G-60's lokaliseringspolitik
Fra officiel side mente man, at det var nødvendigt at ændre den grønlandske tradition med at bo meget spredt, hvis du skulle lykkes at moderniserer det grønlandske samfund. I G-60 blev der derfor lagt op til at der skulle ske en koncentration af den grønlandske befolkning i de store byer. Teksten er et uddrag af argumenterne for G-60’s lokaliseringspolitik.
[…]
Efter I første halvdel af dette århundrede at have gennemløbet en udvikling, hvor sælfangstens relative betydning har været stærkt faldende og fiskeriets stigende, er der i midten af århundredet indledt en fase, hvor der inden for fisketilvirkningen sker en strukturændring med overgang fra saltfiskproduktion til produktion af frosne produkter samtidig med, at der er opstået en betydelig rejehermetikindustri. Forude ligger en overgang til benyttelse af større fartøjer for at opnå helårsfiskeri ved bankerne.
Hver af disse faser stiller sine specielle krav til befolkningens lokalisering, for at der kan opnås et optimalt udbytte. Medens befolkningen, da sælfangsten var hovederhvervet, måtte bo spredt for at udnytte fangstmulighederne i de vidtstrakte områder, må befolkningen, når eksistensen skal bygges på moderne industriproduktion, samles i få byer, for at fordelene ved produktion i store enheder og en rimelig udnyttelse af de tekniske anlæg kan opnås.
En koncentration af befolkningen er også en betingelse for, at den kan blive økonomisk overkommeligt at forsyne befolkningen med kollektive goder i et omfang og af en kvalitet, der anses for rimelig.
Det er imidlertid ikke blot af hensyn til udnyttelsen af anlæg, at en samling af en stor del af befolkningen i få byer er at foretrække. En anden årsag er, at gennemførelse af arbejdssparende foranstaltninger og en mere intensiv udnyttelse af arbejdskraften er lettere opnåelig i større byer end i de nuværende på 500-4.000 indbyggere. Denne samling er, en betingelse for, at Grønland kan blive selvforsynende med arbejdskraft, hvilket må anses for ønskeligt af såvel økonomiske som socialpsykologiske grunde.
[…]
Dette udelukker ikke, at levevilkårene på udsteder og bopladser fremover forbedres, men fremgangen vil blive størst i åbentvandsbyerne bl.a. som følge af bedre beskæftigelsesmuligheder.
I familiens overvejelser om at flytte til byerne er der mange faktorer, der spiller ind, men de bedre indkomstmuligheder og adgang til uddannelse og andre samfundsgoder, som findes i byerne, vil utvivlsomt få større og større vægt, vel at mærke, hvis befolkningen får tilstrækkeligt kendskab til de økonomiske fordele, der er forbundet med at bo i de store byer. Det vil formentlig navnlig være de unge, der tiltrækkes af de vilkår, som industribyerne byder på.
Hvorvidt interessen for at skifte bopæl vil vokse, vil bl.a. afhænge af, om der fra myndighedernes side gøres en indsats for at oplyse om de faktiske forhold. Dette oplysningsarbejde må udføres af det foreslåede arbejdsmarkedsorgan.
[…]
I udviklingsplanen har man anlagt den betragtning, at befolkningen som helhed opnår den største nytte af de midler, der står til rådighed, dersom investeringerne først og fremmest tager sigte på at skabe tilflytningsmuligheder i byerne. Heraf følger, at investeringerne på udsteder og bopladser må begrænses. Investeringerne til fordel for udsteds- og bopladsbefolkningen må således fortrinsvis ske i byerne.
[…]
I det kommende årti må man være forberedt på, at man for nogle steders vedkommende skal tage stilling til, hvorvidt indhandlingen bør indstilles, idet nedgangen i produktionen, som følge af at en del af befolkningen er flyttet, kan bevirke et stadigt stigende underskud.
I sådanne tilfælde bør det afgøres af ministeren efter høring af landsrådet, hvorvidt produktionen skal ophøre, og der bør gives befolkningen et passende varsel herom, således at befolkningen får mulighed for at tilpasse sig den nye situation. Det må være en forudsætning for standsning af indhandlingen, at der kan peges på tilflytningsmuligheder (boliger og beskæftigelse) andre steder.
[…]
De byer der har de bedste naturgivne betingelser for erhvervsudvikling, er byerne i åbentvandsområdet, Godthåb, Frederikshåb og Sukkertoppen, dels fordi disse byer ligger i rimelig nærhed af fiskebankerne, og dels fordi byerne kan besejles hele året, således at betingelserne for en stabil helårsbeskæftigelse skulle være til stede. Disse forhold er da også baggrund for, at de midler, der i industriloven blev afsat til investering i filetproduktionsanlæg, netop anvendes i det område, hvor fiskeriet kan opnå den længste sæson. Udover det erhvervsmæssige synspunkt vil en stærk koncentration om udbygning af få byer inden for de teknisk-økonomiske grænser, som sættes for byudviklingsmulighederne med hensyn til modning af byggegrunde samt vandforsyning, indebære en række fordele i form af billigere forsyning bl.a. af de kollektive goder.
[…]
