De fascistiske intellektuelles manifest
Dette er et uddrag af det manifest, der i 1925 blev udarbejdet af filosoffen Giovanni Gentile og underskrevet af en række intellektuelle.
[…]
Fascismen var derfor i sin oprindelse en politisk og moralsk bevægelse. Som opøvelse i selvfornægtelse og opofrelse af individet følte og fremsatte den en idé, hvori individet kunne finde sin mening med livet, sin frihed og alle sine rettigheder; den idé er Fædrelandet, som et ideal der gradvist bliver virkeliggjort over historisk tid uden nogensinde at trættes, en historisk tradition bestemt og præget af kulturen, men en tradition som i borgerens bevidsthed, efter længe at have været en død erindring om fortiden, legemliggør sig med en viden om et mål, der skal udføres, og således altså er både en tradition og en mission.
Heraf fascismens religiøse karakter.
Denne religiøse og derfor ubøjelige karakter forklarer den kampmetode, som fascismen bekendte sig til i de fire år fra ’19 til ’22.
Fascisterne var i mindretal, i landet og i parlamentet, som de med valget i 1921 kom ind i med en lille kerne.
Den konstitutionelle stat var derfor, og måtte være, antifascistisk, eftersom den var flertallets stat, og fascismen havde imod sig netop denne stat, som kaldte sig liberal; og den var liberal, men af en indifferent og unddragende liberalisme, som ikke kender andet end den overfladiske frihed.
En stat, som er liberal, fordi den mener, at den frie borgers samvittighed er den uvedkommende, nærmest et mekanisk system over for individernes aktiviteter.
Det var derfor tydeligvis ikke den stat, socialisterne havde drømt om, om end repræsentanterne for den demokratiserende og parlamentaristiske hybridsocialisme også i Italien efterhånden havde tilpasset sig dette individualistiske syn på den politiske opfattelse.
Men det var heller ikke den stat, hvis idé magtfuldt havde udøvet sit virke i den heroiske italienske periode under vores Risorgimento, hvor staten opstod som et værk af små mindretal, stærke af kraften i en idé som de enkelte på forskellig vis havde bøjet sig for, og hvor den blev grundlagt med det store program at ”skabe italienere” efter at have givet dem uafhængigheden og enheden.
For en sådan stat drog fascismen i felten, også den med kraften fra en idé, der – takket være den fascination, som enhver religiøs idé, der opfordrer til opofrelse, altid udøver – tiltrak et hurtigt voksende antal af unge omkring sig og blev de unges parti (på samme måde som Giuseppe Mazzini’s ”Giovane Italia” opstod efter opstandene i ’31 ud fra en tilsvarende politisk og moralsk nødvendighed).
