Tekst 13: Paul Rusesabagina erindrer, hvorfor hans ven blev smidt ud af skolen i 1973 (2007)

Spillefilmen, Hotel Rwanda, er bygget op omkring Paul Rusesabagina, der, som hotelleder af et belgisk luksushotel (Mille Collines) i Rwanda, reddede mange liv ved at indkvartere forfulgte rwandere på hotellet. Paul var selv hutu, men gift med en tutsi-kvinde. Uddraget her er fra hans selvbiografi (En helt almindelig mand) og handler om de konsekvenser, det fik for barndomsvennen, Gerald, i 1973, at der i nabolandet Burundi havde været en massakre mod hutuerne året før (side 33-35).

I februar 1973 blev min bedste ven, Gerard, smidt ud af skolen. Det var en af de sørgeligste dage, jeg havde oplevet, ikke kun fordi jeg mistede min ven, men fordi det var min første virkelige forsmag på giften i mit lands jord. Jeg blev også for første gang opmærksom på den blodlinje i mig, der adskilte mig fra mennesker, jeg holdt af.

Jeg havde kendt Gerard, næsten så længe jeg kunne huske. Vi kom begge to fra blandede familier, og vi havde en masse tilfælles i den måde, vi anskuede verden på. Vi var vokset op sammen – havde spillet fodbold sammen, talt om piger, lavet sjov med hinanden, spekuleret over vores fremtidige karrierer, og hvem vi ville giftes med – alle de ting, der er almindelige i et venskab mellem drenge. Han var den kløgtigste dreng, jeg nogen sinde har mødt. Vores daglige travetur til skole sammen havde været et fast indslag i mine morgener, siden jeg var otte år. Vores fodaftryk blev større, men vores venskab bestod.

Året før Gerard blev bortvist, havde der hersket kaos og død i nabolandet, Burundi, hvis etniske sammensætning lignede Rwandas. Præsidenten, en tidligere kaptajn i hæren ved navn Michel Micombero, havde beordret sine væbnede styrker til at slå hårdt ned på et hutu-oprør, og disse soldater havde taget opgaven så alvorligt, at det overgik enhver forstand. Næsten to hundrede tusind mennesker blev nedslagtet, og endnu flere flygtede fra deres hjem og opnåede en relativ sikkerhed i mit land. Vi har et mundheld, der siger: ”Alt, hvad der sker i Burundi, vil smitte af på Rwanda, og alt, hvad der sker i Rwanda, vil også smitte af på Burundi”. Og det var sandelig tilfældet i 1973.

Regeringen i Rwanda var forstående og begyndte at bruge repressalier mod tutsier som en slags hævn. Flere snese blev massakreret med knive og macheter i landsbyer tæt ved grænsen. Andre mistede deres hjem og deres levebrød. De yngre blev smidt ud af skolerne. En af dem var min ven Gerard.

Jeg glemmer aldrig den sidste gang, vi fulgtes ad til skole. Da vi ankom, var der sat navnelister op på opslagstavlerne uden for klasseværelserne. Gerards navn stod på den uden for vores. Han fik besked på at samle sine ting sammen og gå sin vej – han var ikke ønsket på skolen mere. En gruppe hutu-elever stod foran døren til klasseværelset som en menneskelig mur, der hindrede de uønskede i at gå ind. Det var de samme børn, der havde leet, leget og sludret sammen blot fireogtyve timer før. Nu blev de opdelt på en måde, der ikke var helt indlysende, men jeg vil aldrig glemme udtrykket af beslutsomhed – ja, ligefrem skadefryd – hos nogle af mine klassekammerater, som alt for villigt påtog sig deres nye overordnede rolle.

Jeg stod alene i den græsklædte skolegård og så Gerard gå ned ad alléen, tilbage til sit hjem. Det var sidste gang, jeg så ham, i meget lang tid.

Hans navn stod på listen, fordi hans mor var hutu, og hans far var tutsi. Mit navn stod der ikke, fordi min mor var tutsi, og min far var hutu. Da race nedarves via faderen i Rwanda, blev Gerard – ifølge denne idiotiske logik – betragtet som en foragtelig tutsi, mens jeg blev betragtet som en privilegeret hutu. Hvis det havde været omvendt med mine forældre, havde det været mig, der med bøjet hoved var vandret ned ad alléen med guavatræerne.

Jeg kan ikke finde ord for, hvor meget jeg afskyede mig selv den dag for at have været heldig. Det var første gang, jeg blev opmærksom på mig selv ikke som ”Paul”, men som ”hutu”. Jeg tror, denne dystre åbenbaring er en vigtig overgangsceremoni for enhver, der voksede op i mit land, et af de fysisk set smukkeste steder på vor klode, men med giftens sæd i sit hjerte. (…)

Til tekst 12 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 13