Wei Jingsheng om den femte modernisering
Uddrag af artiklen Den femte Modernisering: demokrati skrevet af Wei Jingsheng. Artiklen fra 1978 er en kritik af magthavernes og især Deng Xiaopings forvrængning af socialismen. Artiklen kastede ham 15 år i fængsel.
Aviser og fjernsyn bombarderer os ikke længere med øredøvende hyldester til proletariatets diktatur og klassekampen. Det skyldes delvist, at det engang var den nu styrtede Firebandes magiske besværgelser. Men mere væsentligt fordi masserne er lede af at høre disse forslidte fraser og aldrig vil føres bag lyset af dem igen.
Historiens love fortæller os, at når det gamle er forsvundet, kan noget nyt indtage dets plads. Nu er det gamle forsvundet, og folket har længselsfuldt ventet på at få at se, hvad det nye vil bringe. Guderne forråder aldrig den troende, mente de. Men det, de har ventet på så længe, er intet andet end et storstilet løfte, der kaldes de Fire Moderniseringer. Vor kloge leder, formand Hua Guofeng, og næstformand Deng Xiaoping, som mange anser for endnu klogere og prægtig, har sammen endelig knust Firebanden. Der er nu mulighed for, at de tapre sjæle, hvis blod flød på Den Himmelske Freds Plads, kan få opfyldt deres drømme om demokrati og velstand.
Efter anholdelsen af Firebanden har folket med længsel ventet, at viceformand Deng Xiaoping, der muligvis vil ”genindføre kapitalismen”, ville hæve sig som et prægtigt banner. Til sidst genvandt han faktisk sin stilling i den centrale ledelse. Hvor blev folk lykkelige! Hvor blev de opmuntrede! Men, ak, det gamle politiske system, som er så foragtet af folket, er forblevet uændret, og den frihed og det demokrati, som de har længtes efter, er ikke engang blevet nævnt. Deres levevilkår er de samme og de ”forhøjede lønninger” har langt fra holdt trit med de hastige prisstigninger. Der var tale om at ”genindføre kapitalismen” og oprette et bonussystem, men efter moden overvejelse blev det besluttet, at sådanne foranstaltninger simpelthen ville fungere som ”usynlige piskeslag”, som engang af vore marxistiske forfædre blev forbandet som ”arbejderudbytning i sin yderste form”.
Meldinger bekræfter, at ”vildledende taktikker” ikke længere vil blive gennemført, og at folket ikke længere vil følge en ”stor rorgænger”. I stedet vil ”kloge ledere” føre dem frem til at ”indhente og overgå de mest udviklede nationer i verden” som Storbritannien, USA, Japan og Jugoslavien(!). Det er ikke længere moderigtigt at deltage i en revolution. En universitetsuddannelse vil bringe dig længere i verden. Råb som ”klassekamp” vil ikke længere lyde i folks øren. De Fire Moderniseringer vil klare det hele. Naturligvis må vi for at kunne fuldføre denne smukke drøm stadig følge den vejledende centrale ånd, der er nedarvet fra ”5. April-selskabet” såvel som ledelsen og styringen fra en forenet ledelse.
Der er to gamle kinesiske ordsprog, der lyder: ”Tegn kager for at stille din sult” og ”tænk på blommer for at slukke din tørst”. Folk i gamle dage havde sådan et vid og sarkasme, og de siges endog at have udviklet sig siden. Så nu ville ingen rent faktisk overveje at gøre sådanne latterlige ting, vel?
Ikke blot overvejede nogen at gøre sådanne ting. De gjorde det faktisk.
I årtier har det kinesiske folk fulgt Den store Rorgænger, mens han brugte den ”kommunistiske idealisme” til at tegne kager og tilbød Det Store Spring Fremad og De Tre Røde Bannere som tørststillende blommer. Folk spændte livremmen ind og kæmpede ufortrødent videre. 30 år gik og erfaringen lærte dem én lektie: I tre årtier har vi opført os som aber, der greb ud efter månens spejling i en sø – intet under, at vi står tomhændede tilbage! Derfor steg folks begejstring som et strømmende tidevand, da næstformand Deng forlangte ”praktisk anvendelighed”, og han kom til magten igen. Alle forventede, at han anvendte maksimet ”sandhed gennem kendsgerninger” for at mønstre fortiden og føre folket mod en lovende fremtid.
Men atter er der folk, der gør os opmærksomme på, at marxisme-leninismen/Mao Zedong-tænkning er grundlaget for alt, selv taleevnen. At formand Mao var folkets ”store redningsmand” og at ”uden Kommunistpartiet” ville det ny Kina ikke eksistere” rent faktisk betyder ”uden formand Mao ville Det nye Kina ikke eksistere”. Officielle bekendtgørelser vil tydeliggøre det for alle, der nægter at tro dette. Der er endog dem, der forsøger at minde os om, at det kinesiske folk har brug for en diktator. Hvis han er mere diktatorisk end de gamle kejsere, viser det kun hans storhed. Det kinesiske folk har ikke brug for demokrati, siger de, for hvis det ikke er ”demokrati under centraliseret styring”, er det intet værd. Hvorvidt man tror på det eller ej, er op til én selv, men der er masser af tomme fængselsceller, der venter én, hvis man ikke gør det.
Men nu er der nogen, der har givet os en udvej: Brug de Fire Moderniseringer som ledende princip; kæmp stabilt og forenet videre; og tjen tappert revolutionen som en trofast gammel okse, og du vil nå paradis – kommunismens fremgang og de Fire Moderniseringer. Og disse venlige ”nogen” har gjort os opmærksomme på, at hvis vi bliver forvirrede, må vi give os i kast med et grundigt studium af marxisme-leninismen/Mao Zedong-tænkning! Hvis I stadig er forvirrede, er det, fordi I ikke forstår det, og det, at man ikke forstår det, afspejler blot, hvor dybsindig teorien er! Vær ikke ulydige, for ellers vil ledelsen af din arbejdsenhed være ubøjelig! Og så videre og så videre.
Jeg fraråder alle at tro på sådanne politiske svindlere. Når vi alle ved, at vi vil blive narret, hvorfor stoler vi så ikke på os selv i stedet? Kulturrevolutionen har hærdet os, og vi er ikke længere så uvidende. Lad os selv undersøge, hvad der bør gøres.
