Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede

Mussolinis tale i parlamentet 3. januar 1925

Følgende er uddrag fra den tale i parlamentet, hvor Mussolini indvarslede en strammere diktatorisk kurs efter ellers at have været i store vanskeligheder som følge af fascisternes drab på socialisten Matteotti i sommeren 1924. 

 

Mine herrer. Den tale, som jeg nu skal holde, vil måske ikke synes Dem at kunne klassificeres som en egentlig parlamentstale.

Det kan være, at nogle ved talens slutning finder, at den, på trods af den mellemliggende tid, knytter sig til den tale, som jeg holdt i denne selvsamme forsamling den 16. november 1922.

En tale af denne art kan føre til en politisk afstemning, men det er ikke givet, at den gør det. Man må under alle omstændigheder vide, at jeg ikke eftertragter en sådan politisk afstemning. Jeg ønsker den ikke; jeg har allerede haft tilstrækkelig mange af disse afstemninger.

Artikel 47 i forfatningen siger: ”Deputeretkammeret har ret til at anklage kongens ministre og stille dem for højesteret.”

Jeg spørger nu formelt, om der i dette kammer eller uden for kammeret er nogen, der vil henholde sig til anvendelse af denne artikel 47.

Min tale skal altså være sådan, at den skaffer størst mulig klarhed.

De må forstå, at efter at have fulgtes længe med en gruppe rejsekammerater, som i øvrigt altid vil være genstand for vores taknemmelighed for den indsats, de har ydet, er det nødvendigt at stoppe op for at se, om vi skal følge den samme vej med de samme kammerater også i fremtiden.

Det er mig selv, mine herrer, som i denne forsamling rejser anklagen mod mig selv. Det er blevet sagt, at jeg skulle have grundlagt en Tjeka [1]. Hvor? Hvornår? På hvilken måde? Ingen ville kunne sige det!

I Rusland har der virkelig været en Tjeka, som uden proces har dømt mellem 150.000 og 160.000 borgere ifølge nogle næsten officielle statistikker. Der har i Rusland været en Tjeka, som systematisk har udøvet teror over for hele borgerskabet og over for borgerskabets enkelte medlemmer. Det var en Tjeka, som hævdede at være revolutionens røde sværd.

Men en italiensk Tjeka har aldrig eksisteret.

Indtil denne dag har ingen benægtet, at jeg var i besiddelse af disse tre egenskaber: en vis intelligens, meget mod og en absolut foragt for penge.

Hvis jeg skulle have grundlagt en Tjeka, ville jeg have grundlagt den i overensstemmelse med de kriterier, som jeg altid har ladet være grundlaget for vold, den vold som ikke kan udelukkes fra historien. Jeg har altid sagt, og de, der har fuldt mig i disse 5 års hårde kamp, vil mindes det, at vold for at løse noget problem må være kirurgisk, intelligent og ridderlig.

Men denne såkaldte Tjekas handlinger har altid været uintelligente, usammenhængende og tåbelige.

Men kan De virkelig mene, at jeg dagen efter den hellige jul, en dag hvor alle tænker på fromme og gode gerninger, kunne beordre en aggression udført klokken 10 om morgenen i via Francesco Crispi i Rom [2]. Og dette lige efter min tale i Monterotondo, som måske har været den mest forsonlige tale, som jeg nogensinde har holdt i de to år, hvor jeg har haft regeringsmagten. Spar mig for at tro, at jeg skulle være så dum!

Skulle jeg med den samme intelligens have beordret de mindre overgreb i Misuri og i Forni? De husker uden tvivl talen af 7. juni. Det er måske heller ikke så svært for Dem at mindes den uge med voldsomme politiske tilkendegivelse, da mindretallet og flertallet dagligt havde så svære sammenstød, at nogle måske mistede troen på, at der kunne etableres de nødvendige rammer for en politisk sameksistens mellem deputeretkammerets to modsatte parter.

Der var irriterende taler fra både den ene og fra den anden side af salen. Endelig klaredes luften takket være det ærede medlem hr. del Croix’s lyriske, livlige og lidenskabelige tale[3].

Dagen efter holder jeg selv en tale, som klarer atmosfæren totalt. Jeg siger til oppositionen: Jeg anerkender jeres principielle ret i overensstemmelse med jeres størrelse. I kan overhale fascismen som historisk erfaring. I kan kritisere alle den fascistiske regerings forordninger.

Jeg husker, og jeg har endnu for mit indre blik billedet af denne del af deputeretkammeret, hvor alle intenst følte, at jeg i det øjeblik havde udtalt ord af dyb visdom, og at jeg havde fastlagt grænserne for den nødvendige sameksistens, uden hvilken enhver politisk forsamling ikke kan eksistere.

Hvorledes skulle jeg efter en sådan succes, og tillad, at jeg siger det uden falsk beskedenhed, efter en succes som alle deputeretkammerets medlemmer har indrømmet mig inklusive oppositionens, og efter hvilken deputeretkammerets forhandlinger åbnedes den følgende onsdag i en næsten idyllisk atmosfære, hvorledes skulle jeg kunne tænke på, uden at være grebet af det mest sygelige vanvid, jeg vil ikke blot sige at begå en forbrydelse, men at begå det mindste overgreb på en modstander, som jeg værdsatte, fordi han viste eet vist mod, som undertiden ligner mit mod og min standhaftighed[4]. […]

Det var ved slutningen af den måned, den måned, som står ganske klart i min erindring, at jeg sagde: Jeg vil, at der skal være fred for det italienske folk, og jeg vil genskabe det normale politiske liv. Men hvordan svarede man på mit princip?

Frem for alt med Aventinersecessionen[5], en anti-konstitutionel, helt klart revolutionær samling. Derefter med en pressekampagne, som varede i juni, juli og august måned, og som var en ynkelig smædekampagne, der igennem tre måneder søgte at sværte os til.

De mest fantastiske, de mest rædselsvækkende og de mest makabre løgne blev fastslået og offentliggjort i alle aviser. Der var virkelig et overmål af nekrofili. Man lavede undersøgelser endda over det, der skete under jorden: man opfandt historier; man vidste, at man løj, og dog løj man. Men jeg forholdt mig roligt afventende midt i dette uvejr, som vil blive husket af vore efterkommere med en følelse af den dybeste skam.

I mellemtiden opnår smædekampagnen så et resultat! Den 11. september er der nogle, som vil hævne den dræbte og skyder på én af vore bedste mænd. Han døde fattig. Han havde 60 lire på lommen[6]!

Alligevel fortsætter jeg mine bestræbelser på at normalisere forholdene. Jeg undertrykker illegaliteten.

Det er ikke en løgn, det er ikke løgn, at der endnu i dag er hundredvis af fascister i fængslerne. Det er ikke løgn, at parlamentet er genåbnet på regelmæssig vis, at der er blevet diskuteret angående finanserne på en ikke mindre regelmæssig vis; det er ikke løgn, at militsen[7] har aflagt ed; og det er ikke løgn, at der er blevet udnævnt generaler til alle militærregionerne. […]

Og hvordan reagerer man på alt dette? Man reagerer blot med en forøgelse af smædekampagnen. Man siger: fascismen er en bande barbarer, der har slået sig ned i landet; det er en bevægelse, der består af banditter og røvere! Man lancerer spørgsmålet om moral, og vi kender de moralske spørgsmåls triste historie i Italien.

Men, mine herrer, lad os ikke spilde tiden.

Vel, jeg erklærer her, over for denne forsamling, over for det italienske folk, at jeg, jeg alene påtager mig det politiske, det moralske og det historiske ansvar for det, som er hændt.

Hvis mere eller mindre forvanskede sætninger er nok til at hænge en mand op, kom så frem med galge og reb; hvis fascismen ikke har været andet end amerikansk olie og stokkeslag, hvis den ikke har været en glødende lidenskab for den bedste del af den italienske ungdom, så er det min skyld. Hvis fascismen er en forbrydersammenslutning, så er jeg leder af denne forbrydersammenslutning.

Hvis al den anvendte vold blot er resultatet af et bestemt historisk, politisk og moralsk klima, vel, så er ansvaret mit, eftersom det er mig, der har skabt dette historiske, politiske og moralske klima med den propaganda, som jeg har gennemført fra krigsinterventionen til i dag.

I disse sidste dage har ikke blot mange fascister, men også mange almindelige borgere spurgt sig selv, om der overhovedet er nogen regering. Er der mænd, eller der dukker i spidsen for landet? Har disse mænd en værdighed som mennesker? Har de også en værdighed som regeringsmedlemmer?

Jeg har med vilje ladet forholdene nå til dette bestemte, ekstreme punkt. Og rig på livserfaring har jeg i disse seks måneder afprøvet partiet. Ligesom man for at fastslå visse metallers hærdning må slå på dem med en lille prøvehammer, således har jeg prøvet visse mænds støbning, jeg har set, hvad de er værd, og af hvilke grunde de på et bestemt tidspunkt, når vinden er ugunstig, falder fra.

Jeg har afprøvet mig selv, og De må forstå, at jeg ikke ville være tyet til disse forholdsregler, hvis ikke nationens interesser stod på spil. Men et folk respekterer ikke en regering, der lader sig forhåne. Folket vil se sin egen værdighed afspejlet i regeringens værdighed, og endnu før jeg sagde det, sagde folket: Stop! målet er fuldt!

Og hvorfor var målet fuldt? Fordi Aventiner-oprøret[8] med republikansk baggrund ..... fordi Aventiner-oprøret har fået følger.

Hvorfor risikerer den, der i Italien kalder sig fascist, endnu sit liv? Alene i november og december måned er 11 fascister blevet dræbt; én af dem fik hovedet smadret, så det lignede blødende alterbrød, og en anden – en gammel mand på 73 år – blev dræbt, og liget kastet ud fra en høj skrænt. […]

De må forstå ud fra denne situation, at Aventiner-oprøret har haft dybe efterdønninger i hele landet. Så kommer øjeblikket, hvor man må sige, at når to parter er i uløselig kamp, ja så er løsningen magtanvendelse.

Historien har aldrig vist andre løsningsmodeller, og der vil aldrig være andre.

Jeg vil nu vove at sige, at problemet skal blive løst. Fascismen, både parti og regering, er fuldt ud effektive. Mine herrer, De har gjort Dem illusioner! De troede, at fascismen var færdig, fordi jeg holdt den nede, at den var død, fordi jeg straffede den og endda var så hård at sige det.

Men hvis jeg brugte blot en hundrededel af den energi, som jeg har brugt på at holde fascismen tilbage, på at bringe den til handling, så skulle De bare se....

Men der er ikke brug for det, for regeringen er stærk nok til definitivt at knække Aventiner-oprøret.

Italien ønsker fred, mine herrer, Italien ønsker ro, Italien ønsker ro til at arbejde. Vi vil give landet denne ro, denne ro til arbejde, vi vil skaffe den med kærlighed, hvis det er muligt, med magt, hvis det er nødvendigt.

Jeg forsikrer Dem, mine herrer, at inden for 48 timer efter denne tale vil situationen være under kontrol over hele landet.

Og alle vil vide, at dette ikke sker på grund af en enkelt persons tilbøjeligheder, at det ikke sker på grund af en uværdig lidenskab for magt, men at det alene sker på grund af en grænseløs kærlighed til fædrelandet.

                                                                                                                                                      (1925)

 

[1] Tjeka var det hemmelige, politiske politi i Sovjetunionen 1917-1922.

[2] Mussolini hentyder til et overfald på Giovanni Amendola, der havde været koloniminister i 1922, og som var en af den anti-fascistiske oppositions hovedskikkelser.

[3] Del Croix var medlem af parlamentet for fascistpartiet og formand for krigsveteranernes organisation. I 1953 blev del Croix atter parlamentsmedlem, men denne gang valgt for monarkisterne.

[4] Det socialistiske parlamentsmedlem Giacomo Matteotti forsvandt den 10. juni 1924, og mordet på ham indledte den uro, som Mussolini omtaler i det følgende.

[5] Se den foregående kilde vedr. Aventinersecessionen.

[6] Den fascistiske deputerede Armando Casalini blev den 11. september 1924 dræbt med pistolskud i en sporvogn i Rom.

[7] Et paramilitært politikorps, grundlagt af PNF. Militsen havde både politi- og kampfunktion.

[8] Mussolini benytter sig her af et ordspil på italiensk: secessione = afsondring; sedizione = oprør.

 

Tekst 4 | Oversigten over kildetekster | Tekst 6

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk