Mindretalsudtalelse fra Dansk Folkeparti vedr. selvstyreloven
Søren Espersen tog som det eneste medlem af selvstyrekommissionen afstand fra det endelige forslag til lov. Hans udtalelse er fra forhandlingerne om loven i 2008.
– til Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommissions
“Udkast til Lov om Grønlands Selvstyre”.
Christianborg, torsdag den 3. april 2008
- ved Søren Espersen, MF, Dansk Folkeparti
medlem af Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission
Når Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommissions “Udkast til Lov om Grønlands Selvstyre” ophøjes til lov, vil Folketinget derved begå en af Danmarkshistoriens største fejltagelser, - og uden sidestykke formentligt den mest kostbare fejltagelse nogensinde.
Det forventes af mange kyndige, at råstoffundene omkring Grønland vil blive enorme og indtægterne kolosale. Astronomiske summer på op til 10.000 milliarder kroner har været nævnt.
Resultatet af Selvstyrekommissions arbejde vil til den tid stå klart for enhver, og kritikken mod regering og Folketing vil blive nådesløs, efterhånden som det kommer til at stå klart for enhver:
Danmark får ikke økonomisk udbytte, alene det grønlandske selvstyre vil profitere.
En sådan udvikling vil stå I knivskarp kontrast til de historiske kendsgerninger, som er, at Danmark og det danske folk uegennyttigt og beredvilligt har bidraget til Grønlands udvikling, så Grønland i dag fremstår som et moderne velfærdssamfund.
Men i stedet for at videreudvikle og styrke rigsfællesskabet med en solid økonomisk forankring i rigsfællesskabets nuværende og fremtidige ressourcer, er der nu udsigt til, at et flertal af danske og grønlandske politikere sætter rigsfællesskabets interesser på spil. Prisen risikerer at blive en underminering af rigsfællesskabet, opsplitning og interessekonflikter mellem de forskellige dele af rigsfællesskabet i stedet for sammenhold og sikker kurs.
Dansk Folkeparti har nidkært, engageret og loyalt deltaget i det lange forberedende arbejde i Grønlandsk- Dansk Selvstyrekommission. Derfor er det med dyb beklagelse, at partiet har besluttet ikke at kunne tiltræde kommissionens indstilling til “Udkast for Lov om Grønlands Selvstyre”. Den væsentligste årsag hertil er som nævnt de kommende økonomiske forhold – og som beskrives i “Kapitel 3 – Økonomiske relationer mellem Grønlands Selvstyre og Staten” (§5, §6, §7, §8, §9 og §10).
vi nærer stadig håb om, at den kommende tids offentlige debat og de forhandlinger, der nu på baggrund af kommissionsindstillingen indledes mellem det grønlandske landsstyre og regeringen vil føre til nye drøftelser af netop de mest bekymrende af de lovbestemmelser, der er indeholdt I lovforslagets Kapitel 3. det mest lykkelige, der kunne ske for Rigsfællesskabet, og herunder såvel for Grønland som for Danmark, ville være, om der kunne samles bred folkelig og politisk opbakning til en afbalanceret lovgivning, og derved sikre vedtagelse af et enigt folketing.
Udover reservationen i forhold til Kapitel 3, som vi nedenfor vil vende tilbage til, ønsker Danske Folkeparti at knytte enkelte generelle kommentarer til kommissionens arbejde og indstilling.
Arbejdsformen i kommissionen har ikke været tilfredsstillende og slet ikke hensigtsmæssig i forhold til de problemer, der skulle tages stilling til.
Man har ved selve konstitueringen af Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommission opdelt kommissionen i tre arbejdsgrupper: “Arbejdsgruppen vedrørende stats- og folkeretlige spørgsmål”
samt “Arbejdsgruppen vedrørende erhverv og økonomi”. Fra dansk side har den første gruppe haft repræsentation af Venstre, Det Radikale Venstre, Enhedslisten, mens den anden gruppe har haft repræsentation af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti samt Det Konservative Folkeparti. Herunder blev der også etableret en arbejdsgruppe vedrørende ikke-levende ressourcer, som afleverede sin rapport og indstilling til kommissionen I september 2005. denne arbejdsgruppe havde danske repræsentanter fra SF og DF.
Ved én gruppes afrapportering til den samlede kommissionen, har det været umuligt for de partier, der ikke var repræsenteret i de pågældende grupper, at opnå indflydelse på de emner, som allerede – og jo ofte under store besværligheder – havde været drøftet, og hvor man ofte har måttet indgå kompromisser i forhold til hinanden og i forhold til den grønlandske side.
Ud over møderne i de tre arbejdsgrupper har man så yderligere haft særmøder i henholdsvis den samlede danske delegation og i den grønlandske delegation.
Dette har givet karakter af, at der var tale om to lande, der forhandlede med hinanden – hvilket jo ofte ikke afspejles i de meget forskellige politiske holdninger, der findes ikke mindst i den danske delegation. Men da der således alligevel blev tale om to holdninger overfor hinanden – en grønlandsk og en dansk, er det Dansk Folkepartis opfattelse, at eneste rimelige havde været, om drøftelserne om denne nye selvstyrelov havde været foretaget i direkte forhandlinger mellem Landsstyret og Regeringen – hvorefter Landstinget og Folketinget havde kunnet tage stilling til udkommet af forhandlingerne.
Ansvaret for at det blev som det blev – og dermed efter vor opfattelse utilfredsstillende – er ikke Kommissionsformandskabets eller kommissionsmedlemmernes. Det ansvar må Regeringen og Landsstyret påtage sig. De to parter burde fra starten have forhandlet direkte med hinanden.
-
Af det kommissorium, som i Nuuk/Godthåb den 21. juni 2004 blev afstukket af Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen) og Landsstyreformanden (Hans Enoksen) og som dannede baggrund for Grønlandsk-Dansk Selvstyrekommissions arbejde. Fremgår det, at formålet med at sikre “størst mulig grad af ligeværdighed mellem Grønland og Danmark samt at øge det grønlandske folks selvbestemmelse i størst muligt omfang, inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab”.
Det er vor opfattelse, at dette formål ikke er blevet opfyldt. Dels, som nævnt, fordi alene Grønlands Selvstyre for økonomisk udbytte af aftalen, men måske mest fordi man fra grønlandsk side snarere har været fokuseret på at forberede Grønlands Selvstændighed, således forstået, at Selvstyret for en stor del af de grønlandske delegationsmedlemmers side alene har skullet tjene det overordnede formål at være springbræt for egentlig selvstændighed.
Dansk Folkeparti har absolut ikke budt denne dagsorden velkommen, og til tider været utilpas ved at skulle involveres i denne dagsorden, som efter vor opfattelse er i modstrid med kommissoriets ånd og bogstav.
