Tekst 11: En oberst erindrer: situationen i hæren i 1960'erne (2004)
Oberst Epimaque Ruhashya gav i 2004 et interview, hvori han fortæller om situationen i hæren i 1960’erne. Han var selv tutsi.
En personlige oplevelse
Jeg var blandt de tre første rwandiske officerer, der gik ind i den militær karriere: Juvénal Habyarimana, Aloys Nsekalije var blandt de andre. Senere sluttede Sabin Benda, Pierre Nyatanyi, Alexis og Bonaventure Ubarijoro sig til os. Det var ikke let at komme i militæret for mig, da hver gang jeg kunne komme til samtale, fik jeg at vide, at jeg kasseret. Nogen fortalte mig senere, at jeg var blevet optaget i militærtjeneste på grund af, at han kendte min far, men senere opdagede jeg, at jeg var blevet anbefalet af De Forenede Nationer. 154 Rwandiske militære enheder brugte ”pignet-systemet” til at udelukke folk. Det var et system, der kritisk gennemgik folk ud fra fysiske tests. Selvom Tutsierne fik lov at melde sig til militæret, var det meget svært for dem at blive optaget. Militære officerer ville gøre alt de kunne for at dumpe dem. Jeg fandt ikke mange problemer i ESM (Ecole Supérieure Militaire) på nær beskyldningerne om, at jeg altid havde hemmelige forbindelser til Ndazaro, Rukeba og Bwanakweli, der var ledere af UNAR. Jeg satte altid pris på det, andre officerer hadede. For eksempel var jeg ikke tilfreds med Patrick Lumumba og Louis Rwagasores død, selvom andre officerer var glade. Da politikerne forberedte sig på valget i Kamarampaka, kom de for at besøge de studerende, og jeg følte mig isoleret. Efter Kayibandas sejr dem 26/9-61 blev jeg sat til at kontrollere parlamentsmedlemmer fra UNAR og Biskop Bigurumwami, Jean Baptiste Gahamanyi og Joseph Sibomana, fordi vi var fra den samme gruppe mens andre officerer blev sat til at kontrollere PARMEHUTU- og APROSOMA-medlemmer. Der var en hvid mand der blev kaldt Cornichon, der fortalte mig, at jeg ville blive udnævnt til forsvarsminister når Habyarimana blev stabschef, hvis det var UNAR der fik succes. Habyrimana skjulte ikke raceadskillelsen mod Tutsierne. Da jeg blev forfremmet til sekondløjtnant og blev sendt til Belgien for at studere den 23/12-61, blev jeg altid overvåget, så jeg ikke kunne interagere med mine kolleger i Astrida. Her gang jeg blev sendt til fronten under Inyenzi-angreb, blev der sagt ”gå ud og kæmp mod dine brødre” til mig. Jeg blev mange gange beskyldt for at være i kontakt med Inyenzi. Jeg blev overrasket, da stabschefen sagde at jeg ikke skulle sende Laurent Serubuga, kommandant for Cyangugu-regionen, til fronten under Nshili-angrebet, fordi han kone var gravid. Det var ham der kendte stedet bedst. I 1966, under Buyenzi-angrebet, brændte den rwandiske hær mange huse for at presse Inyenzi. Det blev sagt, at jeg hævnede mig på befolkningen. Der var mange beskyldninger om mit samarbejde med Inyenzi. Årsagen til dette var, at jeg hjalp nogle Tutsier med at komme eksil. Således blev mange politikere utilfredse med mig.
Kilde: Interview with Colonel Epimaque Ruhashya on 21/07/2004, at Gitega in Kigali. (Translated from Kinyarwanda)
https://www.law.berkeley.edu/files/HRC/Rwanda_resource_book_for_teachers_version_10._rwandan_history_book.pdf
Andre oplevelser
Nogle tutsier ændrede deres etniske gruppe på deres identitets kort for at blive optaget på militærskoler. ”Grisehegn” systemet var til tider en mulighed for at udelukke dem, der ikke var behov for. Og svaret var, at de ikke opfyldte kravene. Andre forklaringerne til den nordlige indflydelse i den rwandiske hær var, at Rwandere fra centrum og syden besad de vigtige administrative stillinger. Under den første republik, var disse mest vigtige stillinger givet til folk fra Gitarama provinsen, fordi Præsident Kayibanda var fra den region. Så folk, der kom fra norden, var bekymrede. Som følge heraf fandt de tilflugt hos hæren, hvor de blev meget vigtige. Den nordlige indflydelse i hæren begyndte ved udnævnelsen af den nye stabschef. Derfor valgte unge fra det sydlige og centrale Rwanda at følge deres studier på det Rwandiske universitet frem for at have vigtige stillinger i regerings-administrationen, mens unge hutuer fra norden valgte at slutte sig til deres fætre i hæren.
Kilde: Epmaque Rushaya, den eneste overordnede i den Rwandiske hær under begge republikker, interviewet 8. august 2004. https://www.law.berkeley.edu/files/HRC/Rwanda_resource_book_for_teachers_version_10._rwandan_history_book.pdf
Forfremmelse og ægteskaber i hæren
Ægteskabet mellem forskellige etniske grupper var også et problem i den Rwandiske hær. Det var forbudt for et medlem af hæren at gifte sig med ”en muTutsikazi.” Dem der gjorde, mistede deres rang og andre fordele. For eksempel, var Joachim MURAMUTSA forlovet med en Tutsi. Men hans pas blev konfiskeret da han var klar til at rejse til Belgien for militær træning.
Kilde: E. Ruhashya (interviewed on August 8th, 2004)
https://www.law.berkeley.edu/files/HRC/Rwanda_resource_book_for_teachers_version_10._rwandan_history_book.pdf
Til tekst 10 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 12
