Antonio Gramscis tale i parlamentet 16. maj 1925
Dette er et uddrag af den kommunistiske leder Gramscis eneste tale i parlamentet. Den fandt sted under en debat om afskaffelsen af hemmelige selskaber, især frimurerbevægelsen. Ord som ”giolittisk” og ”giolittisme” henviser til politikeren Giovanni Giolitti, som var en meget fremtrædende liberal politiker i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Man taler i Italien ligefrem om ”den giolittiske æra”.
I kommer altid med barnlige forsikringer om en påstået befolkningsmæssig overlegenhed i Italien sammenlignet med andre lande; I siger f.eks. altid, at Italien er befolkningsmæssigt overlegen i forhold til Frankrig. Dette er et spørgsmål, som i sidste ende kun statistikken kan løse, og jeg beskæftiger mig ind imellem med statistik; nu er det sådan, at en statistik, som er offentliggjort efter krigen, og som aldrig er blevet dementeret (og som ikke kan dementeres), fastslår, at Italien allerede før krigen befandt sig i samme situation, som Frankrig befinder sig i efter krigen; dette skyldes, at emigrationen fjerner så stor en del af den erhvervsmæssigt aktive mandlige befolkning fra det nationale territorium, at de befolkningsmæssige forhold bliver katastrofale. Tilbage på det nationale territorium forbliver kun gamle, kvinder, børn og invalider, dvs. den erhvervsmæssigt passive del af befolkningen, som tynger den arbejdende del af befolkningen i en grad, der er højere end i noget andet land, Frankrig indbefattet. Dette er den fundamentale svaghed ved det italienske kapitalistiske system, hvorfor den italienske kapitalisme er forudbestemt til at forsvinde så meget des hurtigere, som det verdensomspændende kapitalistiske system ikke er i stand til at indlemme den italienske emigration, ikke kan udnytte den italienske arbejdskraft, som vores kapitalisme ikke har kraft til at integrere. De borgerlige partier, frimureriet, hvordan har de søgt at løse disse problemer?
[…]
Vi har haft den ”giolittiske” praksis, den italienske socialismes samarbejdspolitik med ”giolittismen”, dvs. forsøget på at skabe en alliance mellem det industrielle borgerskab og et vist norditaliensk arbejderaristokrati for at undertrykke den store masse af italienske, navnlig syditalienske, bønder, som dermed blev underlagt denne borgerligt-proletariske alliance. Programmet har ikke haft succes. I Norditalien etableres der faktisk en borgerligt-proletarisk koalition via det parlamentariske samarbejde og de offentlige arbejder i andelsforeningerne. I Syditalien derimod korrumperes de ledende lag, mens den brede befolkning holdes nede af de fascistiske sortskjorters vold. (Parlamentsmedlem Greco afbryder)… I fascister har været de vigtigste ophavsmænd til denne politiske plans fallit, eftersom I har ført arbejderaristokratiet og de fattige bønder i hele Italien ned på samme niveau af elendighed.
