Hans Egedes syn på Grønlændere
Den norske præst Hans Egede var forfærdet over inuitternes seksualmoral, som var en ganske anden end den lutheranske tradition, som Egede bragte med sig. Teksten er fra Egedes bog om Om Grønlænderns Ægteskab og Børne-optugtelse.
[…]
I lang Tid kunde vi ikke fornemme at Mændene holte sig til andre Qvinder ned deres egne, eller Qvinderne til andre Mænd; men omsider fornam vi dog, at de ikke regner det saa nøye i saa Fald; hvilket af en iblant dem bruelig Hoere-Leeg noksom kand eragtes. Samme er af denne Beskaffenhed: En heel Hob Mænd og Qvinder forsamle sig ligesom til et Assemble, hvor de da efter at de ere blevne vel tracterede med Mad, begynder at siunge og dandse, efter deres Maneer. Imidlertid gaar en efter anden med en andens Qvinde bag et Forheng, eller Skilrum af Skind, som er opslaget i den ene Ende af Huuset, paa Brixen, hvor de ligger, for at caressere hinanden. (De holdes for Exempler af bedste og ædleste Gemytter, som uden Fortrydelse laaner deres Koner bort til andre.)
Men til denne skammelige Hoere=Leeg kommer ingen uden de Gifte, hvilke, som de meene, sligt alleene sømmer og anstaar. I særdeleshed holde Qvinderne sig det for en Lykke og Ære af en Angelokk: deres Propheter og høylærde Mænd, at blive beliggende; ja mange Mænd seer de selv gierne og giver Angekkok er Betaling derfor, at de skal sove hos deris Koner, helst om de ikke selv kand faae Børn med dem; thi de Meene, at det Barn, som en Angekkok har avlet med deres Koner, skal blive duelig og lykkelig frem for andre. (...)
Jomfruer og Piger derimod ere bluefærdige nok, saasom vi har aldrig seet, at de med unge Karle har haft nogen lætfærdig Omgiængelse, eller givet ringeste Tegn fra sig til Sligt, enten med Ord eller Gierninger. Udi 15. Aar jeg var udi Grønland, veed jeg ikkun 2. eller 3. Piger, som uden Ægteskab ere blevne besvangrede, thi de holde Sligt for en stor Skam. Der er mærkværdig, at den naturlige Ærbarhed ogsaa observeres hos dem, i det de ikke lader sig i Ægteskab med deres Slegtninge, ja end ikke i 3die Leed; thi de holde Sligt usømmeligt og sige: sligt er ikke i Brug hos dem. Det holdes og for lastværdigt, om en Dreng eller pige, som hos en Mand ere opfødde tilsammen vil have hinanden, thi de agtes da nesten ligesom Søskene.
De Ceremonier de bruge i deres Ægteskabs Begyndelse og Indtrædelse, som er dem i Stedet for Brudevielse og Bryllup, ere disse: Naar en ung Person har faaet Behag udi i Pige, da staaer hand vel først sligt frem for sine Forældre og Venner, og naar de har givet deres Samtykke dertil, bestiller hand to eller fleres gamle Kierlinger og Qvinder, som skal føre bruden til ham (men en brav Karl trekker selv af med sin brud). De samme farer hen hvor Pigen er, tager hende med Magt og slæber hende med sig; thi endskiønt Pigen staar det forslagne Gifter=Maal got nok an, maa hun dog af Blufærdighed anstille sig ligesom det skeede imod hendes Villie; thi hun bliver ellers beskyldt og ilde paatalt, som at hun er gifte=syg. Naar hun nu er kommet til Huuset, hvor Fæste=Manden er, holder hun sig for sig self en Tid lang og sidder henne i en Vraa paa Brixen med Haaret udslagen over Ansigtet af Skamfuldhed og Blufærdighed.
Imidlertid giør Frieren sit bedste at overtale hende til sin Villie, indtil hun omsider lader sig persvadere til at legge sig ved hans Siide, og saa er Brylluppet gjort; dog er kortiste Proces at gaae lige til sengs, uden at melde sig hverken hos Pigen eller Forældrene. Men deres Ægteskab er ikke af saa fast og uopløselig en Contract, at jo Mændene ofte skiller sig af med deres Hustruer og jager dem fra sig, naar de ikke kand faa Børn med dem (thi det holdes for en Skam). Og tager andre i Steden, men have de Børn med hinanden, saa overbær de meget med dem, og boe hos dem indtil deres Død; dog er det ikke saa rart, om de undertiden giver dem Hug og blaa Øyne for deres Stivhed og Egensindighed, og ere derefter lige gode Venner; thi det har ikke saa meget at betyde om en Kone faar Hug af sin mand, men faar en Pige Prygl af hendes Husbonde, det lastes meget. Det lastes og, om en Moder slaer sine Børn, men slaer hun hendes Pige, saa heeder hun den slemmeste og arrigste, og bliver ilde paatalt. Naar nogen ved Døden afgaar, gifter den igien levende sig igien, hvad enten det er Mand eller Qvinde.
[…]
