Kejser Puyis formelle abdikation
Kejser Puyis formelle abdikation fra den 12. februar 1912. Den henviser bl.a. til Yuan Shikai, som havde været enkekejserindens hærfører. I praksis var Puyi blevet afsat december 1911.I slutningen af teksten er gengivet et uddrag af de artikler, hvorunder kejseren skulle leve og reelt ingen indflydelse have.
Som følge af den republikanske hærs oprør, der omgående vandt genklang i en række provinser, kogte kejserriget som en heksekedel, og folket blev kastet ud i yderste elendighed. Yuan Shikai fik derfor for nogen tid siden ordre til at udsende kommitterede til at rådføre sig med repræsentanter for den republikanske hær om situationen som helhed og drøfte spørgsmål vedrørende indkaldelse af en nationalforsamlings til beslutning af en passende mægling. Da Syd og Nord er adskilt af store afstande, kan begges uvilje mod at give efter for hinanden kun resultere i en fortsat afbrydelse af handelen, og så længe fjendtlighederne fortsættes, mens regeringsformen endnu ikke er fastlagt, kan der ikke blive fred i landet. Det er nu tydeligt, at flertallet af befolkningen er gunstigt stemt over for et republikansk styre: Provinserne i Syden var de første til at gå ind for sagen, og generalerne i Norden har siden givet løfte om deres støtte. Af præferencerne i folkets sjæl ses Himlens vilje. Hvordan kan vi modsætte os millionernes vilje til fordel for en families ære! Derfor overdrager vi og Hans Majestæt kejseren, efter iagttagelse af tidens tendenser på den ene side og undersøgelse af folkets holdninger på den anden, suveræniteten til Folket og stemmer for en republikansk forfatning. Således tilgodeser vi i udmattelse over anarkiet og i ønsket om fred på den ene side hele nationens ønsker og følger på den anden side de gamle vismænd, der betragtede tronen som nationens hellige ejendom.
Yuan Shikai blev valgt af provinsparlamentet som ministerpræsident. I overgangsperioden fra det gamle styre til det ny bør det gøres visse tiltag i foreningen af Nord og Syd. Overlad Yuan Shikai al magt og lad ham etablere en provisorisk republikansk regering og rådføre sig med den republikanske hær, hvad angår foreningen, og således sikre folket fred og kejserriget ro, og danne en stor kinesisk republik ved at forene som tilforn de fem folk, det vil sige, manchuerne, kineserne, mongolerne, muhamedanerne og tibetanerne og deres territorier under dens integritet. Vi og Hans Majestæt kejseren bliver således i stand til at leve tilbagetrukket, fri for ansvar og under beskyttelse og i tryghed og skal uden forstyrrelse nyde nationens høflige behandling og med vore egne øjne se fuldbyrdelsen af et ærefuldt styre. Er dette ikke tilrådeligt (…)
Vi har med respekt modtaget det følgende kejserlige edikt fra Hendes Majestæt, Enkekejserinde Longyu:
På grund af den farlige situation for staten og folkets store lidelser beordrede vi for nogen tid siden kabinettet til at forhandle med den republikanske hær om vilkårene for en velvillig behandling af det kejserlige hof med udsigt til en fredelig løsning. Ifølge det memorandum, som kabinettet har forelagt os, der omfatter en velvillig behandling, foreslået af den republikanske hær, påtager de sig ansvaret for ofringer i det kejserlige familie-tempel og det kejserlige mausoleum og færdiggørelse af det planlagte mausoleum for afdøde kejser Guangxu. Hans Majestæt kejseren skal blot afgive sin politiske magt, mens kejsertitlen ikke afskaffes. Der er desuden fastlagt otte artikler for den velvillige behandling af det kejserlige hof, fire artikler for en gunstig behandling af manchuer, mongoler, muhamedanere og tibetanere. Vi finder de gennemlæste vilkår dækkende. Vi proklamerer herved til kejserlige slægtninge og manchuer, mongoler, muhamedanere og tibetanere, at de for fremtiden bør stræbe efter at samarbejde og udrydde alle raceforskelle og fordomme og overholde lov og orden ved forenet kraft. Det er vort inderlige håb, at freden endnu engang vil være at finde i landet, og at alle vil opleve lykken under det republikanske styre.
Uddrag af de 19 artikler:
(...)
3. Kejserens magt skal begrænses af forfatningen.
4. Arvefølgen fastsættes af forfatningen.
5. Forfatningen skal affattes af Nationalforsamlingen og kundgøres af kejseren.
6. Magten til at ændre forfatningen ligger hos parlamentet.
7. Medlemmerne af overhuset skal vælges af de af folket, der er særligt kvalificerede dertil.
8. Parlamentet skal vælge og kejseren skal udnævne ministerpræsidenten, der vil anbefale andre kabinetsmedlemmer, som også udnævnes af kejseren. Kejselige prinser er ikke valgbare til ministerpræsident, kabinetsministre eller provinsguvernører.
(...)
10.Kejseren skal påtage sig den direkte kontrol med hæren og søværnet, men når denne magt bruges i indenlandske anliggender, må han efterleve særlige vilkår, der bestemmes af parlamentet, ellers forbydes han at udøve en sådan magt.
11.Kejserlige dekreter kan ikke erstatte loven bortset fra tilfælde af tvingende nødvendighed, i hvilket tilfælde der kan udstedes dekreter af lovmæssig art i overensstemmelse med særlige vilkår, men kun i sammenhæng med effektuering af lov og det, der er foreskrevet ved lov.
12.Internationale traktater kan ikke endeligt besluttes uden parlamentets billigelse, men fredsslutning eller krigserklæring kan udstedes af kejseren, hvis parlamentet ikke er samlet, hvorefter parlamentets billigelse indhentes senere.
(...)
15.Parlamentet skal fastsætte den kejserlige husholdnings udgifter og kan forhøje eller mindske dem.
(...)
18.Kejseren skal kundgøre parlamentets beslutninger
