He Shiguang’s novelle

Kulturrevolutionens terror

Beretning fra en landsby om, hvordan der blev vendt op og ned på magtfordelingen i samfundet, sådan at de, der terroriserede under Kulturrevolutionen pludselig ikke længere var urørlige.

Novelle af He Shiguang, trykt i 1980 i People’s Literature, gengivet på engelsk i The Search for Modern China, s. 452-456.

I vor markedsgade i Pæreblomst-landsbyen, denne lille gade i Wumeng-bjergene, er onkel Feng, en høj mand i 40’erne, kendt som en drukkenbolt og en ludfattig, uduelig landsbrugsmedhjælper. Kun djævelen ved, hvordan det lykkes ham at overleve årets 365 dage, men det bruges der ikke megen tid på at tale om i markedsgaden. Lige nu er han, og ingen aner hvorfor, blevet ført hertil. Forlegent står han grinende og leende mellem to kvinder, mens han venter på brigadepartisekretærens spørgsmål. Han skal afgive vidneforklaring om et skænderi mellem kvinderne og er pludselig blevet en værdsat skat. Det virker så underligt.

”Onkel Feng, for et lille stykke tid siden ved morgenmaden – det vil sige omkring underskolens formiddagsfrikvarter – passerede du da markedsgaden med din okse?” spurgte sekretær Cao Fugui ham.

Episoden fandt sted på markedsgaden, og derfor skal partisekretær Cao eller partisekretær Song fra markedsgaden fungere som mægler. Men alle her vidste, at partisekretær Cao er på fru Luos side. Denne sekretær ser ikke ud til at være meget ældre eller anderledes end onkel Feng. Cao ligner enhver anden landbrugsmedhjælper med sin løse skjorte og tørklæde om hovedet. Men man skal ikke lade sig narre af udseendet. Han er en meget udspekuleret rad. Pæreblomst-landsbyen består kun af denne ene gade, der er så kort, at man kan overskue den med et enkelt blik, og det er som at tilhøre en stor husstand. Alle ved, hvad der er værd at vide om alle.

Onkel Feng kniber øjnene sammen og klør sig i sit vildthængende hår. Han fniser indsmigrende og svarer:

”Vi bor alle sammen i den samme gade, så hvorfor gøre et stort nummer ud af det?”

Tilskuerne bryder ud i latter. Der er pause efter morgenmaden, og næsten halvdelen af gadens beboere har forsamlet sig her. Der skal blot en lille sten til at skabe krusninger på dammens overflade, så enhver lille ting på denne markedsgade vækker alles interesse. Dels fordi gaden er så lille, at alt, hvad der sker, vil berøre enhver, og dels fordi der ellers ikke sker så meget. Onkel Feng laver bare numre, ikke? Han kan ikke være et godt vidne.

”Nå, passerede du den så eller hvad? Sig frem.”

”Mener du … morgenmad?”

”På det tidspunkt, hvor der holdes morgenmadspause.”

”Sammen med min okse?”

”Ja!”

Onkel Feng klør sig igen i hovedet og kan ikke lade være med at grine. Han åbner sin brede mund og virker genert, og dette afstedkommer endnu en skraldlatter fra folk.

Fru Luo, den lave, kraftige kvinde, der står ved siden af ham, ler koldt til den tynde kvinde, der står over for hende og siger:

”Onkel Feng, alle påstår, at du var der. Du så det hele. Kan du have set en dreng, der hører til Luo-familien, opføre sig så tarveligt, at han ville have noget, der intet var værd? Var det virkeligt nødvendigt at slå ham …?

Da denne kvinde begynder at tale, lægger det en dæmper på den livlige, glade stemning, som onkel Feng har skabt. Folk husker ting og føler sig kuet. I de seneste år, når folk har hørt hendes stemme, har de følt sig så nedslåede og trøstesløse som en høstet majsmark med knækkede stilke, der var gennemvædet af regnen. Når man ser på kvinden, skulle man tro, at hun bare er grimet og latterlig, ikke? Hun er omkring 30 og ser ud, som om hun aldrig vasker sit hår eller ansigt og hendes to vatterede flonelsskjorter er fulde af fedtpletter. Alle andre steder virker hun latterlig, men her i Pæreblomst-landsbyens markedsgade er hun tilsyneladende en ædel kvinde, fordi hendes mand er bogholder på gadens fødevarestation og også slagter. Ingen tror på, at den tynde kvinde eller hendes barn ville vove at provokere Luo-familien. Hendes mand er Store Ren, den hæderlige, men sjuskede skolelærer, der har undervist i landsbyens grundskole i mange år. Hvordan kan de måle sig med Luo-familien? Alle har lige gennemlevet nogle dystre år og ved, hvor forskelligt ære og ydmygelse er blevet fordelt på disse to kvinder i denne lille gade. Selv om fortiden nu virker så fremmedartet som et mareridt, tynger virkeligheden som en sten. Alle ved, at fru Luo plager Store Rens kvinde, og de føler sig utrygge og bekymrede.

”Vær venlig at sige sandheden, onkel Feng! Min søn har virkelig ikke …”

Store Rens kvinde betragter onkel Feng med et skræmt, tryglende blik. Denne ulyksalige kvinde er gift med en lærer og vil aldrig blive en person af betydning i gaden. Hendes klæder trænger som hendes hus, der er i en elendig forfatning, altid til at blive repareret. Hendes ansigt er så indtørret, at folk kun ser hendes spidse hage og et par store, glansløse øjne. Hun har altid være svag og underdanig og, hvis det ikke havde været nødvendigt, ville hun aldrig have indblandet onkel Feng. […]

Hvad angår onkel Feng, synker hans ansigt længere og længere ned, og han er stadig tavs. Åh, onkel Feng er virkelig knuget, og alle har ondt af ham.

Fru Luo blive ved med at bande. Denne onde dæmon sætter sine hænder i siden, stamper i jorden og slår sig på låret. Hun spidser munden og spytter gentagne gange på jorden foran onkel Feng.

”Hvis jeg var dig, onkel Feng,” siger partisekretær Cao igen, ”ville jeg finde frem til sandheden af kendsgerningerne (shishi qiushi) og sige frem! Det er fire år siden, vi knuste Firebanden. Alle bør søge sandheden af kendsgerningerne.”

Ansporet af denne stadige overtalelse rører onkel Feng endelig på sig og rejser sig.

”Nemlig,” siger partisekretæren, ”det er jo ikke kun dig, det handler om.”

Onkel Feng nikker pludselig. Langsomt slæber han sig tilbage og ser ud til at være på grådens rand. Han ser meget underlig ud. Et ord lyder, at ”du handler mod din samvittighed, når du ikke kan andet”. Vil han skade lærerens fattige og skræmte familie?

”Partisekretær Cao,” han stemmer dirrer på en sær måde. ”Vil … du have mig til at tage bladet fra munden?”

”Ja, vi har ventet længe på dig.”

Onkel Feng nikker igen og står stille.

Ubehageligt tilmode og med ansigtet mod mængden siger han langsomt: ”Jeg, onkel Feng, regnes, som alle ved, ikke engang som en mand her i gaden … Det er ikke nødvendigt at fortælle, at jeg er som en hund her … Jeg er fattig, så jeg kan ikke gøre for det! Alle ved, at jeg har tabt ansigt …”

Hvad sker der med ham? Folk føler sig mærkeligt til mode. De er tavse og betragter ham.

”I fjor,” fortsætter han, ”fik jeg, hvis man lægger hirse og majs sammen, mange flere dåser end end før. Jeg regner med, at min familie vil have mad helt til Dragebådsfesten.” […]

Ingen venter det, men onkel Feng vender sig pludseligt omkring. Han stamper med fødderne og, mens hans øjne bliver røde, råber han af al kraft: ”Partisekretær Cao, du bestemmer, om jeg får min kornration. Men jeg er ligeglad! I år kan jeg, onkel Feng, overleve uden.”

Folk har aldrig set onkel Feng så ophidset. Alle er lamslåede. Hans brede ansigt er pludselig helt indfaldent og stålgråt, og han skærer tænder. Han er virkelig skræmmende. ”Ønsker jeg, onkel Feng, et par gram kød?” Han slår sig på brystet og svarer: ”Gør jeg? Hvad med det? Køb det. Når jeg har solgt mine grøntsagsfrø, køber jeg et par dåser, så jeg kan give mine børn mad, men jeg lover, at jeg ikke køber det af dig, Luo. Landboere kan nu slagte deres egne grise og sælge dem. Din fødevarestation har ikke længere monopol. Markedet er åbent. Det koster kun et par mønter mere, og man kan vælge mellem det magre og det fede kød, som man lyster. Jeg skal sige dig, at det er blevet anderledes nu. Den, der nægter at sælge dit eller dat eller den, der skjuler noget under bordet eller bag døren, kan ikke engang leve op til sin salgskvota. I år, vil din gamle far”.

”Onkel Feng! Tæl pænere. Hvis gamle far er du?”

”Hvad kan du gøre? Vover du at røre mig? Hvis du vil slås med mig, så gør det i dag! I de seneste år har din gamle far hverken været  mand eller spøgelse! Men jeg har fået nok! Det er et held, at landet i de seneste to år har løst båndene på os bønders hænder og fødder. Hvem vover at forbande mig? Jeg vil ikke være høflig i dag!”

Partisekretær Cao bryder ind: ”Altså, onkel Feng”

Onkel Feng afbryder ham straks. ”Det kan du godt opgive! Gem dine grimme numre og skrid! Vil du sende mig i straffelejr? Vil du sende mig på vandingsarbejde Nytårsaften? Glem det! Det kan du ikke mere. Vær du bare en lille embedsmand. Hvis du er embedsmand i ti år, så vil jeg, onkel Feng, ikke stjæle en ko i ti år. Jeg kan tjene til dagen og vejen. Regeringen tillader det nu. Lad os se, hvad du kan gøre mod mig.”

”Din, din …”

”Din hvad? Bad du mig ikke selv om at afgive vidnesbyrd? Jeg var der hele tiden. Du kan ikke sige, at kun Luo-drengen blev opdraget af mennesker. Han tog noget fra Store Rens barn. Da folk bad ham om at levere det tilbage, sagde han nej og blev væmmelig og bandede af alle. Hvem slog ham? Rens barn gjorde selvfølgelig ikke modstand. Taler jeg klart nok nu?”

Det kommer alt sammen så pludseligt, at alle er lamslåede. Så bryder mængden ud i en latter, der er som en torden på en tør dag, og får hele gaden til at ryste. Tordenen bliver til højlydt diskussion, der følger som regnens sjasken på markedsgaden. For at bruge en anden talemåde er det som dragens dans til lygtefesten, der bringer den glade lyd af knaldfyrværkeri til den lille markedsgade. I al den tid, hvor denne fyr, onkel Feng, har boet der, har han regnet det ud. Vi misforstod ham altid tidligere. Sådan bør ting ske. Det er en glad og tryg følelse som at plante hele marken til med frøplanter.

Nu vender han sig om og taler alvorligt til Store Rens kvinde: ”Sig til skolelærer Ren, at barnet ikke slog Luo. Jeg, onkel Feng, så det med mine egne øjne. Vi landbrugsmedhjælpere er ikke som disse sønner af skildpadder …”

Fru Luo skriger hæst: ”Godt, onkel Feng, husk lige …”

Men hendes skurrende stemme fortaber sig i mængdens rungende latter. Kun onkel Fengs stemme er klar og tydelig:

”Så længe regeringen politik ikke vender tilbage til, hvad den har været i de seneste år, og så længe den ikke vender sig mod os landbrugsmedhjælpere, hvad har jeg, onkel Feng, med min styrke og energi, så at frygte?”

Og så går onkel Feng, traskende af sted på sine store fødder med en bemærkning om, at han har travlt, og folk kommer i tanke om, at onkel Feng siden i fjor har forandret sig. Han drikker ikke så meget mere, og han er blevet flittigere. Købte han ikke det store par Liberty’s sneakers sidste vinter? Det siges, at ”når der er mad nok, er sjælen ikke ængstelig; med to fødder solidt plantet på jorden er man i sandhed lykkelig.” Da han tog disse ”frihedssko” på, befriede han sig selv. De uretfærdige dage i fortiden er som en tåge, der spredes dag for dag. På denne markedsgade trænger solen gennem den grå tåge. Situationen forandrer sig time for time, og landbrugsmedhjælperne retter ryggen. Dette helt almindelige skænderi gør Pæreblomst-landsbyens befolkning meget lykkelige. Uanset hvor meget fru Luo skælder ud, ler folk og skilles i tilfredshed. Foråret er så afgjort en travl årstid. Der er meget at gøre, og hele flokken, mænd og kvinder, forsvinder hastigt.