Dino Grandi om 25. juli 1943
Denne kildetekst er et uddrag af et af Dino Grandis indlæg på mødet i Det Fascistiske Storråd natten mellem den 24. og 25. juli 1943. Det var Dino Grandi, som fremsatte det forslag, der væltede Mussolini. Teksten er hentet fra hans bog ”25 luglio. Quarant’anni dopo” (25. juli. Fyrre år efter).
Der er tre tyskere, ak, der har fordærvet den italienske mentalitet: Karl Marx, der har fordærvet Giuseppe Garibaldis og Andrea Costas gamle glorværdige og patriotiske italienske socialisme ved at lade den afspore til en gold, pseudovidenskabelig internationalisme uden fædreland; Frederik Nietzsche, der har fordærvet Benito Mussolinis gode, jordbundne tankegang og ladet ham tro, at et Übermensch kan træde i stedet for historiens uomgængelige kollektive kræfter og nationens vilje; Adolf Hitler, der har fordærvet den italienske fascismes ånd.
For indtil 1932 var fascismen italiensk og ”vores”, skabt af os og engang så elsket af det italienske folk, som den identificerede sig med, før Hitler, der efterabede den romerske hilsen – det eneste, som nazismen har kopieret efter fascismen – gav os den tyske nazismes militære isenkram.
Fascismen i det andet tiår har intet at gøre med fascismen i det første tiår, ligesom Mussolini fra det andet tiår intet har at gøre med den Mussolini, som vi valgte til vores fører i 1919, i 1920, i 1921, og som i sin egenskab af regeringschef og kongens førsteminister gjorde Italien til et land beundret og misundt af alle.
Det er den Mussolini, som vi endnu i dag længes efter, det er den Mussolini, som vi endnu i dag ville ønske os, hvis det var muligt. Ikke uniformernes Mussolini, klædt i imperiets marskalkappe, fra de iscenesatte manifestationer og folkemøder, som ingen tror på.
Det er ikke den Mussolini, som vi har adlydt og fulgt.
Kast, åh Duce, marskalkappen og bliv igen den, du var: lederen af et politisk parti og kongens førsteminister.
Diktaturet har dræbt revolutionen, har dræbt fascismen, og et uhelbredeligt og stadigt dybere brud er lidt efter lidt opstået mellem fascismen og nationen, mellem fascismen og det italienske folk. Partiet begår en dødssynd mod den fascistiske revolution. Når et diktatur bliver ophøjet til doktrin, til system, når det ikke længere er retfærdiggjort af tvingende og ekstraordinære nationale nødvendigheder, er det altid historisk set umoralsk. Kun succes kan retfærdiggøre det. Nu er det besejret, og i kølvandet på sit eget nederlag truer det med at trække nationen med i ulykken.
