Kvinden som mandens undersåt
Dette er et uddrag fra Ferdinando Loffredos bog ”Familiepolitik” fra 1938, hvor der bliver givet udtryk for den italienske fascismes kvindeopfattelse.
Afskaffelse af kvinders erhvervsarbejde må ske ad to veje: gennem lovens forbud og gennem den offentlige menings misbilligelse. En kvinde, som – uden at det bevisligt er absolut nødvendigt – forlader hjemmet for at gå på arbejde, en kvinde, som på lige fod med mændene færdes på gaderne, i sporvognene, i busserne og opholder sig på fabrikker og kontorer, bør i første række rammes af misbilligelse, ikke af lovens sanktioner. Loven kan kun virke, hvis den offentlige mening danner grundlaget. Den offentlige mening formes på sin side af en række andre foranstaltninger, som indirekte og umærkeligt indvirker på den.
[...]
Bevægelsen imod kvindens frigørelse (hvis skadelige virkninger man skal lyve for at benægte) kan man uden at være reaktionær eller overdrive definere som genoprettelse af kvindens undersåtlige stilling over for manden. Erfaringen viser, at de frigjorte kvinders bidrag til civilisationens udvikling er negativ. Kvindens frigørelse har ikke givet sig udslag i væsentlige fremskridt inden for kunst og videnskab, og den bringer helt tydeligt alt, hvad den hvide civilisation hidtil har frembragt, i fare. Ligesom den ikke-frigjorte kvinde indirekte medvirkede til fremskridtet, således bidrager den frigjorte kvinde til civilisationens tilbageskridt.
På baggrund af disse enkle og indiskutable betragtninger må det ses som et tegn på den hvide races svækkelse, at den ikke har været i stand til omgående at gøre det af med en misvækst, som ikke gør noget godt, men meget slet. Hvad tjener det til at diskutere, om det er godt eller dårligt, at kvinden når en relativ lighed med manden, hvis det er bevist, at denne lighed er ødelæggende for netop det miljø, hvor dens positive resultater skulle vise sig? Det er tåbeligt at fortsætte med et system, som er selvfornægtende og selvdestruktivt dér, hvor det virker.
Kvinden må igen blive mandens absolut undergivne, det være sig faderen eller ægtemanden. Hun skal være undergiven og derfor mindreværdig, åndeligt, kulturelt og økonomisk. Det drejer sig om at fremme dette princip, udbrede det ved hjælp af alle de midler, hvormed man kan sprede ideer. Det må underbygges så godt som muligt; den offentlige mening må påvirkes med det. Princippet må styrkes ved foranstaltninger som f.eks.: begrænsninger i kvinders muligheder for uddannelse, forbud mod at ansætte kvinder, forbud mod kvinders sportsudøvelse (kun undtaget skolegymnastikken), alvorlige sanktioner ved krænkelse af blufærdighed, ærbarhed osv.