Mao Zedongs skideballe i 1959

Mao Zedongs tale på en konference i 1959, hvor han skælder sine partifæller ud for en række forsømmelser og fejl.

I har talt så meget; kunne I ikke lade mig tale lidt nu? Jeg har taget sovepiller tre gange. Jeg kan ikke sove. Lad mig kommentere de synspunkter, der er kommet til udtryk. Efter at have set vore kammeraters referater, taler og dokumenter og efter at have lyttet til visse kammeraters taler føler jeg, at der er to tendenser, som jeg gerne vil tale om her. Den ene er urørlig: der er en tendens til, at man »springer op hvis man bliver pirret den mindste smule«.Wu Chig-hui (: afdød Kuomintang-embedsmand) sagde, at Sun Fo ville springe op, når som helst han blev pirret. Nogle mennesker føler sig presset; det vil sige, de er uvillige til at føre andres kritik; de ønsker, at andre kun skal sige rosende ord og er uvillige til at lytte til kritik. Rosende eller ej, de er alle ord, og vi må lytte til dem. Der er tre slags ord: den første slags er korrekt; den anden er stort set korrekt eller kun delvis ukorrekt; den tredje er stort set ukorret eller helt ukorrekt. De to yderpunkter er modsætninger; korrekt og ukorrekt er også modsætninger. Vi er nu under angreb både indefra og udefra i partiet. De højreorienterede siger: Hvorfor blev Chin Shih Huangti styrtet? Fordi han byggede Den Store Mur. Nu da vi har opført Tien An Men [Den Himmelske Freds Port], vil vi også blive styrtet; der er, hvad de højreorienterende påstår. Jeg er endnu ikke færdig med at læse den sidste del af meningstilkendegivelserne inden for partiet. Genspejlingen af det, der er blevet tilkendegivet i koncentreret form i Kiangsi Partiskolen, kan nu findes overalt, og alle de højreorienteredes synspunkter er blevet offentliggjort. Kiangsi Partiskolen repræsenterer kritikken inden for partier. Nogle af dem er højreorienterede, vaklende elementer. De ser ikke situationen klart, men de kan omformes efter at være blevet taget under behandlin. Nogle mennesker har historisk set haft problemer. De har været underkastet kritik; de har også følt, at det hele var noget rod såsom materialet fra Kwangtung Militærregion. Alt dette er blevet sagt under konferencen. Det vi gør nu er at forbinde konferencen udenfor med den indenfor. Det er en skam, at Lushan er så lille; ellers kunne vi invitere dem alle til at komme herover, for eksempel Kiangsi Partiskolen, Lo Lung-chi, Chen Ming-shu etc. Det er Kiangsinesernes skyld. Huset er for lille! Uanset hvad de siger, er det forvrøvlet. Dette er også godt; jo mere forvrøvlet de taler, des mere lyst har man til at høre det. Under korrigeringsbevægelsen udmøntede vi udtrykket: »At stramme skalpen«. Jeg har sagt til nogle kammerater, at vi må stå det igennem, stå det igennem ved at stramme skalpen – men hvor længe? 1 måned, 3 måneder, 1 halvt år, 1 år, 3 år, 5 år, 8 eller 10 år? Nogle kammerater vil sige  »langvarig krig« [hentydning til kampen mod japanerne 1937-1945]. Jeg er enig med dem, og disse kammerater udgør majoriteten.

Mine tilhørere, I har alle ører, vær så venlige at høre efter! Det er intet andet end forvrøvlet snak. Netop fordi det er ubehageligt, bør vi høre efter. Værsågod! Hvis I tænker på denne måde, vil det ikke være ubehageligt at lytte til. Hvorfor skal vi lade andre tale om det? Sagen er, at Shen-chou [henvisning til oldtidens Kina] ikke vil gå under, og Himmelen vil ikke styrte ned. Det skyldes, at vi har gennemført så mange gode ting, og vore lænder er stærke. De fleste af vore kammerater har stivet deres lænder af, men hvorfor skulle de ikke gøre det? I en periode var grønsagerne sparsomme, der var ikke nok hårnåle, ingen sæbe; tingene var ude af balance, markedet var anspændt, alle var anspændte, og den åndelige tilstand blev anspændt. Jeg kunne ikke se nogen grund til anspændthed. Alligevel var jeg anspændt; det ville være usandt, hvis jeg sagde, at der ikke var nogen anspændthed. Man kan være anspændt den første halvdel af natten, men efter at have taget sovepiller efter midnat vil spændtheden forsvinde.