De antifascistiske intellektuelles manifest
Dette er et uddrag af det manifest, der i 1925 blev udarbejdet af filosoffen Benedetto Croce som svar på ”De fascistiske intellektuelles manifest”. Også dette manifest blev underskrevet af en række intellektuelle.
[…]
Og lad os se bort fra de allerede kendte og vilkårlige fortolkninger og historiske manipulationer. Men misbruget af doktrinerne og af historien er småting i forhold til den måde, hvorpå ordet ”religion” misbruges: for efter d’herrer intellektuelle fascisters mening er vi i Italien nu forenede i en religionskrig, i et nyt evangeliums og en ny missionsvirksomheds heltegerninger mod en gammel overtro, som nødigt overgiver sig til den død, som har indhentet den, og som den bare må indstille sig på; og som bevis herfor fremfører de det had og den bitterhed, der nu som aldrig før gløder blandt italienerne indbyrdes.
[…]
Til fordel for denne kaotiske og uhåndgribelige ”religion” har vi følgelig ikke lyst til at opgive vores gamle tro: den tro, som i to og et halvt århundrede har været sjælen i det Italien, som opstod i det moderne Italien; den tro, som bestod i kærlighed til sandheden, i stræben efter retfærdighed, i en udviklet sans for det menneskelige og sociale, i en iver efter intellektuel og moralsk oplysning, i omsorg for friheden, styrke og garanti for ethvert fremskridt.
Vi retter blikket mod billederne af Risorgimento’s mænd, af dem som virkede, led og døde for Italien; og det forekommer os at se dem med et krænket og foruroliget udtryk i ansigtet ved de ord, som udtales, og de handlinger, der udføres af vore modstandere; de ser alvorligt på os og formaner os, at vi skal holde deres fane højt.
Vor tro er ikke noget abstrakt og kunstigt udtænkt eller en besættelse i hjernen forårsaget af uklare eller dårligt forståede teorier; den er derimod besiddelsen af en tradition, der er blevet en følelsesmæssig disposition, en mental og moralsk formning.
De intellektuelle fascister gentager i deres manifest den fortærskede frase, at Italiens Risorgimento var et mindretals værk; men de gør ikke opmærksom på, at netop deri lå svagheden ved vores politiske og sociale forfatning; og det synes endog nærmest, som om de glæder sig over den nuværende i det mindste tilsyneladende ligegyldighed hos den store del af Italiens borgere, hvad angår konflikterne mellem fascismen og dens modstandere.
De liberale glædede sig aldrig over noget sådant, og de bestræbte sig af al magt på at inddrage et stadigt større antal italienere i samfundslivet; og heri lå den vigtigste årsag også til nogle af deres mest omdiskuterede handlinger, som f.eks. tildelingen af den almindelige stemmeret.
Selv i den gunst, hvormed den fascistiske bevægelse blev modtaget af mange liberale, lå underforstået det håb, at takket være denne ville nye og friske kræfter træde ind i det politiske liv, fornyende og (hvorfor ikke?) også konservative kræfter.
Men det var aldrig i deres tanker at holde størstedelen af nationen hen i sløvhed og ligegyldighed, for de vidste, at på den måde ville de forråde den italienske Risorgimentos grundlag og få de absolutistiske og ligeglade regeringers dårligere håndværk tilbage.
[…]
