- og sagkyndige repræsentanter skal være repræsentanter for det grønlandske folk valgt af de kompetente forsamlinger.
Som jeg sagde det i min indledning: Mit besøg betyder ikke, at jeg kommer med afgjorte planer for den fremtidige udvikling.
Grønlandsudvalgets medlemmer og jeg er kommet for på Danmarks vegne at give Jer og det grønlandske folk et håndslag på godt fremtidigt samarbejde og erfare Jeres ønsker med hensyn til dette samarbejdes fremme.
[…]
