Uddrag fra En grønlænders drøm
Præsten Mathias Storch blev den første grønlænder, der udgav en roman. Den blev i 1915 oversat af Knud Rasmussen og fik titlen En grønlænders drøm. Drømmen var en fremtidsvision om et moderne selvstyrende Grønland.
[…]
Nede ved Havnen havde man bygget et stort Bolværk af Kampesten, og her laa Smaaskibe med Skibsnavn og Hjemsted malet agter. Paa nogle stod der “Egedesminde”, paa andre “Holstensborg”, paa andre igen “Umanaq” og saaledes videre han spurgte nu en Mand, som tilfældig kom i Land, hvad det var for en Last de havde.
“Nogle af dem er lastede med saltede Fisk, andre med Kul, men det der fra Umanaq kommer med Spæk,” svarede Manden.
“men hvem ejer da alle disse Skibe?” spurgte Pavia.
“Det gør Købmændene. Vi kom i gaar hertil med en Last af Hellefisk,” svarede Manden venligt.
“Men hvad er det da for Købmænd?” spurgte Pavia.
“Grønlændere,” svarede Manden.
Ved disse ord gik Pavia sin Vej for ikke atter at blive til Grin. Hvad skulde han dog gøre? Han kendte jo ikke et eneste Hus. Tilsidst fandt han paa at gaa op i trykkeriet for at faa Besked der; han spurgte sig for undervejs og kom saaledes dertil. Først troede han, at han havde taget Fejl, for det var et stort Toetages Hus, han var kommet til; men han bestemte sig dog alligevel til at gaa derind.
Gennem Indgangsdøren kom han ind i et stort, vidunderligt Rum, hvor alt saa anderledes ud end det, han plejede at se, og ikke et eneste menneske kendte han. Man bød ham tage Plads, og en ældre Mand kom hen og spurgte ham om, hvem der var bleven valgt ved Valget i Dag.
“Hvad har der været Valg til?” spurgte Pavia forbavset.
“Naa, ved du ikke det? Jo, der var jo Landsraadsvalg i Gaar, en ualmindelig livlig Valgdag i Anledning af, at vi vil forsøge at sætte igennem, at de Skibe, som kommer her til Sydgrønland, skal betale en Havneafgift; det er jo noget, der ikke har været Skik før. Der er imidlertid mange, der er af den mening, at Handelen ikke vilde være indbringende, hvis der blev indført en Afgift for tilrejsende Skibe, og det paastaar de, skønt den tilsvarende Afgift, der er bleven indført i Nordgrønland, slet ikke hæmmer Skibsfarten.”
Manden, som troede, at Pavia kom fra en meget afsides Landsdel, gav ham nu valglisterne, for at han nærmere kunde se paa dem. Men hvad var det? De var jo paa den ene Side ført paa Dansk, paa den anden Side paa grønlandsk, og alene blandt de grønlandske Benævnelser var der mange Ting, han slet ikke forstod. Der stod noget om en Købmand, som hed Abel, der havde holdt en Valgtale, anbefalet sig selv og talt om alt det, han vilde gøre for sine Landsmænd: Handelen, Fiskeriet, Administrationen, og hvorledes alting burde styres og forvaltes paa en bedre Maade end nu, i Følge hans Overbevisning.
[…]
