Mussolinis psykologi
Følgende vurderinger er taget fra afslutningskapitlet i Pierluigi Baima Bollones bog ”La psicologia di Mussolini” fra 2007.
Her ved afslutningen af undersøgelsen af Benito Mussolinis omskiftelige adfærd i det lange tidsinterval fra han blev formet i ungdomsårene over fagforenings- og journalistaktiviteterne, via hans indtræden i politik og sluttende med det tragiske endeligt i april 1945, som vi alt sammen har uddraget fra de disponible kilder, er det muligt at gøre en endelig status.
Der er ingen tvivl om det faktum, at han led af en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, af en maniodepressiv lidelse med skiftevis depressive og maniske faser i en grad, der førte til to selvmordsforsøg i hhv. ungdomsårene og under fængselsopholdet på Gran Sasso i 1943, og som ligeledes især kan forklare hans afgjort grænseoverskridende adfærd over for kvinder; der er heller ingen tvivl, hvad angår angstfænomener og et generelt billede af en tvangsmæssig personlighed.
[…]
Fra et klinisk synspunkt passer disse forstyrrelser fint ind i betegnelsen ”multi-aksial”, som er foreslået af American Psychiatric Association, der metodisk indplacerer den undersøgte persons mentale forstyrrelser på forskellige ”akser” for at lette forståelsen af lidelserne biologisk og menneskeligt.
I den første akse finder vi den maniodepressive lidelse, angstlidelserne og den tvangsmæssige lidelse; i den anden er den narcissistiske personlighedsforstyrrelse placeret. Klassifikationen er komplet, for i den tredje akse befinder sig symptomerne, der er forbundet med mavesår, som Mussolini led af, og i den fjerde den særegne sociale, kulturelle og relationsmæssige adfærd, som er blevet beskrevet her i bogen.
Alligevel kan man ikke fra et videnskabeligt synspunkt sige, at ’Il Duce’ var en syg mand og derfor helt uden for normalitetens grænser. Normalitet er et statistisk begreb, og desuden understreger den femte akse, som vurderer personens funktionsevne, det umulige i, at en psykotisk person i over tyve år skulle kunne indtage en lederposition på nationalt og internationalt plan.
Mussolini var derfor ikke en syg mand, og det udelukker grundlæggende enhver hypotese om også blot en formindskelse af hans ansvar.
