Den korporative stats opbygning
Dette er første kapitel af den af Det Fascistiske Storråd vedtagede ”La Carta del Lavoro” (dvs. arbejdets grundlov) den 21. april 1927.
- Den italienske nation er en organisme, hvis mål, liv og virkemidler er større end de individer eller grupper af individer, som nationen består af. Den er en moralsk, politisk og økonomisk enhed, som fuldstændig kommer til udtryk i den fascistiske stat.
- Arbejdet er i alle sine intellektuelle, tekniske og håndværksmæssige former en social pligt. Derfor, og kun derfor, falder det ind under statens ansvar.
Fra et nationalt synspunkt er den samlede produktion en helhed; målene for produktionen er en helhed og kan sammenfattes i velfærd for dem, der fremstiller produktionen, og i udvikling af landets magt.
- Der er erhvervs- og organisationsfrihed; men kun et forbund, der er lovligt anerkendt og underlagt statens kontrol, har ret til: på lovlig vis at repræsentere arbejdsgivere eller lønmodtagere inden for den branche, hvor det er dannet; at varetage deres interesser over for staten eller over for andre erhvervsorganisationer; at indgå kollektive overenskomster, der er bindende for alle inden for branchen; at opkræve kontingenter og i tilknytning til deres branche at udføre opgaver af almen interesse, som er pålagt dem.
- Solidariteten mellem de forskellige produktionsfaktorer finder sit konkrete udtryk i den kollektive overenskomst, som forliger arbejdsgivernes og lønmodtagernes modsatte interesser og underordner dem den samlede produktions højere interesse.
- Arbejdsretten er det organ, gennem hvilket staten løser arbejdskonflikter, det være sig i forbindelse med overholdelse af allerede eksisterende aftaler og regler eller i forbindelse med fastlæggelse af nye arbejdsmarkedsforhold.
- Lovligt anerkendte erhvervsorganisationer sikrer juridisk ligestilling af arbejdsgivere og lønmodtagere, opretholder orden inden for arbejde og produktion og fremmer forbedringer. Korporationerne udgør produktionens enhedsorganisation og repræsenterer fuldstændig dens interesser.
Som følge af denne fuldstændige repræsentation, og fordi produktionens interesser er landets interesser, er korporationerne ved lov anerkendte som statsinstitutioner.
Som repræsentanter for produktionens samlede interesser kan korporationerne diktere bindende regler vedrørende arbejdsforhold og koordinering af produktionen, når de bliver bemyndiget dertil af de pågældende forbund.
- Den korporative stat betragter det private initiativ inden for produktionslivet som det nyttigste og mest effektive middel til fremme af landets interesser.
Da den private organisation af produktionen er af samfundsmæssig interesse, er virksomhedslederen ansvarlig over for staten med hensyn til produktionens tilrettelæggelse. Produktionskræfternes samarbejde medfører, at de får gensidige rettigheder og pligter. Lønmodtageren er – det være sig som tekniker, funktionær eller arbejder – aktivt medarbejder i den økonomiske drift, der ledes af en arbejdsgiver, som bærer ansvaret for driften.
- Arbejdsgivernes organisationer har pligt til på enhver måde at fremme en forøgelse og forbedring af produktionen og et fald i omkostningerne. De organisationer, der repræsenterer de liberale erhverv, kunstnerne og de offentligt ansatte, skal samarbejde om at fremme kunst og videnskab, forbedre produktionen og forfølge det korporative systems mål.
- Staten skal kun gribe ind i det økonomiske liv, når det private initiativ ikke gør sig gældende eller er utilstrækkeligt, eller hvis statens interesser står på spil. Sådanne indgreb kan tage form af kontrol, opmuntring eller direkte administration.
