Uddrag af instruxen (kolonistyrets ’grundlov’)
Da den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) overtog handelsmonopolet, blev handelen og administrationen sat i system, så handelen kunne generere et så stort overskud som muligt. Instruxen af 19.april 1782 udgjorde den juridiske ramme om KGH’s virke. Instruxen var gældende helt frem til 1908.
Første Post
Om Gudsfrygtigheds Øvelse og et christeligt Levnet.
§1.
Da ingen Ting Nøiere bør at iagttages end en sand og reen Gudsdyrkelse, saasom ingen Velsignelse fra den Allerhøieste kan være at vente, hvor ingen alvorlig Bøn og Paakaldelse skeer, saa haver han ikke alene slev at opføre sig saaledes, at hans Underhavere og alle andre, kunne udi hans Person og Forhold have et got eksempel at efterfølge; men han bør og med Iver og Alvorlighed paasee, at Stedets samtlige Mandskab fører et ordentligt og anstændigt Levnet, og at de med største Ærbødighed bivaane saavel den sædvanlige Gudstieneste eller Bøn paa Søn- og Helligdagene, som de daglige Morgen- og Aften-Andagter. Samt at der overhovedet intet begaas, som kan foraarsage Gudsfortørnelse, eller være Grønlænderne til Anstød og Forargelse.
[…]
§3.
Da Grønlændernes og Grønlænderindernes alt for store og frie Omgang med overvintrende Søefolk, Kolonister og andre Europæer i Landet (saavelsom og, ved nogle Steder, deres Omsværmen og Besøg paa egne og fremmede Skibe) har givet Anledning til Dovenskab, Fangstens Forsømmelse, Yppighed, Udsvævelser og megen Uorden; saa bliver deres Frie Adgang og Tilhold hos Europæerne ei allene paa det alvorligste forbuden; men han haver og ved de kraftigste Midler at forebygge samme, og især al mistænkelig Omgang med Qvindekønnet.
Til den Ende bliver følgende at iagttage.
a) Europæerne maae ikke have frie Tilladelser, at udsøge sig hvilke Grønlænderinde de finde for got, til Oppasning, Klæders Syening, tørring og Reenholdelse; men aldrende Fruentimmer, gamle trængende Enker og slette Forhververes Hustruer, naar de sidde med Familie og ikke ere for unge (eller i sidste Fald have en anden at sende i set Sted, til at hente og bringe de Udfordrende) bør dertil af Kiøbmanden, eller, i hans Fraværelse af Assistenten, efter Overlæg med Missionairen, antages.
b) Grønlænderinder, men fornemmelig unge, og de som gaae til Underviisning, bør naar det er muelig, ganske forskaanes for at gaae paa Togter og lange Reiser med Europæere, især med vandkundige Arbeids-Folk, for ikke at udsættes for Fristelser.
c) Indbyggerne maae under høieste Straf ikke gives fulde med Øl og stærk Drik. De maae heller ikke forvænnes ved Kaffe, Thee og andre Europæiske Sager, da saadant alene skader Sundheden, forderver deres Levemaade og giver dem Lyst til at hænge i Europæernes Huse. Brændeviin især maae ikke gives Grønlænderne, og under 10 Rdlsr. Mulct, eller tilstrækkelig Straf paa ryggen, med meere, aldrig udskiænkes til Fruentimmer.
d) Mandskabet maae ikke drive Tiden hen i Grønlændernes Huse, og allermindst lade sig der finde paa mistænkelige Tider, som silde ud paa Aftenen, tilig om morgenen, eller naar Mandkiønnet er ude paa fangst; men naar de i lovligt Ærinde, og tillige med Kiøbmandens eller Assistentens Tilladelse ere der, bør de opføre sig sømmelig og anstændig, uden at give mindste Anledning til Forargelse. Forsee de sig herimod, straffes de efter Fortieneste, paa Pungen eller Kroppen, eller paa begge tillige, ligesom Forbrydelsen er til.
e) Skulle nogen befinde at føre et mistænkeligt eller uanstændigt Levnet, og ikke efter Advarsel ganske afholde sig derfra, bør han med første Skib hiemsendes, enten hans paatagne Aar ere udtiente eller ikke.
[…]
Fierde Post
Om Grønlænderne
[…]
§3.
Dersom Grønlænderne Foraar og Sommer, indtil de flytte i deres Vinter-Huse, anvendte Tiden paa den vigtigte Lodde- og Sælhundefangs, saavelsom og nyttigt Fiskerie, i Stedet for at gaae paa Reenjagnt, sværme om paa Øerne efter Æg, eller ligge ved Lax-Øred-Elvene for at fortære strax paa Stedet hvad de fange: Dersom de omhyggelig samle Forraad af tørret Kiød og Fisk til den forestaaende lange Vinter, og da, uden at ødsle, sparede det samlede til knappe Tider. Dersom de om Vinteren drev Fangsten tilbørlig og paa den fordeelagtigste Maade samt betiente sig af Sælhunde-Garn, ved de Steder, de kan bruge, og hvor de undertiden fange got, naar andet mislinger: Dersom de tillagde sig det Nødvendige til Fangstens Drift og Oekonimiens Vedligeholdelse, inden de tilbyttede sig mindre fornødne, eller overflødige Ting, o.s.v., da skulle deres Nød aldrig stige til saadan Høider, som den mange Vintre giør.
Han bør derfor af alle muelige Kræfter stræbe at raade Bod herpaa, opmuntre Indbyggerne til den, efter aarets Tider fordeelagtigste Fangst Drift og en vindskibelig Huusholdning, lære dem Omgangen med Sælhundegarn, og undervise dem i Torske- og Helleflynder- og andet nyttigt Fiskerie, samt Fiskens Behandling og Tørring til Vinter-Provision.
Men saalænge Sælhunde og Hvidfiske ere at bekomme bør denne vigtige Fangst først og fremmest drives.
Hvalfangsten bør (hvor dertil gives Leilighed) opmuntres og understøttes. Tillade Omstændighederne ikke, at Indbyggerne kan drive den paa Europæisk Maade med Sluppe og Liner, maae de, saa got som muelig, fortsætte den paa Grønlandsk. Og haver han ei alene at giøre dem al den Bistand han kan, men han bør især paadrive, at hver Konebaad, fornemmelig naar den gaaer eene ud paa Fangst, forsyner sig med 2 Harpuner og Blære, og at Grønlænderne ikke begynde at lodse Fisken, inden 2den Harpun er isat.
Ogsaa Rævefangsten, i den Tid Skindene ere tidige, haver han paa det kraftigste at opmuntre, og derhos tilholde Grønlænderne, at de tilbørlig spile Skindene, hvori han maae undervise dem, og at de ikke rykke Stierten eller Rumpen af, da Skindet derved taber meget i sin Anseelse og Værd. Ved denne Fangst kan han endog sætte Børn og uduelige Forhververe i Virksomhed.
[…]
§ 5.
Dansk Proviant bør ikke gives Grønlændere uden i Hungers og Sygdoms Tid, eller naar de staae i fast Tieneste ved Handelen, eller de drive Hvalfangst i Selskab med Europæerne, paa den Tid, da de selv lide Mangel; thi foruden andre ødelæggende Følger, skulle Grønlænderen, naar han vidste at faae Europæisk Kost, saasnart han havde nogen Trang, lægge sig paa den dovne Side, drive Fangsten lunken (om ikke ganske tilsidesætte den) og alt for meget see paa Veirliget. Men naar Indbyggernes Nød virkelig fordrer Understøtning, maae tilladte Europæiske Proviant-Sorter, Tørfisk, grovt Skibsbrød og graae Erter, paa en fornuftig og sparsom Maade, uddeles til de Nødlidende, i Forhold til den Trang, som mere kan herske i et Huus, end i et andet.
Skulle almindelig Misfangst og langvarig Hunger (som Gud forbyde) indfalde, saa at en betydelig Forstrækning udfordredes, maae man og, saavidt mueligt, see at raade Bod paa Indbyggernes Nød med Dansk Proviant, som defattigste nyde Gratis, men de øvrige betale med Grønlandske Produkter, naar Fangsten igien staaer ind.
Siette Post.
Om de grønlandske Produkters Indhandling m.m.
§ 1.
Med Grønlænderne bør drives en klog og forsigtig Handel, saaledes, at han, uden at blotte dem for de til deres Fangsts Drift og Husholdnings Vedligeholdelse udfordrede sande Nødvendigheder, redelig tilbytter sig Overskudet fra deres egen Fornødenhed.
Jo større Mængde gode Grønlandske Produkter, han nu paa denne Maade kan faae indhandlet, jo mere har han opfyldt sine Pligter, som en retskaffen og duelig Hendelsbetient.
De Europæiske Vare, som sendes til Handelen for at afsættes til Grønlændere, ere alle af den Beskaffenhed, at de uden Skade kan overlades dem; men fornuftige Regler bør dog bestemme Tiden og Forholdene; thi Vare, som paa en vis Tid ere ganske uskyldige og nyttige, kan paa en anden være at ansee som overdaadige. Saaledes bør man ikke lettelig borge, eller, naar Fangsten er slæt, afsætte Grønlændere saadanne Vare, der mere tiene til Fornøielse, Magelighed og Prydelse, end til Nødvendighed, da slige Ting helst bør overlades i gode Tider, og naar Fangsten slaaer got ind.
I de knappe derimod, bør man først og fremmst afsætte, eller (naar Omstændighederne fordre det, og Kiøbmanden, for hvis Risico Forskudet gaar, kan see Udvei at komme paa lovlig Maade igien til sit) borge Indbyggerne de til deres Fangst og Oeconomie henhørende uundværlige Fornødenheder, paa det de ikke i Mangel af disse, skal blive uvirksomme og tillige med sine komme til at lide Nød.
Det er og got, at Grønlænderne faae, fra gode Tider, noget til bedste hos Handelen, til Hielp i de slette, naar de kuns ikke derved forurettes.
[…]
