Puyis selvbiografi

Uddrag af Puyis selvbiografi om, hvordan han blev indsat som kejser af Manchu Guo. På det tidspunkt regerede Zhang Xueliang i Manchuriet. Japanerne ønskede at komme af med ham og oprette Manchu Guo som en japansk koloni af alt andet end navn. De havde derfor brug for Puyi som marionet.

Da Cheng og Luo meddelte mig Itagakis ultimatum, tabte jeg besindelsen og var ikke i stand til at få et ord frem. I den stilhed, der nu fulgte, hørte jeg pludselig Chengs stemme: „Deres undersåt har altid sagt, at man ikke må krænke japanernes følelser!” … Men, fortsatte han hurtigt, Situationen var slet ikke så håbløs, som det så ud til – tværtimod! Japanerne ville jo trods alt indsætte mig som statsoverhoved, hvilket ikke var meget mindre end en restauration. For at skabe denne lejlighed havde han – sådan udtrykte han sig  – tjent mig i alle disse år, og hvis jeg fortsat vægrede mig ved at komme min lykke i møde, havde han ingen anden udvej end at pakke sine sager sammen og rejse hjem! Chengs trussel bragte mig til fortvivlelse, men han havde slet ikke til hensigt at gøre alvor af den; i stedet foreslog han mig at give japanerne en frist på et år. Hvis det „rigtige system”, altså min genindsættelse som kejser, ikke var blevet til virkelighed forinden, måtte de regne med min tilbagetræden. Dermed havde han vundet spillet, så meget mere som ingen af mine rådgivere kunne finde på en bedre løsning. Jeg sendt ham til Itagaki, og det varede ikke længe før han – med strålende ansigt – kom tilbage og fortalte, at Itagaki havde tiltrådt forslaget og allerede samme aften ville give en lille banket „til ære for den fremtidige regent”. Den 28. Februar vedtog den såkaldte „Al-manchuriske Nationalforsamling” i Mukden på Kwangtung-armeens foranledning en resolution, der proklamerede Nordøst som uafhængig stat og udnævnte mig til regent. Cheng Hsiao-hsu hjalp mig med at udarbejde en svarnote til Nationalforsamlingens delegerede, eller rettere sagt to noter: et høfligt afslag på det første spørgsmål (om jeg var rede til at overtage posten) og en anden skrivelse, hvori det udtrykkes, at jeg efter „endnu en indstændig bøn” fra de delegeredes side alligevel ville stille mig til rådighed. Den 1. Marts ankom en delegation på ni mand fra Nationalforsamlingen til Port Arthur og jeg meddelte den, som aftalt, et afslag af beskedenhedsgrunde, medens den til 29 medlemmer udvidede delegation, der opsøgte mig fire dage efter, modtog mit skriftlige tilsagn. I sidste afsnit af min anden svarnote hed det blandt andet! „…Hvorledes kunne jeg driste mig til egennyttigt at sige nej for at kunne leve i lediggang og dovenskab, nu, da man betror mig dette store ansvar? Jeg vil stræbe efter at anvende mine beskedne evner, så godt jeg formår, til i et prøveår at udøve embedet som præsident, og skulle min utilstrækkelighed derefter vise sig at være for stor, vil jeg træde tilbage efter denne tids forløb. Skulle dog inden for dette år en forfatning træde i kraft og en statsform blive konstitueret, det svarer til mine oprindelige hensigter, vil jeg med stor omhu overveje min dyd og evne som statsleder og træffe afgørelse om, hvorvidt jeg fortsat kan varetage embedet som statsoverhoved”. Dagen efter afrejste jeg med min gemalinde Wan Jung, Cheng Hsiao-hsu, Chang Ching-huei og de øvrige rådgivere og delegerede til Changchun. Da vi den 8. Marts klokken 3 om eftermiddagen kørte ind på banegården i den fremtidige hovedstad, hørte jeg allerede på lang afstand larm fra musikkorps og jublende menneskemængder, og da jeg steg ud, så jeg en kordon af japansk politi, der holdt store menneskemasser i kinesisk, vestlig og japansk dragt i skak. Jeg fik tårer i øjnene. Pludselig forekom det mig, som om min fremtid rummede et nyt håb. Dagen efter skete min embedstiltrædelse under stor højtidelighed. Fra japansk side deltog samtlige højtstående personer i Nordøst. Uchida [chef for den sydmanchuriske jernbane], general Hongo [øverstbefalende over Kwantung-armeen], stabschef Miyake og oberst Itagaki stod side om side med mine „ministre”Cheng Hsdiao-hsu, Luo Chen-yu, Chen Tseng-shou, Hu Seh-yuan, forhenværende Ching-generaler, mongolprinser, gamle Fengtienchefer som Chang Ching-huei, Hsi Hsia, Chang Hai-peng og en af den tidligere „hundekødgeneral”s stabsofficerer. Mens japanerne så til, bøjede „Nationens Stiftende Fædre” sig tre gang for mig, jeg bukkede én gang for dem, og derefter overrakte Tsang Shih-yia og Chang Ching-huei mig i „Befolkningen i Manchukuos” navn „præsidentens embedssegl”, der var præget i gul silke. Cheng oplæste min tiltrædelsestale, og derefter modtog jeg de udenlandske gæster. Samme eftermiddag opsøgte Cheng Hsiao-hsu mig på mit kontor i en „tjenstlig sag”: „General Honjo har foreslået, at Deres undersåt skal overtage embedet som premierminister og danne et kabinet,” sagde han med et lille buk. „Her er listen over ministre og de højeste embedsmænd. Jeg beder Deres Majestæt om at sætte Deres kejserlige navn under dokumentet.” Da jeg allerede havde aftalt samtlige navne med Amakasu i Port Arthur, tog jeg min pensel uden at sige et ord, og skrev under. Dermed havde jeg foretaget min første officielle behandling. Dragefanerne på banegården, militærmusikken, ceremoniellet ved embedstiltrædelsen og lykønskningerne ved modtagelsen for de udenlandske gæster havde gjort et dybs indtryk på mig. Det stod mig klart, at jeg med det skridt, jeg havde taget, havde spærret enhver vej tilbage. Men netop derfor måtte jeg ikke se en ydmygelse i min udnævnelse til regent; jeg måtte betragte nuværende stilling som det første trin på en stige, der, hvis jeg bar mig rigtigt ad, kunne føre tilbage til min trone. I flere dage overvejede jeg, hvordan jeg bedst kunne udnytte min nye position til gavn for mine mål, og en aften bekendtgjorde jeg derpå resultatet af mine overvejelser for mine to personlige sekretærer, Chen Tseng-shou og Hu Seh-yuan: „Jeg har netop aflagt to højtidelige løfter og udtalt et ønske. For det første: jeg vil overvinde alle mine gamle fejl, og jeg sværger, at jeg aldrig mere vil gøre mig skyldig i dovenskab og letfærdighed, som Chen Pao-shen for ti år siden bebrejdede mig. For det andet: jeg sværger på, at jeg vil tage al modgang med i købet og ikke vil helme, før jeg har ryddet samtlige hindringer af vejen og generhvervet min forfaderarv. Og for det tredje: jeg beder himlen om at skænke mig en arving, der viderefører det store Ching-dynasti. Når disse tre ting er opfyldt, kan jeg dø lykkelig.” Min vilje til at holde løfterne viste sig i, at jeg hver morgen stod ganske tidligt op og tilbragte hele dagen på kontoret for at varetage statens anliggender i overensstemmelse med Hwantung-armeens ønsker. Min flid holdt imidlertid ikke længe, for jeg mærkede snart, at der slet ingen statsanliggender var, som jeg kunne varetage. Manchukuo-regentens magt eksisterede kun på papiret.

15 minutter med Folkeforbundet

„Regenten”s beføjelser var forfatningsretligt nedfældet i „Grundlov for Manchukuo”, der fastsatte, at jeg lovgivende, udøvende og dømmende myndighed, kunne udstede nødforordninger, bestemme det administrative system og udnævne og afskedige embedsmænd; Endvidere var jeg øverstbefalende over alle væbnede styrker til lands, til vand og i luften, og jeg havde ret til at foretage benådninger og annullere uretfærdige domme. I virkeligheden måtte jeg imidlertid end ikke bestemme, hvornår jeg forlod min residens; Hver af mine ministre havde en japansk viceminister „under” sig, men denne havde den faktiske administrative magt. Heller ikke Cheng Hsiao-hsus status som premierminister var andet end en hul frase. Manchukuo regeredes af chefen for „Ministeriet for almene Anliggender”, Komai Tokuzo, der var almægtig og i de japanske aviser åbenlyst blev kaldt „premierminister”.