Tekst 16: Lad jer ikke invadere – Léon Mugeseras tale i Kabya (1992)
Léon Mugesera (født 1954) var underviser på National universitet i Rwanda, men han var også politisk rådgiver for det regerende MRND-parti. Léon Mugesera er blevet beskyldt for at være en del af ”Hutu Power”, som var en ekstremistisk hutu-bevægelse oprindelig grundlagt af præsident Juvenal Habyarimana (der blev nedskudt i flyet som start på folkedrabet).
I 1992 gav han en tale foran 1.000 mennesker i Kabya, i hvilken han truede dels politiske modstandere og dels tutsierne med, at de ville blive ”hjemsendt” til Etiopien med magt; - et land, der ifølge hutuernes propaganda, var oprindelsesland for tutsierne. Dette var en slags omvendt udgave af den hamitiske myte. Mugesera blev efterfølgende anset som en af hovedarkitekterne bag folkedrabet, og han blev idømt livsvarigt fængsel ved den rwandiske ret i 2016.
Kilde: http://www.rwandagateway.org/spip.php?article1340
Længe leve vores bevægelse
Længe leve præsident Habyarimana
Vi længe leve, vi, de kæmpende, i denne bevægelse ved dette møde
(…)
(1) Den anden sag, som jeg gerne vil have os til at udveksle ideer om, er, at vi ikke må tillade os selv at blive invaderet, hvad enten det er her, hvor vi er eller inde i landet. Det er den anden sag. Den tredje sag, som jeg gerne vil diskutere med jer, er også vigtig, nemlig den måde vi skal handle på for at beskytte os selv mod forrædere og de, som er ude på at skade os. Jeg vil gerne slutte af med at tale om den måde, som vi skal handle på.
(…)
(2) Den anden sag, som jeg har besluttet at diskutere med jer, er, at I ikke skal lade jer selv blive invaderet. Når I går herfra, må I endelig huske disse ord, at I ikke skal lade jer selv blive invaderet.
Sig mig engang, hvis I som mand, mor eller far, som er til stede her, hvis en person en dag kommer ind på jeres gårdsplads og besørger der, vil I så virkelig tillade ham at komme igen? Det er udelukket! I skal vide, at det mest vigtige......I har set vores brødre fra Gitarama her. Deres flag – jeg uddelte dem, da jeg arbejdede i vores partis hovedkvarter. De vajede overalt i Gitarama.
(…)
(3) Noget andet, som kunne kaldes ” ikke at tillade os selv at blive invaderet” her i landet. I ved nok, at folk, som bliver kaldt ”Inyenzis” (kakerlak) nu ikke længere kalder dem ”Inkotanyi” (barske kæmpende), da de faktisk er ”Inyenzis” Disse folk, som blev kaldt ”Inyenzis, kommer nu for at angribe os.
(…)
(4) I ved, kære venner, hvad det vil sige, ikke at lade os selv blive invaderet, eller I ved det. I ved, at der her i landet er ”Inyenzis”, som har benyttet sig af muligheden for at sende deres børn til fronten for at hjælpe ”Inkotanyis”. Det er noget, I sikkert taler om indbyrdes. I ved, at jeg i går kom tilbage fra Nshili i Gikongoro ved grænsen til Burundi efter at have rejst igennem Butare. Overalt fortalte folk mig om det antal unge, som var rejst. De sagde til mig: ”Hvor skal de hen, og hvem tager imod dem?... Hvorfor bliver de ikke arresteret ligesom deres familier?” Så nu skal jeg fortælle jer, at der står skrevet i loven, i bogen med straffeloven: ”Enhver, som rekrutterer soldater ved at opsøge dem i befolkningen, som opsøger unge noget sted overhovedet, som de vil give til udenlandske, bevæbnede styrker, som vil angribe Republikken, skal dømmes til døden. Sådan står der skrevet.
(5) Hvorfor bliver de forældre ikke arresteret, som har sendt deres børn væk, og hvorfor bliver de ikke udryddet? Hvorfor bliver de mennesker, der tager dem bort, ikke arresteret, og hvorfor bliver de ikke alle udryddet? Står vi bare og venter på, at de kommer og udrydder os?
(…)
Mine brødre, kæmpende i vores bevægelse, det jeg fortæller jer, er ingen spøg. Jeg fortæller jer faktisk hele sandheden, så hvis én en dag angriber jer med et gevær, så skal I ikke komme og fortælle os, at vi, som repræsenterer partiet, ikke havde advaret jer om det. Så nu fortæller jeg jer det, så I ved det. Hvis nogen sender et barn hen til ”Inyenzis”, så lad ham tage tilbage til sin familie og sin kone, mens der stadigvæk er tid, for tiden er nu kommet, hvor vi også vil forsvare os selv, så....vi vil aldrig blive enige om at dø......fordi loven nægter os at handle!
(…)
(7) Der er en anden vigtig sag, som jeg gerne vil tale med jer om, så vi ikke fortsætter med at lade os blive invaderet: I vil høre tale om Arusha-diskussionerne. Jeg har ikke i sinde at tale ret meget om det, da repræsentanten for bevægelsens generalsekretær har til hensigt at komme dybere ind herpå senere. Men hvad jeg vil sige til jer, er, at de delegerede, som I kommer til at høre, er i Arusha, repræsenterer ikke Rwanda. Det siger jeg til jer som en kendsgerning.
De delegerede fra Rwanda, som hævdes at være fra Rwanda, bliver anført af en ”Inyenzi”, som er der for at diskutere med ”Inyenzis”, som der står i en sang, man af og til hører, hvori det hævdes, (oversættelse) ”Han er Gud, født af Gud”. På samme måde er de (oversættelse) ”Inyenzis født af Inyenzis, som taler for Inyenzis.”
Hvad angår det, de har tænkt sig at sige i Arusha, er det præcist, hvad disse herboende ”Inyenzi” medskyldige tog til Bruxelles for at sige. De har tænkt sig at arbejde i Arusha, så alt ville blive tilskrevet Rwanda, mens der intet var fra Bruxelles, som skete der. Selv det, der kom fra Rwanda, kom ikke fuldt og helt fra vores regering: Det var en Bruxelles sag, som de havde taget ansvar for at tage med sig til Arusha. Så det var en ”Inyenzis”, som snakkede med en anden. Hvad angår det, de kalder ”diskussioner”, så er vi ikke imod diskussioner. Jeg må sige til jer, at de ikke kommer fra Rwanda: de er ”Inyenzis”, som diskuterer med ”Inyenzis”, og det skal I vide en gang for alle! Under alle omstændigheder vil vi aldrig acceptere de ting, som kommer derfra!
(8) En anden ting, som jeg har talt til jer om, er, at vi må forsvare os selv. Jeg har kort talt om dette. Imidlertid siger jeg til jer, at vi må vågne op! Der var en, som hviskede mig i øret for kort tid siden, at det ikke kun var forældrene, som må vågne op, men også lærerne, hvad angår det berømte problem med inspektorerne. Selv folk, som ikke har børn i skolen, bør også støtte dem, da de kan få børn i skole i morgen eller har haft i går. . Lad os vågne op og skrive under.
(…)
(9) For nylig sagde jeg til en, som kom for at prale af, at han tilhørte P.L. - jeg sagde til ham (oversættelse) ”den fejltagelse, vi begik i 1959, da jeg stadig var barn, var at lade jer rejse.” Jeg spurgte ham, om han ikke havde hørt historien om Falashasfolket, som vendte hjem til Israel fra Etiopien? Han svarede, at det kendte han ikke noget til. Jeg fortalte ham, (oversættelse) ”Jamen, kan du ikke læse og skrive? Jeg siger til dig, at dit hjem er i Etiopien, og at vi vil sende dig derhen via floden Nyabarongo, så du kan komme der hurtigt.”
(…) Vær ikke bange, I skal vide, at enhver, som I ikke skærer halsen over på, er én, som vil skære halsen over på jer. Lad mig sige jer, disse folk burde begynde at rejse væk, mens der stadig er tid og tage hen og bo sammen med deres folk eller endog tage hen til ”Inyenzis” i stedet for at bo iblandt os og beholde deres skydevåben, så de kan skyde os, når vi sover. Lad dem pakke deres kufferter, lad dem se at komme afsted, så ingen vil komme tilbage hertil for at snakke, og ingen vil medbringe laser og påstå, det er flag!
(…) En anden vigtig ting er, at vi må allesammen rejse os, vi må rejse os som en person....hvis nogen rører en af vores, skal han ikke kunne finde noget sted at tage hen. Vores inspektorer skal ingen steder hen. Dem, som de har placeret, skal tage til Nyaruhengeri, til Minister Agathe’s hjem for at se efter hendes børns uddannelse!. Lad hende beholde dem!. Jeg vil afrunde med en vigtig ting: valgene. Tak fordi I lyttede til mig, og jeg takker jer også for jeres mod. Dybest inde ved jeg, I er mænd, I er unge kvinder, fædre og mødre i familier, som ikke vil lade sig blive invaderet, som vil afvise foragt.
Må I leve længe!
Længe leve Præsident Habyarimana ... langt liv og velstand til jer.
