Augo Lynges tale i Folketinget, 1953
Grønland fik i forbindelse med grundlovsændringen i 1953 to repræsentanter i Folketinget. De to første grønlandske folketingsmedlemmer blev fætrene Frederik og Augo Lynge. Teksten er et uddrag fra en tale, Augo Lynge holdt i Folketinget i 1953, og han giver her sin vurdering af G-50 og de ændringer den havde medført i grønlandspolitikken.
[…]
Det første, jeg vil sige, er, at jeg på egne og landsmænds vegne vil udtrykke glæde over, at der atter i år ønskes stillet store beløb til rådighed til samfundsudgifter og opbygningsarbejde i Grønland. Hvis nogle af de ærede medlemmer skulle mene, at det er for store beløb, der ønskes anvendt også i år, vil jeg gerne have lov til at minde om, at det er udgifter til at opbygge en ny landsdel, der er temmelig langt tilbage på så godt som alle områder, og tilskuddene er derfor uundværlige.
Det gælder bl.a. skole og kulturelle udgifter, der i år figurerer med knap 4,5 mill. kr. Det er store beløb. Men sagen er den, at de grønlandske børn og de unge i Grønland efterhånden gerne skal have adgang til samme undervisning og uddannelse som de unge hernede, og de skal gerne lære dansk, ikke alene fordi de er danske statsborgere, men også fordi danskundervisningen er en betingelse for videre åndelig udvikling.
Det er derfor, vi har fået og skal have så mange danske lærere i Grønland. Sproglig isolation har været og er stadig Grønlands ulykke. En af den nye tids vigtigste opgaver vil være at realisere planer, der går ud på at lære grønlænderne dansk. Vi ønsker at lære vore børn det fra barndommen i børneskoler og ungdomsskoler, og vi ønsker at sende så mange grønlændere som muligt til uddannelse hernede.
Om alt dette kan naturligvis siges meget, men tiden og lejligheden i dag tillader ikke, at vi går i enkeltheder eller fordyber os i sagerne. Jeg vil blot sige, at det er vigtigt, at de planer, skolemyndighederne har projekteret, overholdes. Jeg havde nær sagt, at det er den vigtigste del af opbygningsarbejdet, fordi hele udviklingen slet ikke kan undvære den undervisning, uddannelse og opdragelse, som disse skoler og andet kulturelt arbejde kan give, idet de er midler til at opbygge kærnen og ånden der skal bære den materielle udvikling indefra.
[…]
Til det vigtigste område, som udgøres af sundhedsforholdene, er der i år budgetteret et meget stort beløb; forklaringen er, som vi alle ved, at vi i Grønland stadigvæk står langt tilbage i sundhedsmæssig henseende. Vi befinder os stadig på et udviklingsstadium, som andre danske landsdele har overstået, men stor sygelighed og dødelighed, begge dele forhold, der bunder i fattigdom og lavt kulturelt stade, således som man har kendt det hernede for mange år siden. Yderligere er vi vanskeligt stillet i Grønland, fordi vi af klimatiske årsager er tilbøjelige til at bygge for små, let opvarmelige huse, hvori smittefarlige syge stuves sammen med raske. Den største post vedrørende sundhedsvæsenet er de beløb, der ønskes anvendt til sanatorierne og de årlige overførsler af grønlandske patienter til danske sanatorier. Vi fra Grønland vil på de syge familiers vegne sige hjertelig tak for den storstilede hjælp, der er ydet både fra statens og de privates side, navnlig fra kongens og dronningens fond, og vi takker for den hjælp, der foreslåes ydet i år for at tage kampen op med Grønlands gamle fjende, tuberkulosen, der har berøvet Grønland en stor del af dets bedste kræfter og derved hæmmet hele udviklingen.
Det er imidlertid ikke nok, at kampen føres direkte; lige så meget betyder det, at den føres indirekte gennem et almindeligt oplysningsarbejde og gennem økonomiske og boligmæssige forbedringer. Derfor vil jeg gerne her benytte lejligheden til at udtale en tak for den storslåede boligstøttelovgivning, der er kommet i år, og som i det kommende finansår repræsenterer 6 mill. kr. Det er en lovgivning, der nok skal sætte mærkbare spor i de kommende år.
[…]
Det er imponerende, som der arbejdes for tiden for Grønland og i Grønland, idet man søger at indhente, hvad tidligere tider har forsømt og udsat. Herom vidner også de rekordbeløb, der foreligger i Grønlands budget i år.
Jeg vil imidlertid gerne fremkomme med et ønske om i højere grad end hidtil at inddrage grønlændere i arbejdet med nyordningen.
Hermed tænker jeg specielt på bygge- og anlægsvirksomheden. Jeg anmoder om, at man søger at effektivisere uddannelsen af unge grønlændere til håndværk og andre fag, så at de kan inddrages i nyordningens anlægsvirksomhed, og så vi efterhånden kan formindske de store årlige forskydninger af arbejdskraft fra Danmark. Jeg vil bede om, at man udviser varsomhed med hensyn til brugen af ufaglært arbejdskraft, sålænge der findes så mange ledige grønlændere på visse steder i Grønland. Det er dog ikke udelukkende af økonomiske grunde, jeg siger det; vi vil naturligvis gerne have vor andel af det store beløb, der årligt anvendes som arbejdsløn i selve Grønland, men det er også vigtigt for os, at vi på alle områder får følelsen af at være med i arbejdet, at være med til at skabe og bygge den nye tid op. Det gælder ikke blot om at gøre vigtige arbejder færdige indenfor fastsat tid og at følge den og den plan, men lige så meget om at gøre arbejdet ved hjælp af landets egne børn.
[…]
Ligesom det er tilfældet for alle andre lande i verden er større eksport for os livsvigtig.
Kun gennem stigende produktion kan vi skabe flere indtægter til forbedring af de dårlige økonomiske kår i Grønland. Ude i havet findes Grønlands eneste virkelig store chance, fisken. Store værdier, millioner af kilogram, skovler de udenlandske fiskere årligt ind i havene ved Grønland, mens landets egen fattige befolkning må nøjes med en lille fangst på grund af et ret uudviklet produktionsmateriel, og dels fordi en stor del af bebyggelsen stadig er placeret efter jagtmæssige hensyn. Disse befolkninger deltager i altfor ringe grad i den for landet livsvigtige fiskeproduktion. Vor opgave må derfor være efterhånden at indrullere disse befolkningsdele som fiskere og arbejdskraft i fiskeriet. Det er dog ikke meningen, at andre erhverv skal forsømmes af den grund. Men ingen af de nuværende erhverv kan tilsyneladende skabe så store forhåbninger som fiskeriet, og det ser ud til, at det kan skabe befolkningen langt bedre kår, end sælfangsten nogensinde har kunnet.
[…]
