Rapport om studenterdemonstrationen i Beijing
Uddrag af ”Rapport om studenterdemonstrationen i Beijing” CNA, Kinas Nyhedsbureau. Artiklen blev trykt den 28. april efter den første store demonstration. Den er ikke et egentligt eksempel på pressefriheden, men den viser forståelse for de studerende og påpeger forsigtigt, at myndighederne bør lytte til demonstranternes krav og er på den måde et markant opgør med Kinas normale nyhedsdækning.
Et stort antal studenterdemonstranter fra højere læreanstalter og universiteter i Beijing marcherede den 27. april over Den Himmelske Freds Plads med tusindvis af røde bannere og transparenter. Antallet af de tilstedeværende studerende skønnedes at være adskillige hundrede tusinde.
Studenterne forlod deres læreanstalter omkring kl. 8 for at samles på Beijings universitet. Kl. 10.30 nåede de frem til den første politiblokade ved Venskabshotellet og brød igennem den efter kun få minutters ophold. De studerende fra den nordlige og den østlige del af Beijing samledes igen ved 2. Ringvej nær Chegongzhuang og brød så igennem endnu en blokadelinje bestående af nogle hundrede politimænd og fortsatte deres march ad denne rute. Under hele forløbet blev studenterne hyldet af lokalbefolkning, der var forsamlet på gangbroer, og bygningsarbejdere på stilladser, og hilst med vink fra beboere i højhusbebyggelser langs vejen. Nogle sendte mad og drikke ned til de studerende; og adskillige buddhistmunke, klædt i kasaya, der alle holdt en trææske i hænderne, samlede uopfordret penge til studenterne. Når nogle af studenterne så en person lægge mere en 100 yuan i en æske, råbte de til vedkommende: ”Tak for din forståelse og støtte.” Vedkommende og andre råbte så tilbage: ”Vi støtter de studerende.”
Omkring kl. 14 drejede optoget af studerende ind på Den Evige Freds Boulevard, hovedstrøget, der løber fra øst til vest gennem byen, og trafikken blev standset i en længere periode. For at forhindre de studerende i at marchere videre, dannede tusindvis af politifolk en blokade ved Liubuko, et sted nær Zhongnanhai, det kommunistiske partis hovedkvarter. Men selv en sådan blokade var ikke stærk nok til at holde bølge efter bølge af studerende tilbage. Til sidst gav politiet op og lod demonstranterne strømme ind på Den Himmelske Freds Plads.
Kl. 16.15 dannede tusindvis af soldater endnu en blokade foran den nordlige indgang til Folkets Store Hal, men atter kunne mængden ikke holdes tilbage. Kl. 16.40 dukkede 15 militærlastvogne med soldater op i den østlige del af pladsen og begyndte at bevæge sig hen imod Folkets Store Hal. Konvojen blev stoppet af lokalbefolkning. Nogle af dem råbte: ”En folkets hær burde elske folket”, og rakte deres hænder ud mod soldaterne og forklarede dem, hvad målet for studenterbevægelsen var.
Den Himmelske Freds Plads var blevet lukket af for besøgende fra tidligt om morgenen, og store politi- og soldaterstyrker var blevet sat ind af myndighederne for at forhindre de studerende i at storme indgangene til Folkets Store Hal og Zhongnanhai, men de studerende var meget velorganiserede. De forsøgte ikke engang at trænge ind på pladsen, men passerede Den Himmelske Freds Port og forsatte østpå. Optoget bevægede sig derpå mod nord ved gangbroen over Jianguomen og ind på 2. Ringvej igen for at nå tilbage til deres læreanstalter. Efter sigende tog det kun 1 time og 45 minutter for hele processionen at passere Den Himmelske Freds Port.
Ifølge en tryksag, som studenterdemontrationens organisatorer havde fordelt, var formålet med denne omfattede demonstration ikke at vælte den siddende regering, men at tilskynde den til at udrydde korruptionen. Den dementerer også, at studenterne er blevet manipuleret af konspiratorer. Den understreger, at studenterbevægelsen på langt sigt vil fremskynde demokratiseringsprocessen i det kinesiske samfund.
Denne uhørte studenterdemonstration har vundet stor genklang hos Beijing-befolkningen. De slagords, som oftest blev råbt, var ”længe leve Kommunistpartiet” og ”Vi støtter socialismen”. Disse slagords er ikke kun et udtryk for det politiske tilhørsforhold, men også en tilbagevisning af urigtige meldinger om, at studenternes formål er at ”fælde det kommunistiske parti”. Nogle siger: ”Nyhedsdækningen bør være trofast over for kendsgerningerne. Vi tror ikke, at det er de studerendes formål at fælde partiet, for vi har hørt deres slagords.” (...)
En kontorarbejder på Den Himmelske Freds Plads sagde: ”Før denne studenterbevægelse følte jeg, at der ikke var noget håb for vort land. Men nu, når jeg oplever studerende patriotiske begejstring, begynder jeg at indse, at Kinas håb ligger hos disse unge studerende.”
Mange af de studerendes slagord er en kritik af de fremherskende problemer i dag i samfundet og har vist sig effektive til at skabe folkelig støtte til demonstrationen. Nogle af slagordene på bannerne lyder: ”Vort land bør styres af lov, ikke privilegier”; ”Folket kan ikke narres”; ”Hvis statsembedsmændene ikke arbejder for borgerne, burde de gå hjem for at dyrke deres egen have”; ”Folk finder sig ikke i statsansatte spekulanter”; ”Priserne bør stabiliseres”; ”Fjern nepotismen” og ”Korruption skal rives op med rode”.
Nogle Beijing-beboere sagde: ”Vi forstår ikke helt de studerendes snak om demokrati, men hvis de kræver, at embedsmænd, der er korrupte eller involveret i ulovlig spekulation, skal fjernes, støtter vi dem.” (...)
Nogle af de studerendes bannere viste citater fra Deng Xiaoping, f.eks.:
”Kina Kommunistparti er et parti, der værdsætter sandhed” og ”Hvis de gamle ikke fjernes, kan de unge ikke komme ind”.
De studerende er også dybt bekymrede for de uddannelsesmæssige problemer i Kina. Nogle slagord, skrevet på små papirflag, som de holdt i hånden, lød ”Et lands styrke afhænger af uddannelse”, ”Lærere har samvittighed”, ”Uddannelsen er i krise og lærerne har dårlig samvittighed” og ”Fattigdom truer vore lærere, og den uddannelsesmæssige krise er en fare for den næste generation”.
Iagttagere har udtalt, at de kommunistiske magthavere i Kina må tage grundigt hånd om de omfattende demonstrationer, som er iværksat af studerende og lægfolk. De mener, at situationen vil falde til ro, hvis man så hurtigt som muligt indgår i en ærlig dialog med de studerende.
