Antallet af dræbte jøder
Denne tekst er et uddrag af en artikel på dagbladet L’Unità’s online-del i 2003, skrevet af Michele Sarfatti, som er en af de italienske historikere, der grundigst har udforsket problematikken omkring de italienske jøders skæbne.
Hvis vi ser bort fra alle de tilfælde, hvor det ikke har været muligt at nå til præcise informationer, er det godtgjort at, af de 7.800 deporterede jøder blev 2.444 arresteret af tyskere, 1.951 af italienere, 332 af italienere sammen med tyskere.
Yderligere: Af de 322 jøder, som blev dræbt i Italien, blev 102 arresteret af tyskere, 33 af italienere, 10 af italienere sammen med tyskere. Dette er data, som har vægt; for ofrenes familier, for den italienske jødedom, for italiensk historie, for vores nationale identitet.
Nogle vil sige: Jamen de italienere, som arresterede, kendte ikke til Auschwitz. Tja, hvis det forholdt sig sådan, hvad så med de italienerne, der hjalp – de ikke-jødiske italienere, som skjulte de jødiske italienere og risikerede deres eget liv, hvad vidste de? Hvorfor handlede de sådan? Var de måske idioter? Eller var de tværtimod personer, der, selv om de ikke kendte til eksistensen af gaskamrene, vidste at de arresteredes skæbne nu ville blive døden? Dette land og de, som repræsenterer det, må beslutte sig: Hvis de italienere, der arresterede, var uskyldige, så kan de italienere, der hjalp jøderne, ikke defineres som ”retfærdige”. Faktisk bevidner dokumenterne (altså ikke rygter) fra perioden, at allerede før 8. september cirkulerede der både i den kongelige fascistiske regering og i befolkningen efterretninger om den udryddelse, der var i gang på resten af kontinentet.
Nogle vil sige: Ikke alle de, som arresterede, vidste noget, ikke alle kendte til slutskæbnen. Ja, jeg er enig. Kendskabet var afgjort mere præcist, jo længere man kom op i partihierarkiet. Og for enden af dette var Mussolini. Italieneren Mussolini. Mussolini, som skulle have handlet ud fra patriotisme. Og som netop derfor midt i november 1943 offentligt dekreterede, at de italienske jøder var ”fremmede” og derudover ”fjender”. Således betød det at arrestere jøder ikke mere at arrestere ”italienere”. I denne betydning er det sandt, at Mussolini, der gav ordre til arrestationerne, ud fra sin egen synsvinkel forblev patriot. Ligesom det er sandt, at han ud fra de nutidige sande italieneres synsvinkel blev antipatriot. Og under alle omstændigheder er det oplagt, at han blev en beskidt morder.
