Mao Zedong om Kinas fortløbende udvikling

Uddrag af en tale af Mao Zedong om, hvordan Kina skulle udvikles på en række væsentlige punkter. Talen blev holdt i 1956, men som det er sædvane i Kina, blev dens indhold først bekendtgjort for kadrer i Kina i 1965 og for offentligheden i 1969, som således ikke var bekendt med det grundlag, som de øverste ledere traf deres beslutninger på.

At mobilisere alle de aktive faktorer og al den forhåndenværende styrke har altid været vort princip … Dette princip bør anvendes på revolutionen såvel som på opbygningen. Det ved enhver. Men der er nogle problemer, der er værd at diskutere. Nogle nye faktorer og nogle defekter og mangelfuldheder i vort arbejde bør omtales og vurderes. Ved korrekt at behandle disse modsigelser kan vi muligvis undgå at tage unødvendige omveje.

Lad mig diskutere disse modsigelser.

For det første: Forholdet mellem industri og landbrug og mellem svær og let industri.

Sværindustrien er tyngdepunktet, og dens udvikling bør gives første prioritet; det er vi alle enige om. I behandlingen af forholdet mellem svær og let  industri og mellem industri og landbrug har vi ikke gjort os skyldige i nogen grundlæggende fejltagelser. Vi har ikke gentaget de fejltagelser, nogle socialistiske lande gjorde ved at lægge overdreven vægt på sværindustrien på bekostning af den lette industri og landbruget (…). Det betyder ikke, at der ikke er flere problemer tilbage. Der er problemer – f.eks. større opmærksomhed på lette industrier og landbrug end før og passende justering af investeringsraterne i svær og let industri og i industri og landbrug, så der lægges større vægt på investering i let industri og landbrug. Betyder det, at sværindustrien ikke længere er betydningsfuld? Nej, den er stadig betydningsfuld. Er det at fjerne vor opmærksomhed fra den? Nej, lad mig sige det på den måde: størstedelen af vore investeringer vil fortsat gå til sværindustrien. Hvad der behøves, er øgede investeringer i let industri og landbrug. Lad deres andel vokse.

Hvad landbruget angår, viser erfaringen fra nogle socialistiske lande, at dårlig ledelse kunne medføre, at produktionen ikke steg, selv efter kollektivisering. I andre lande er landbrugsproduktionen ikke blevet øget, fordi landbrugspolitikken var tvivlsom. Man lagde for stor en skattebyrde på bønderne, og man satte landbrugspriserne ned i forhold til industrivarepriserne. Når vi udvikler industrien, må vi give landbruget dets retsmæssige plads og indføre en korrekt skatte- og prispolitik.

For det andet: forholdet mellem industri i kystområderne og inde i landet.

(…) Vedrørende dette problem har vi ikke gjort grundlæggende, alvorlige fejltagelser. Men der er nogle mangler. I de seneste år har vi ikke taget fornødent hensyn til kystindustrierne. Dette tror jeg vi må have ændret (…). Hvis vi ikke overvejer denne kendsgerning [at 70 % af industrien ligger i kystområderne], ikke foretager en passende vurdering af industrien i kystområderne og ikke fuldt udnytter disse industriers produktionskapacitet, kommer vi til at gøre alvorlige fejltagelser.

For det tredje: forholdet mellem forsvaret og den økonomiske opbygning.

(…) Vi har et betydningsfuldt forsvar. Siden den anti-amerikanske krig til hjælp for Korea er vore militære styrker blevet stærkere, og vor forsvarsindustri har været under opbygning. Siden P´an-ku adskilte himlen og jorden (: billede fra kinesisk mytologi), har vi ikke været i stand til at bygge biler og flyvemaskiner. Nu er vi begyndt at producere dem. Vor bilindustri fremstiller først lastbiler, ikke personbiler. Der er derfor, vi er kommet til dette møde i udenlandsk fremstillede biler. Vi elsker vort land; men kærligheden kan ikke blive effektiv på kort tid.

Men det vil være bedre, om vi en dag kan køre til møde i biler, vi selv har fremstillet.

Vi har ikke atombomber, ikke endnu. Men tidligere havde vi heller ikke flyvemaskiner eller geværer. Vi besejrede de japanske angribere og Chiang Kai-shek med hirse og rifler (: der hentydes til samarbejdet mellem de kommunistiske guerillaer og bondebefolkningen).

Vi er allerede ganske stærke; men vi må blive endnu stærkere. En sikker måde er at finde ud af, hvad der er den rette størrelse og forsvarsudgifterne. I etaper må vi reducere udgifterne til cirka 30% af det samlede budget. I mellemtiden må vi øge udgifterne til økonomisk opbygning, øge tempoet og udvide. På et sådant fundament vil vor forsvarsudbygning gå hurtigere fremad. På denne måde vil vi ikke blot have mange flyvemaskiner og geværer, men også vor egen atombombe i en ikke al for fjern fremtid.

Ønsker I atombomber? Hvis I gør det, bør I reducere forsvarsudgifterne forholdsmæssigt og bruge mere på økonomisk opbygning.

For det fjerde: forholdet mellem staten, produktionsenhederne og den enkelte producent.

I den seneste tid har vi hovedsagelig diskuteret dette spørgsmål med kammerater fra provinserne. Hvad arbejderne angår, så er deres produktivitet gået i vejret, og det samme gælder værdien af det, der producerer hver arbejdsdag. Der bør derfor foretages ændringer i deres lønninger. Det ville være forkert, hvis vi ikke bemærkede det (…)

For det femte: forholdet mellem centret og regionerne.

Dette er også en modsætning. For at løse den må vi nu overveje udviklingen af lokal entusiasme og lade regionerne udføre mere arbejde inden for rammerne af centrets fælles plan (…).

Vi må fremme en konsulterende arbejdsstil i forhold til regioner. Intet kan igangsættes af partiets center uden konsultation af de berørte regioner. Vi håber, centrets afdelinger vil notere sig dette. Alt må gå via konsultation med regionerne, før  en ordre udstedes, hvis sagen vedrører regionerne.

Jeg tror, at det er skadeligt at reducere regionernes magt for meget. Vi mangler stadig erfaring i håndtering af forholdet mellem staten og regionerne. Vi er endnu ikke modne i så henseende. Jeg håber, vi vil underkaste dette spørgsmål yderligere diskussion.

For det sjette: forholdet mellem Han-folket og de øvrige nationaliteter.

I dette spørgsmål har vor politik være stabil og er blevet støttet af de nationale minoriteter. Vægten ligger på vor mostand mod ”pan-hanismen”. Der findes lokalchauvinisme; men den er uden betydning. Det væsentlige er at gå imod pan-hanismen. Han-folket er vor mest omfattende race. Det ville være meget forkert, hvis vi støttede en pan-hanisme imod vore nationale minoriteters interesser. Derfor er det betydningsfuldt at give en proletarisk-national uddannelse til de brede masser af Han-folket og påse forholdet mellem Han-folket og de andre nationaliteter. Vi havde en undersøgelse for to år siden; nu må vi have endnu én. Enhver abnormitet må rettes, og tomme ord vil ikke være nok. Der er mange mennesker, der med velbehag taler om udryddelse af pan-hanismen, men uden at foretage sig noget (…).

For det syvende: forholdet mellem partiet og andre.

Spørgsmålet er: Er étpartisystemet bedre end et flerpartisystem? I øjeblikket synes det bedst at have flere partier. Det har været sådan hidtil og vil være det i fremtiden indtil alle politiske partiers naturlige forsvinde. Denne langtidssameksistens og gensidige vejledning mellem de kommunistiske og andre partier er en god ting.

Formelt eksisterer der ikke nogen opposition i Kina, idet alle de demokratiske partier accepterer Det kommunistiske Parties førerskab. Men reelt udgør visse medlemmer af de demokratiske partier en opposition. I spørgsmålene om ”at føre revolutionen igennem til ende”, om udadtil at holde til én side, om at yde anti-amerikansk hjælp til Korea og om jordreformen var disse mennesker tvetydige. De havde deres egen mening i spørgsmålet om undertrykkelse af kontrarevolutionære. De priste Fællesprogrammet og viste ingen interesse i en forfatning; men da et forfatningsforslag blev fremlagt, løftede de deres hænder til godkendelse. Udviklingen går ofte imod én, og det er sandelig tilfældet med holdningen hos nogle medlemmer af de demokratiske partier i en række spørgsmål. De er i opposition og dog ikke i opposition. Deres fædrelandskærlighed vender dem ofte fra opposition til slutning.

For det ottende: forholdet mellem revolution og kontrarevolution.

Kan kontrarevolutionære elementer ændres? Det afhænger af de samfundsmæssige forhold. Der findes uvægerligt uforbederlige, genstridige kontrarevolutionære. Men under vore sociale forhold vil et flertal af selv disse ændre sig.

Nogle få punkter vedrørende vor undertrykkelse af kontrarevolution behøver at blive bekræftet. For eksempel undertrykkelsen i 1951-52. Var den ikke nødvendig? Der synes at være nogle, der betragtede den som unødvendig. Det er forkert. Vi må indrømme, at den var nødvendig. Vore metoder for behandling af kontrarevolutionære er: henrettelse, fængsel, forbedring og løsladelse. Vi ved alle, hvad henrettelse betyder. Fængsel betyder at spærre en person inde og reformere ham gennem arbejde. Forbedring betyder at tillade en person at reformere sig selv under massernes tilsyn. Løsladelse betyder, at man enten undlader  at anholde en person, hvis han ikke er et alvorligt tilfælde, eller at løslade en person på grund af hans gode opførsel. Forskelle tilfælde bør behandles forskelligt; Det er korrekt. Disse metoder bør forklares for masserne. Det andet punkt, der skal bekræftes, er, at antallet af kontrarevolutionære er blevet kraftigt reduceret. Men selv om der er lov og orden, må vi ikke slappe af. Det ville være forkert at svække vor årvågenhed og sige, at der ikke er en eneste kontrarevolutionær tilbage. Der er stadig nogle få, der udøver deres sabotørgerning. For eksempel har de dræbt kvæg, brændt korn, ødelagt fabrikker, stjålet oplysninger og opslået reaktionære plakater. I fremtiden må undertrykkelsen af kontrarevolutionære foregå efter princippet om færre arrestationer og færre henrettelser. De fleste kontrarevolutionære bør sendes til landbrugskollektiver for at gøre tvungent og reformerende arbejde. Vi kan endnu ikke afskrive henrettelser; vi kan endnu ikke afskrive dødsstraf. Hvis en kontrarevolutionær slår nogen ihjel eller sprænger en fabrik i luften, skal vi da ikke henrette ham? Jo, det skal vi sandelig.