Balilla-organisationens ånd
Følgende er en artikel fra Balilla-bladet i 1923. Balilla var en organisation for de 8-13 årige drenge.
Efter at have erobret magten og proklameret fascismen som statens ledende kraft og bærer af landets skæbne og efter at have overstået alle revolutionære og voldelige handlinger udstrækker Italiens fascistiske Parti sin nye nationale gestus, der er præget af kærlighed, disciplin, arbejdsom og stabil fred, til børnene og opretter derfor Balilla-korps ved alle eksisterende afdelinger af fascistpartiet.
I børnene beskytter og lovpriser det fascistiske parti den ny italienske storheds forår og den sikre styrke hos den opstigende nation. Derfor ønsker det, at Balilla-korpset skal være en frivillig og uskyldig fascistisk milits, som tjener familien og Fædrelandet, og som tjener Gud, der er den mest fuldkomne sandhed og den evige kærlighed. Børnene er det rene kød, som vil læge sårene, den livsglæde, som vil trøste de besejrede og give de nedslåede nyt mod; de er den evige slægtens ungdom, som uden at gøre vold mod sin tid vil besejre den uenighed, der er tilbage, og virkeliggøre nationens første store åndelige forening.
De er de første frie italienere, således som digterne, historikerne, politikerne, alle, der har kæmpet for den italienske idé, har ønsket dem.
Balillaernes moralske og fysiske opdragelse og uddannelse skal af de personer, som er sat i spidsen derfor, gennemføres klogt og med mådehold inden for den sejrrige fascistiske bevidstheds heroiske grænser. Ingen af fortidens fascistiske handlinger må glemmes, misforstås eller fornægtes over for de unge rekrutter. De første martyrer fra Italiens samling[1] og de seneste dræbte fra vor revolution henholdsvis begynder og afslutter den mindeværdige frihedskrig, som hele folket har ønsket, udkæmpet og vundet. De vidner om det samme rene mål: at gøre Fædrelandet frit og stort og respekteret. Balillaerne skal vokse op med forståelsen af dette historiske forløb levende i deres sind og tanke.
Det præcise mål, som Italiens fascistiske Parti har sat sig med organisationen af Balilla-korpset, er til Frontkæmperkorpset, og senere til den fascistiske stat, at skabe en ungdom, der er fysisk sund og stærk, der har en ufordærvet karakter og energisk viljekraft, der ikke frygter fremtiden, der er disciplineret, fri og parat til enhver form for strabadser, der elsker studier og arbejde og altid er eksemplarisk, hvad angår dens følelsers ædelhed og dens hensigters storhed.
Det er nødvendigt at give de unge racens mening og ånd tilbage, således som den er kommet til udtryk gennem århundreders modige arbejder, skabt af fornuften og fantasien i Skønhedens og Godhedens evige lys. Det er nødvendigt, at de nye børn af dette folk, som vi endelig har genfundet, ikke længere undervises med doktrinære diskussioner; for ord uden livsfølelse er som tørt støv; men vi skal inspirere deres sind med kærlige opfordringer til at arbejde og uddanne dem til stadig større opgaver. De skal have den levende og friske musik- og sangkultur tilbage, som er vort folks naturlige udtryksform; ligeledes sprogkulturen og de folkelige traditioner, der er vor stærkeste sociale kraft, og dyrkelsen af Fædrelandet, som skal give næring til den erobrede enhed.
Vi må igen over hele landet fejre slægtens tre fundamenter: landbruget, kunsten, havet, og i de unge balillaer indprente overbevisningen om, at med dem og gennem dem begynder en ny epoke af oprindelig, italiensk kultur, oprindelig, fordi den er dybt oprigtig.
Italiens fascistiske Parti ønsker, at nationen for børnenes skyld genfinder sit rene hjerte og sin klare selvbevidsthed ved hjælp af hele nationens moderne og antikke historie. Således vil vi energisk og tillidsfuldt gå fremtiden i møde!
Ethvert lavt instinkt til vold, oprør eller ulydighed vil på den måde ubønhørligt udslettes i balillaens sind. Han vil komme til at elske sandheden så højt, som børn elsker deres moder, eller som man elsker det hus, hvor man er født, og han vil komme til at foragte enhver form for lav personlig egoisme og overlagt forsigtighed, der ofte er udtryk for fejhed. Han vil vænne sig til at give meget og kræve lidt, og altid kun i forhold til hans fortjenester og i forhold til det udførte nyttige arbejde. Han vil føle fast og afmålt stolthed over sig selv; blind ydmyghed er nemlig også af det onde.
En balilla vil kun anerkende én form for aristokrati: geniets; kun én form for adel: den rene og ædle sjæls adel; kun én form for hierarki: familiens og de politiske lederes, der kulminerer i den højeste myndighed: Fædrelandet. Han vil ære sin fader og sin moder; han vil med spontan glæde adlyde sine ledere; han vil med respekt og hengivenhed lytte til de gamle og sine lærere, som vil forklare ham, hvorledes mennesket gør sig udødeligt[2]; han vil føle varig taknemlighed over for dem, som har lært ham på hæderlig vis at tjene til livets opretholdelse; han vil elske det arbejde, han udøver, og søge at opnå den dygtighed deri, som er et sikkert tegn på høj moral; han vil ikke bruge eder eller slemme ord, der vil få hans moder og hans søstre til at rødme; han vil vise respekt for offentlige steder, blomster, planter, reder, dyr og alt, hvad Gud har skabt; han vil flittigt lære og kærligt tale sit sprog, som er den eneste og sande vej til uafhængighed.
Han vil bede til Gud, som præsterne har lært ham, og blandt religionens helgener vil han kende den smukkeste martyr fra hans egen tidsalder: den ukendte soldat, som er begravet ved fødderne af gudinden Roma, på den høj, hvortil man vender tilbage efter udødelige sejre[3].
Endelig vil en balilla altid have et strålende forbillede på dristig stolthed og varm kærlighed til friheden i den første balilla, drengen fra Portoria, fremtidens skildvagt, som fra piedestalen på sit høje monument betragter jorden og havet. Og hvis udviklingen kræver det, vil man igen se hans stolte gestus og høre det frygtløse råb: Sten mod Italiens fjender; hjertet til Italiens venner!
[1] Kongeriget Italien blev proklameret 1861.
[2] Citat fra digteren Dante Alighieri (1265-1321)
[3] Palatinerhøjen.
