Om ungdomsselvmord
De relativt mange selvmord blandt unge grønlændere har altid været en gåde. Teksten er et uddrag fra Jørgen Thorslunds undersøgelse af problemet. Det blev udgivet i 1991 ifm. konferencen NUNA MED – en grønlandsmedicinsk konference. Hele teksten kan også læses på http://mipi.nanoq.gl/Emner/Viden%20om%20boern%20og%20unge/Kategorier/~/media/1730BB2ED8DB4A578985AFEA7D1A293A.ashx.
[…]
Resultater fra en undersøgelse af ungdomsselvmord i Grønland
En undersøgelse af ungdomsselvmordene bør efter min mening omfatte flere dimensioner:
– en kulturel – hvorfor er det især Inuit, der begår så mange slevmord?
– En social – hvorfor er det især enlige unde mænd med svag erhvervstilknytning, der begår selvmord?
– En psykologisk -hvorfor vælger så mange unge netop selvmord som handling?
[…]
Resultaterne af første fase viste, at selvmord hyppigt forekommer blandt unge med løs tilknytning til såvel nye som traditionelle erhverv blandt fangere/fiskere mens funktionære og selvstændige sjældnere begik selvmord. Selvmord skete især blandt unge fra familier med traditionelt erhverv, blandt enlige uden børn og en ganske stor del havde haft traumatiske oplevelser i barndommen. Derimod syntes adoptiopn at være uden betydning. Forskelle imellem distrikter indikerede – med en vis usikkerhed – at det især var de tilbagestående distrikter, der havde mange ungdomsselvmord, mens de hurtigst udviklede områder havde lidt færre.
Næsten alle var berusede, når de begik selvmord, 4 ud af 5 stod i en personlig krise og – hvad der kan bekræfte udbredte opfattelser af “selvmordsepidemier – næsten 3 ud af 4 havde med stor sandsynlighed været udsat for selvmordsinspiration fra enten egne tidligere selvmordsforsøg eller nylige selvmord blandt andre unge i samme område (59 % havde oplevet selvmord blandt unge i samme distrikt mindre end 4 måneder tidligere). (Thorslund 1990a, 1990b).
Gennemgangen af især politirapporterne viste endvidere, at halvdelen af alle selvmordene foregik på en ganske aggressiv måde, idet personen valgte at dø umiddelbart nær ved signifikante personer, forældre, kæreste, venner m.v., sådeles at disse blev gjort opmærksom på at de var “ansvarlige” for, at vedkommende havde måttet begå selvmord. Dette forhold understregede kommunikationsaspektet, altså at den unge ikke nødvendigvis ønsker at dø, men måske snarere vil opnå noget andet med sit selvmord.!
Resultaterne af anden fase viste, at der er en gammel tradition for at acceptere selvmord blandt Inuit i Grønland. En tradition som kommer til udtryk både i sagnfortællinger og etnografiske skildringer. At selvmord forekom blandt gamle, syge og hungrende er almineligvis kendt og hyppigt beskrevet, men sjældnere er det, at man bemærker, hvorledes fænomenet Qivittoq – fjeldgængeri – så er selvmord. Og dette forekommer blandt folk i deres bedste alder. Hvis et menneske oplever stor skam/vrede kan man føle sig tvunget til at gå til fjelds, hvor man måske gennem mødet med en fjeldånd initieres og derpå kan true de ansvarlige. Da flugten ud i fjeldet giver nogle dages betænkningstid og derefter fører til den visse (biologiske) død, når sommeren går på hæld, bliver denne reaktion lig med selvmord, selvom motivet altså ikke er at dø, men snarere at få klaret problemerne med de andre. Holdningen til Qivittut og andre former for selvmord syntes nok præget af frygt for hævneren, man samtidigt af generel accept af selvmordet som reaktion, når problemerne bliver for store.
Denne samme brede accept af selvmord kommer til syne i skønlitteraturen op gennem det tyvende århundrede. I de første romaner efter århundredeskiftet har forfatteren meget stor tillid til fremtiden og den nationale identitet, hvorfor selvmordet – i form af Qivittoq opfattes som en forældet løsning, med principielt stadigt acceptabelt. Den kristne - lutheranske – kirke ser naturligvis med stor utilfredshed på sådanne overtrædelser af det 5. bud, men selv blandt kirkens folk kan man drøfte spørgsmålet, og grønlandske præster skriver romaner, hvor selvmordet mere opfattes som forældet end moralsk forkasteligt.i de seneste årtier er selvmordsspørgsmålet både som Qivittoq og i andre former – blevet tematiseret i stort set alle romaner og i megen lyrik. Accepten af selvmord som løsning består, men forklaringen af ungsomsselvmordene ændres; i 1960-erne fremstår selvmord som udtryk for en acceptabel underkastelse, når livet ikke kan være anderledes. Med 1970ernes nationalisme ses selvmordene hyppigst i ungdommens kamp for at finde en personlig identitet – en eksistentiel krise. Den brede accept fremgår også af reaktionerne på et spørgeskema udsendt til 320 unge over hele landet. Kun ganske få fordømmer selvmord, og kun få opfatter selvmord som udtryk for psykisk sygdom. Den overvældende majoritet i slutningen 1980-erne ser selvmord ene som beklagelige reaktioner på næsten almindelige livsproblemer: kærestesorger, konflikter med forældre, alkoholmisbrug og personlige problemer.
Der synes kort sagt at være en udbredt accept i Inuit befolkningen af, at hvis problemerne bliver for store, så kan man vælge at begå selvmord. Løsningen er beklagelig, men acceptabel og egentlig ikke et problem. Eventuelle bebrejdelser – og skyldfølelser – synes snarere at blive rettet mod de efterladte, som “drev ham til selvmord”. En sådan accept er af ganske afgørende betydning, idet den kan lette overskridelsen af tærsklen fra selvmordtanker til handling, og måske til at man vælger selvmord istedet for selvmordsforsøg.. på den anden side må disse betragtninger dog ikke forlede til den tanke, at man blot skal opbygge en moralsk kritik af selvmord, så vil problemet forsvinde. Moralsk oprustning kan være svær at etablere, og den vil i givet fald kun give en umiddelbar effekt, idet accepten af selvmordene formodentlig er tæt forbundet med en grundlæggende respekt for den enkeltes autonomi blandt Inuit. Man skal ikke bestemme over andre. Hertil kommer, at moralistisk kritik af ungdommen kan uddybe den isolation og oplevelse af at stå alene, som gælder for mange.
Resultaterne af den den tredje fase påviste, at ungdom som social kategori er noget nyt blandt Inuit. Mans man i fangerkulturen bevægede sig fra barn til voksen, når man beherskede de nødvendige fangst/husholdningsteknikker, har moderniseringen med udvikling af lønarbejde, masseforbrug og individualisering, skabt en overgangsperiode mellem barndom og voksen. Når man biologisk ophører med at være barn og samtidigt socialt fortsat skal kvalificeres og socialiseres for at fungere som samfundsborger, opstår en ny kategori, ungdom med særlige rettigheder, pligter og dermed problemer.
Udgangspunktet for dette arbejde var, at en undersøgelse af, hvorledes unge Inuit reagerer i en moderniseringsproces, kun kan foretages, hvis Inuits psykiske struktur, før moderniseringsprocessen for alvor sætter ind, er klarlagt. Først på et sådant grundlag er det muligt at analysere samspillet mellem de to kulturer og virkelighedsopfattelser, som udgør rammen for unge grønlænderes psykiske udviklingsopgave.
Metodisk er det vanskeligt at uddestillere denne “rene” kultur. Mange racistiske faldgruber og stereotypier truer. Særligt stærkt står opfattelsen af, at Inuit levede et idyllisk liv i pagt med naturen, uden modsætninger og med et “naturligt” forhold til deres børn. Denne civilisationskritiske tro på “den ædle vilde” er udbredt i Nordamerika som i Danmark og – hvad der er nok så vigtigt – den præger Inuits selvforståelse i en række offentlige proklamationer. Disse kan tjene ideologiske hensyn, men der er en tendens til, at man også er begyndt at tro på idyllen.
Studier fra Canada viser store lighedstræk med det sporadiske materiale fra Grønland. Gennem sammenstillinger kan det lade sig gøre at foretage en mere detaljeret beskrivelse af Inuits psyke, der både påpeger sammenhængende kvaliteter og indbyggede modsætninger. Traditionelle Inuit levede – som nutidens mennesker – et komplekst liv, hvor socialisationen nok skete i en form for pagt med de særlige naturforhold, men hvor modsætninger og konflikter samtidigt skulle leves.
Sammenholdes skitsen af Inuit psyke og socialisation med aktuelle undersøgelser fra Grønland, vil jeg argumentere for, at den traditionelle socialisation på mange måder fortsat har gyldighed i dagens samfund. Særligt i bygderne, men også i byerne rummer socialisationen i familien kraftige traditionelle elementer – eller der synes i hvert fald at have gjort det for de unge mennesker, der i 1970-erne og 1980-erne har skullet skabe deres plads i et hastigt forandrende samfund. Visse af disse udbredte billeder og stereotyper af Inuit synes således at være i delvis overensstemmelse med mere grundige studier, - f.eks. at børneopdragelsen var anti-autoritær – men på den anden side har man været tilbøjelig til at overse betydningen af de øvrige socialiseringsmønstre, der tjente til at håndtere andre af tilværelsens komplicerede problemer. Nok skulle børnene ikke opdrages til at acceptere en undertrykt klasseposition, men istedet var der f.eks. vanskelighederne med at kunne styre aggressionen, så den kun blev kanaliseret i socialt acceptabel retning.
Imuits psyke er grundlæggende karakteriseret ved fangerkulturens liv med et ganske ambivalent forhold til aggression, der både er nødvendig og samtidigt truende for relationerne til andre mennesker. Dette forhold, forenet med en social struktur med små familiebaserede bosætninger uden nogen formaliseret magtstruktur, fører derfor til udvikling af psykiske mønstre, der både er meget afhængige af og samtidigt meget opmærksomme på andre menneskers reaktioner, men som tillige opretholder en følelsesmæssig distance, en frygt for det tab nærhed kan indebære. Tab af kærlighedsobjekt. Man lægger stor vægt på, at aggressioner skal kontrolleres, men de må samtidigt have luft fra tid til anden, ellers er risikoen for en psykisk eksplosion tilstede, der kan føre til overgreb på andre.
Jeg-strukturen udvikles således i et tæt samspil med omgivelserne, primært moderen, men med både hende og andre slægtninge som bærere af et ambivalent forhold til aggression, der fører til samtidig empati, adskillelsesangst og følelsesmæssig indkapsling. Jeg’et betoner således autonomien, men forbliver samtidigt meget afhængig af andres opmærksomhed. Spændingerne omkring aggresion, der til stadighed skal håndteres indirekte, giver en latent risiko for voldsomme udfald, der kan blive manifest, hvis f.eks. den svage selvfølelse krænkes. I den traditionelle kultur sikrer en række institutioner forskellige muligheder for socialt acceptable aggressionsytringer ved siden af den centrale kanal, fangst. Noget andet er, hvad der sker, hvis disse kanaler fjernes og konflikterne samtidigt skærpes.
Moderniseringen kan med fordel opfattes som en kompleks og dobbelttydig proces, der forandrer, nedbryder og skaber nye muligheder, uden nødvendigvis at opfylde de mange løfter. Kapitalismens globale dynamik nedbryder og omskaber ikke blot økonomiske og politiske, men også sociale og kulturelle relationer i stadigt flere områder af verden. Hertil kommer at moderniseringsprocessen også omfatter socialisationsbetingelserne og dermed psykens udviklingsmuligheder.
I Grønland blev kapitalismens gennemslag formidlet af dansk kolonisme med en reservatpolitik og liberal tolerance, som først efter 2. verdenskrig afløstes af en stærkt accelereret og politisk ønsket, modernisering, tiltrådt af den grønlandske elite. Levevilkårene ændredes radikalt med massiv udbredelse af lønarbejde, urbanisering og højere levestandard, som mindskede en række tidligere problemer, men også skabte nye. Særligt bemærkelsesværdigt var det, at moderniseringen førte til udbredelse af en ny social kategori, ungdom – en kategori, der opstod når socialisations og kvalifikationskrav gjorde det umuligt for børn direkte at blive til voksne. Ungdom havde som sådan eksisteret marginalt siden før århundredeskiftet, men først med den formelle afkolonisering og åbning af Grønland mod omverdenen omkring 1950, blev det et almindeligt fænomen i byer og efterhånden også bygder.
Ungdom er en særlig kritisk udviklingsfase, som rummer en række opgaver mht. individuel frigørelse og identitetsdannelse. Ydermere skal den unge Inuit samtidigt bære den samfundsmæssige transformation og alt sker på basis af socialisation præget af den tidligere kultur. En kultur der ikke kendte til fænomenet ungdom, og som med sin betoning af den enkeltes autonomi, undvigelse af aggression og modstand mod individuel markering, vanskeliggør bearbejdningen af de mange identitetsproblemer, som ungdom medfører. Resultatet fremstår med endnu flere ungdomsproblemer end man kender fra centrale kapitalistiske samfund; problemer som seksuel ekstensitet, alkoholmisbrug, vold, arbejdsløshedsparadokser og selvmord. Fælles for disse fremtrædelsesformer for ungdommens problemer er, at de alle henter inspiration i kulturelle traditioner, men at de samtidigt forvrides i udlevelsen og derfor medfører voldsomme fysiske og psykiske omkostninger, - både for de unge og for det øvrige samfund. Unge mænd synes kraftigst belastede, formodentlig både fordi kvinderne er blevet presset frem i moderniseringen, og fordi mændene søger støtte i en forvreden kønsidentitet (macho). En ganske parallel udvikling og lignende problemer er efterhånden iagttaget iblandt Inuit i Alaska og Canada.
[…]
