Indbundne Fødder
Uddrag af en ung piges beskrivelse af, hvordan hun fik fødderne bundet ind som barn. Skikken var udbredt i Kina frem til 1911.
Teksten er fra Chinese Footbinding. The history of a Curious Erotic Custom af Howard S. Levy, SMC Publishing 1966. Den unge kvindes beretning begynder på s. 26 og er fra slutningen af 1800-tallet, citeret fra Ts’ai-fei lu, et hovedværk om indsnøring af fødder, der udkom i fire bind i årene 1934-38.
Jeg blev født i en gammeldags familie i P’ing-hsi og blev udsat for smerten ved fodsnøring, da jeg var syv år gammel. Jeg var et aktivt barn, der holdt af at springe rundt, men derefter forsvandt min frie og optimistiske natur. Den ældste pige blev udsat for det i seks-otte års-alderen. I den første måned, efter jeg var blevet syv år, fik jeg huller i ørerne og guldørenringe. Jeg fik at vide, at en pige måtte lide to gange: huller i ørerne og fodsnøring. Snøringen begyndte i den anden måned; mor rådførte sig med bøger for at finde en lykkevarslende dag. Jeg græd og gemte mig i nabohuset, men mor fandt mig, skændte på mig og slæbte mig hjem. Hun lukkede soveværelsesdøren, kogte vand og fremdrog en æske bandager, sko, kniv, nål og tråd. Jeg tryglede om en dags udsættelse, men mor afslog: ”I dag er en gunstig dag,” sagde hun. ”Hvis vi snører dine fødder i dag, kommer de ikke til at gøre ondt; hvis vi snører dem i morgen, kommer de til det.” Hun vaskede min fødder og smurte alun på dem og klippede tåneglene. Hun bøjede så mine tæer om mod fodsålen med en bandage, der var 3 meter lang og 5 cm bred. Hun afsluttede snøringen og beordrede mig til at gå, men da jeg gjorde det, var smerten uudholdelig.
Den nat ville mor ikke lade mig tage skoene af. Mine fødder føltes, som om de brændte, og jeg kunne ikke sove. Mor slog mig, fordi jeg græd. De følgende dag forsøgte jeg at gemme mig, men blev tvunget til at gå på mine fødder. Mor slog mig på hænderne og fødderne for at stritte imod. Prygl og skænd var min lod for at løsne snøringen i skjul. Fødderne blev vasket, smurt med alun og snøret igen efter tre eller fire dage. Efter flere måneder var alle tæerne på nær storetåen presset om mod fodsålen. Når jeg spiste fisk eller frisk kød, svulmede mine fødder op og dryppede af materie. Mor kritiserede mig for at lægge vægten på hælen, når jeg gik, og sagde, at mine fødder aldrig ville få en smuk form. Mor fjernede blodet og materien, der dryppede fra mine fødder. Hun fortalte mig, at kun ved at fjerne kødet, ville mine fødder blive slanke. Hvis jeg ved en fejltagelse stak hul på et sår, sprøjtede blodet ud. Mine lidt buttede storetæer blev snøret med små stofstykker og tvunget opad for at opnå en ny måneagtig form.
Hver anden måned skiftede jeg sko. Hvert nye par var to-tre mm mindre end de forrige. Skoene var stive og fødderne skulle presses i dem. Selv om jeg helst ville sidde passivt ved ovnen, tvang mor mig til at bevæge mig. Da jeg havde skiftet sko ti gange, var mine fødder blevet lidt over 10 cm lange. Jeg havde haft snørede fødder i lidt over en måned, da min lillesøster fik snøret sine. Når vi var alene, græd vi sammen. Om sommeren lugtede mine fødder fælt på grund af materie og blod; om vinteren var mine fødder kolde på grund af manglende blodcirkulation og gjorde ondt, hvis de kom for tæt på ovnen og den varme luft. Fire af tæerne var bøjet ind som døde sommerfuglelarver. Ingen fremmed ville have troet, at de tilhørte et menneske. Det tog to år at nå en fodstørrelse på 7,5 cm. Mine tånegle pressede sig mod kødet som tyndt papir. Den krumme fodsål kunne man ikke klø, når den kløede eller lindre, når den gjorde ondt. Mine skinneben var tynde, min fødder blev en grim og duftende pukkel; hvor jeg dog misundte folk med naturlige fødder.
