Sidste brev fra dødsdømt frihedskæmper

Elskede Anna!

Dette er mit sidste brev til dig, før jeg går til min henrettelse. Jeg går glad i døden, fordi jeg har gjort min pligt som ægte patriot. Vær stærk, kære, for jeg vil bede for dig i himlen, du har altid været min eneste trøst i lidelsens stunder, jeg fandt kun trøst sammen med dig. Når du kom, syntes jeg, at livet blev skønnere, jeg følte mig styrket og lettet.
Husker du, Anna, at den dag, du så mig græde, kom der også store tårer i dine øjne, min lille kære Anna, og dit hår tørrede tårerne fra mine øjne. Min egen, nu skal jeg fortælle dig lidt om mit liv her, og jeg går lige til sagen: Den 27. blev jeg bragt til Vercelli og sat i fængsel uden forhør. Om morgenen den 29. blev jeg fremstillet for alle fascisterne i Vercelli. Jeg svarede ikke på et eneste af deres spørgsmål, det eneste, jeg sagde, var, at jeg intet vidste, og at jeg ikke var partisan. De forelagde mig tusind ting for at få mig til at sige ja, men der kom ikke et ord ud af min mund, og jeg tænkte, at jeg måtte dø. Den 31. blev jeg for første gang pint: de trak øjenvipper og øjenbryn ud på mig. Den 1. kom jeg under tortur for anden gang, de rev neglene af mig på hænder og fødder, og det gjorde så ondt, at du ikke kan forestille dig det, men jeg holdt ud, og der undslap mig ikke en klagelyd. Den 2. blev jeg mishandlet for tredje gang. De holdt brændende lys hen under mine fødder, mens jeg var bundet til en stol, jeg blev helt gråhåret, men jeg talte ikke, og jeg stod det igennem.
Den 4. blev jeg båret ind i en sal, hvor der var et bord, som de lagde mig på med en rem om halsen, og så sendte de strøm igennem i ti minutter, og det måtte jeg holde ud i tre dage lige til den 6. kl. 5 om eftermiddagen. Da spurgte de mig, om jeg var færdig med at skrive alt det, jeg ville skrive, men jeg svarede stadig ikke, og jeg ville vide, hvad det skulle ende med for mig, for at jeg kunne sige det til dig, kære Anna, og så forkyndte de mig den frygtelige dødsdom, og jeg viste mig meget stolt, men da jeg igen var blevet bragt ind i min skrækkelige celle, sank jeg ned på knæ og begyndte at græde med dit billede i hænderne, men dit ansigt var blevet ukendeligt af alle mine tårer og kys; det må du tilgive mig, kære Anna. Vær stærk, så du kan bære denne grufulde forbrydelse, og hold modet oppe, når din elskede bliver skudt bagfra. Gud vil være med dig alle dage, gør det rette altid, Anna, for tiden går og kommer aldrig tilbage, og døden nærmer sig.

Kære Anna, én ting må du love mig, at du vil hævne en uskyldigs blod, der råber på hævn over fascisterne. I dit hjerte skal der ikke være sorg, men en patriots stolthed, og jeg beder dig også om som en erindring at gemme mit trefarvede bånd, som jeg altid bar ved mit hjerte som tegn på, at jeg var en ægte patriot. Græd ikke over mig, Anna, du som også har mistet din kære far. Fra himlen vil jeg se dig, hvor du færdes, og følge dig overalt. Jeg er i bødlernes hænder, hvis du så mig, Anna, ville du ikke kunne kende mig igen i den forfatning, jeg er i, mager, gråhåret, jeg ser ud, som om jeg kunne være din bedstefar, men det er ikke det værste, det værste kommer i morgen aften, hvor jeg må undvære din bistand og mine forældres og ikke får nogen at se mere, og hvor svært bliver det ikke for min mor.

Jeg beder dig, Anna, om når krigen er slut at rejse til Torino til min søster og fortælle, hvordan det gik mig her i fængslet, og sige, at jeg døde for hende, og jeg håber, de ikke gør hende noget af det onde, de har gjort mod hendes broder, men også for hende kommer befrielsens dag; hun vil sige, at det er min skyld. Anna, vær stærk, bær dette tunge kors, som du må bære, lige til du kommer op i himlen. Men nu må jeg slutte, for jeg har meget ondt i hænderne, og de bløder.

Lev vel, jeg kysser dig, bed for mig, der fra himlen vil bede for dig.

                                                                                                                              Antonio Fossati

Tekst 22 | Oversigten over kildetekster | Tekst 24