Deng Xiaopings takketale 9. juni 1989

Uddrag af Deng Xiaopings takketale 9. juni 1989 til de militære ledere og soldater, der deltog i nedkæmpelsen af demonstrationerne i Beijing. Talen blev transmitteret på fjernsyn og udkom siden på skrift som den officielle forklaring på massakrerne.

I, kammerater, har arbejdet hårdt.

For det første vil jeg gerne udtrykke min dybeste kondolence til de kammerater i Folkets Befrielseshær, det væbnede politi og politiet, der døde under kampen – og min oprigtige deltagelse og sorg til de kammerater i hæren, det væbnede politi og politi, der blev såret i kampen, og jeg vil gerne udtrykke min oprigtige agtelse for hele hærens, det væbnede politis og politiets personel, der deltog i kampen.

Jeg henstiller til, at vi alle hylder martyrerne med et øjebliks stilhed.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige et par ord. Dette angreb måtte ske før eller senere. Det var bestemt af det internationale og indenlandske klima, så det måtte ske før eller senere. Det var kun et spørgsmål om tid og omfang. Det er faldet ud til vor fordel, for vi har stadig en stor gruppe veteraner med erfaringer fra mange angreb, og som har en dyb forståelse af tingene. Selv om nogle kammerater ikke forstår det nu, vil de gøre det i sidste ende og støtte centralkomiteens beslutning.

Den 26. april betegnede lederen i Folkets Dagblad problemet som optøjer. Ordet var passende, men nogle mennesker protesterede mod det og forsøgte at korrigere det. Men begivenhederne viser, at vurderingen var rigtig. Det var også uundgåeligt, at optøjerne ville udvikle sig til kontrarevolutionært oprør.

Vi har stadig blandt os en gruppe ældre kammerater, der er i live; vi har stadig hæren, og vi har blandt os en gruppe af kernekadrer, der har deltaget i revolutionen på forskellige tidspunkter. Derfor var det relativt let for os at håndtere den foreliggende sag. Den største vanskelighed bestod i, at vi aldrig før har været ude for, at en lille minoritet af slette mennesker befandt sig mellem så mange unge studenter og tilskuere. Vi havde ikke et klart billede af situationen, og dette forhindrede os i at gribe til handlinger, som vi burde have gjort tidligere.

Det ville have været vanskeligt for os at forstå sagens rette natur uden støtte fra så mange ældre kammerater. For nogle kammerater var det svært at forstå. De mente, at det blot drejede sig om at håndtere masserne. Faktisk stod vi ikke blot over for almindelige, men vildførte mennesker, men også en oprørsk klike og en stor gruppe af samfundets bærme. Det væsentlige er, at de ønskede at vælte vor position og partiet. Forstår man ikke det, har man ikke forstået sagens rette natur. Jeg tror, at vi efter et seriøst stykke arbejde kan vinde støtte fra flertallet af kammeraterne i partiet.

Omstyrtelse af partiet

Sagens rette sammenhæng stod klar kort tid efter, at den opstod. De havde to hovedslagord: at vælte Kommunistpartiet og det socialistiske system. Deres mål var at etablere en småborgerlig republik, der er helt afhængig af Vesten. Naturligvis accepterer vi folks krav om at bekæmpe korruption. Vi er endog rede til at lytte til visse personer med motiver, der ikke er reelle, når de ytrer deres slagord om at bekæmpe korruption. Men sådanne slagords var imidlertid kun facade. Deres sande mål var at vælte Kommunistpartiet og det socialistiske system.

Under arbejdet med at knuse oprøret blev mange af vore kammerater såret eller ofrede ligefrem livet. Nogle af deres våben blev endog frastjålet dem af spektakelmagerne. Hvorfor? Fordi slette mennesker blandede sig med de gode, hvilket gjorde det svært for os at gribe til de nødvendige, strenge forholdsregler.

At håndtere denne affære blev en alvorlig politisk prøve for vor hær, og begivenhederne viser, at Folkets Befrielseshær bestod prøven. Hvis der blev benyttet kampvogne til at vælte folk omkuld, ville det blandt folk i hele landet have skabt forvirring om, hvad der er rigtigt og forkert. Derfor vil jeg takke officererne og soldaterne i Folkets Befrielseshær for deres måde at gribe oprøret an på.

Tabene i Folkets Befrielseshær var store, men det gjorde det muligt for os at vinde folkets støtte og fik dem, der ikke kunne skelne mellem rigtigt og forkert til at skifte holdning. De har indset, hvilken slags mennesker, der findes i Folkets Befrielseshær, selv om der var blodsudgydelse på Den Himmelske Freds Plads, og at det var dem, der var årsag til blodudgydelsen.

Når det spørgsmål er gjort klart, kan vi gribe til handling. Selv om det er meget trist, at så mange kammerater blev ofret, kan folk ikke, hvis begivenheden analyseres objektivt, andet end anerkende, at Folkets Befrielseshær er folkets sønner og brødre. Dette vil også være med til at få folk til at forstå de forholdsregler, vi greb til under kampen. I fremtiden vil Folkets Befrielseshær, når den står over for problemer og griber til handling, vinde folkets støtte. I øvrigt vil jeg gerne sige, at i fremtiden må vi sørge for, at vore våben ikke fratages os.

At bestå prøven

Kort sagt var dette en prøve, og vi bestod den. Selv om der ikke er så mange veteraner blandt kammeraterne i hæren, og soldaterne for flertallets vedkommende kun er lidt over 18, glemte de ikke partiet, partiets lære og landets interesser. Med døden i øjnene holdt de resolut stand. De gør sig til fulde fortjent til mundheldet, at de så døden i øjnene og storsindet og frygtløst ofrede sig selv.

Når jeg taler om at bestå prøven, hentyder jeg til den kendsgerning, at hæren stadig er Folkets Hær. Denne hær fastholder traditionerne fra den forgangne Røde Hær. De krydsede i sandhed en politisk barriere, en tærskel mellem liv og død. Det er på ingen måde let. Det viser, at Folkets Befrielseshær i sandhed er en jernmur for partiet og landet. Det viser, at uanset hvor store tab, vi lider, og uanset hvor meget generationerne forandrer sig, vil denne vor hær for evigt være en hær under ledelse af partiet, for evigt et forsvar for landet, for evigt et forsvar for socialismen, for evigt et forsvar for samfundets interesser, og de er blandt de mest elskede af folket.

Samtidig bør vi aldrig glemme, hvor grusomme vore fjender er. Over for dem bør vi ikke vise den mindste overbærenhed.

Oprørets udbrud giver anledning til overvejelse. Det giver anledning til en besindig overvejelse af fortiden og fremtiden. Måske vil denne kedelige tildragelse gøre os i stand til at fortsætte reformerne og den åbne dørs politik i et mere stabilt, bedre og endog hurtigere tempo. Det vil også gøre os i stand til hurtigere at korrigere vore fejltagelser og i stand til bedre at fremme vore stærke argumenter. Det kan jeg ikke udtale mig nærmere om i dag. Jeg ønsker blot at nævne det her.