Retssikkerhed til den flydende befolkning
At der findes fremskridtsvenlige kræfter i Kina, der ønsker større retssikkerhed fremgår af dette uddrag af artikel i Kinas Ungdomsdagblad 15.9.2000 om indespærring og deportation af den flydende befolkning. Artiklen refererer et symposium, hvor jurister har diskuteret problemet.
En embedsmand i Ministeriet for Samfundsanliggender udtaler, at det er helt uacceptabelt at få personlig gevinst af loven om internering og deportation af løsarbejdere.
For nylig har China Youth Daily dækket de problemer, der har afsløret sig i arbejdet med internerings- og deportationsprogrammet (19. Juni ”Hvorfor kom ung kvinde ud for tragisk ulykke.”; 26. Juli, ”Hvem er gerningsmændene bag uhørt brutal bandevoldtægt?”; 4. August; ”Internerings- og deportationsprogrammet krænker loven”; og 6. September, ”Efterforskning af flugt fra internerings- og deportationslejr”). Rækken af forlydender har skabt stor bekymring, og statens internerings- og deportationsprogram er blevet det varme tema i det kinesiske samfund. På ”Symposium om loven om håndhævelsen af statens internerings- og deportationsprogram”, sponsoreret af China Society Herald og Ministeriet for Samfundsanliggenders departement for offentlig forsorg, udtalte Zhang Shifeng, leder af Lov og Ordenskontoret i departementet for offentlig forsorg, at det er helt uacceptabelt at få personlig gevinst af loven om internering og deportation af løsarbejdere. Ifølge Zhang flytter internerings- og deportationsprogrammet sig gradvist fra statsadministrationen over til det offentlige forsorgssystem som led i den hastige udvikling af samfundsøkonomien og forbedringen af retssystemet. Under det nuværende vilkår i Kina er det mere rimeligt at bruge tid og energi på at standardisere og institutionalisere internerings- og deportationsprogrammet end at sætte en stopper for praktiseringen af det. Han foreslår, at man indarbejder indholdet af vedtægterne i internerings- og deportationsprogrammet i statsrelaterede administrative vedtægter. Angående det omstridte emne om at inddrive vilkårlige honorarer understreger Zhang, at det er helt uacceptabelt at få personlig gevinst af loven om internering og deportation.
På symposiet var nogle kendte juridiske eksperter inviteret til at kommentere og fremsætte forslag til programmet. Det var forbløffende, hvor enige de var. Eksperterne mente, at man for at sikre samfundssikkerheden, burde ligestille samfundsorden med beskyttelse af borgerrettigheder. Yderligere burde borgernes rettigheder ikke ofres på samfundsordenens alter.
Professor i kriminal- og civilret på Kinas universitet for statskundskab og jura, Chen Guangzhong, fastholder, at i den ”administrative internerings- og deportationsmetode for hjemløse og tiggere i byerne” iværksat af regeringen i 1982, omfatter internering og deportation primært tiggere og hjemløse. Med samfundsudviklingen er samfundsordenen i byerne blevet vigtigere og har fået topprioritet på regeringens dagsorden. Men han gentager, at samfundsordenen ikke bør tilsidesættes på bekostning af borgerrettigheder.
Professor Chen udtaler, at internerings- og deportationsprogrammet er i strid med lovgivningen. Ifølge den kan fængsling og fratagelse af politiske rettigheder kun afgøres at statslove og ikke via administrative vedtægter. Det er en bærende kraft i det socialistiske demokrati og en retsstat. I udøvelsen af lovgivningen bliver enhver vedtægt i modstrid hermed automatisk ugyldig. Hvis man affærdiger lovgivningen ved at praktisere traditionelle skikke, vil masserne betragte lovgivningen som en tom skal, og det vil have en negativ indflydelse på det kinesiske samfund. Med tanke på den aktuelle praksis i Kina er det presserende, at man tager den relevante lov i brug i stedet for omgående at sætte en stopper for det nuværende internerings- og deportationsprogram.
Professor i forvaltningsret på Kinas universitet for statskundskab og jura, Ma Dehuai, bemærker, at det overfladiske formål med det nuværende internerings- og deportationsprogram er at fjerne småkriminelle og folk uden midlertidige opholdstilladelser, uden arbejdstilladelser, uden arbejde. Men dybest set afspejler programmet det økonomiske skel mellem by- og landområder. I byerne er der modvilje mod at acceptere en flydende befolkning. På nuværende tidspunkt forvaltes internerings- og deportationsprogrammet med administrative tvangsforanstaltninger i fællesskab af statslige sikkerhedsorganisationer og Ministeriet for Samfundsanliggender, om man vil det eller ej. Men nogle mennesker kan af forskellige årsager ikke have deres ”tre tilladelser” på sig, og man kan ikke blot på grund af det bevise, at de er omstrejfende tiggere eller folk, der forstyrrer samfundsordenen.
Professor i statsret på Beijing Universitet, Zhan Zhongle, udtaler, at internerings- og deportationsprogrammet ikke blot omfatter en frihed for mennesker gennem forfatningen, men også borgernes ret til fri bevægelse, frit valg af arbejde og frit valg af livsform. I takt med udviklingen af en markedsorienteret økonomi stiger bevidstheden om den personlige frihed. Retten til valg af livsform bør respekteres og beskyttes af regeringen. Regeringens internerings- og deportationsprogram smager i høj grad af diskrimination og desuden af faglig og regional diskrimination. Han tilslutter sig ikke den holdning, at der bør være et sammensat juridisk og administrativt system, hvorved den menneskelige frihed begrænses ud over det, der gives bemyndigelse til af kriminalretten.
Professor i forfatningsret på Beijing Universitet, Wang Lei, siger, at en enkelt fejlagtig internering eller deportation kan kaste skygge over et menneskes liv. Han mener ikke, at benævnelsen ”internerings- og deportation” er præcis. Desuden er der afvigende holdninger til det i forskellige organisationer. Ministeriet for Samfundsanliggender fremhæver systemets forsorgsmæssige formål, men det begrænser i praksis den personlige frihed. Denne dobbelthed gør det umuligt at omskrive det til lov. Han understreger, at begrænsning af personlig frihed kun kan fastlægges af juridiske organer. Det kan der ikke herske tvivl om. I den betydning er de nuværende vedtægter om internering og deportation ulovlige.( ... )
Chen Guangzhong siger, at man først og fremmest må afklare formålet med internering og deportationssystemet og ikke øge rækkevidden af det. De, der befinder sig i marginen, bør ikke interneres, fordi det er en begrænsning af den personlige frihed.
Ma Dehuai tror, at det kan lade sig gøre at flytte det igangværende internerings- og deportationsprogram fra statsadministrationen over til det quasi-juridiske system. Desuden kan der igangsættes enkle retssalsprocedurer, som tillader folk, der rejser fra sted til sted, i en domstol at fremsætte bevis for eller hyre retsrepræsentation til at argumentere for deres umistelige rettigheder. En række tragiske tildragelser har fundet sted på grund af statslige forkludringer, hvor folk, der rejser fra sted til sted, ikke er blevet hørt.
Ma foreslår, at der sættes en tidsramme i domstolene til at sende disse ”småkriminelle” hjem. Under hensyntagen til, hvor internerings- og deportationsprogrammet befinder sig, er det hensigtsmæssigt at etablere en række lejre i stedet for en eneste interneringslejr. Eksempelvis kunne man etablere skole- og familieorienterede institutioner til gadebørn og psykiatriske hospitaler for psykisk syge.
