Tekst 9
Dommen ved den faste domstol for mellemfolkelig retspleje i Haag i 1933 var historisk. For første gang havde to stater ladet en international domstol afgøre en tvist om suverænitet over et landområde. For Grønland betød det, at øen nu var sikret som et samlet område.
[…]
Danmark har hævdet, at Overenskomsten af 9. Juli 1924, der allerede er nævnt ovenfor, udelukker Norge fra enhver Ret til at okkupere en Del af Grønland.
I denne Forbindelse maa bemærkes, at da Norge I 1923 tog Initiativ til Forhandlinger om Grønlandsspørgsaalet, var det Meningen, at Forhandlingerne skulde dreje sig om hele Grønlandssagen og i første Række om Østkystens retsstilling. Men da det viste sig umuligt at forene den danske Suverænitetspaastand og den norske Paastand om Ingenmandsland, blev det nødvendigt at begrænse Forhandlingerne til en Ordning om visse Spørgsmaal; som det var muligt at træffe Bestemmelse om uden at afgøre de ikke-koloniserede Omraaders retlige Stilling. De paagældende Spørgsmaal var Retten til at tage Ophold, til at tage Land i Besiddelse til Brug og til at drive Jagt, Fangst og Fiskeri og til at oprette Telegrafstationer, og andre Anlæg i Østgrønland. Det var disse Interesser, Norge som bekendt var ivrig for at opretholde. For at gøre det ganske klart, at Overenskomsten kun angik en begrænset Del af hel Grønlandsspørgsmaalet, udvekslede Parterne samme Dag, som Overenskomsten blev underskrevet, enslydende Noter gaaende ud paa at hver af dem forbeholdt sig sit principielle synspunkt i de Spørgsmaal angaaende Grønland, der ikke var omhandlet I Overenskomsten, saa at ved den intet var præjudiceret og intet opgivet eller forspildt. Da saaledes Suverænitetsspørgsmaalet og Spørgsmaalet om terra nullius, for blot at nævne dette Punkt, var holdt fuldstændig uden for Overenskomstenaf 9. Juli 1924, finder Domstolen, at hverken Danmark eller Norge af Overenskomsten kan udlede Støtte for deres principielle Standpunkt med Hensyn til Retsstillingen i det af Overenskomsten omfattede Omraade, nemlig henholdsvis dansk Suverænitet og Ingenmandsland. Forøvrigt har Norge aldrig hævdet, at det var berettiget til at udlede et saadant Argument af Overenskomsten.
[…]
Det er af disse Grunde, at Domstolen med tolv Stemmer mod to
1) kender for Ret, at den af den norske Regering den 10. Juli 1931 udstedte Okkupationserklæring og alle af samme Regering i denne Henseende tagne Forholdsregler udgør en Krænkelse af den bestaaende Retstilstand og derfor er retsstridige og ugyldige;
2) forkaster den norske Regerings herimod stridende Paastande;
3) bestemmer, at der ikke er Grund til at fravige den almindelige Regel i Statuternes Art. 64 om, at hver af Parterne bærer sine egne Sagsomkostninger.
Udfærdiget paa Fransk og Engelsk, saaledes at den engelske Tekst er afgørende, i Fredspaladset i Haag, den femte April Nitten Hundrede Tre og Tredive i tre Eksemplarer, hvoraf det ene skal opbevares i Domstolens Arkiv og de andre gennem Agenterne tilstilles henholdsvis Hans Majestæt Kongen af Danmarks Regering og Hans Majestæt Kongen af Norges Regering.
Sign.: M. Adatci,
Præsident.
Sign: Å. Hammarskjöld,
