Tekst 23: Gloriasses vidnesbyrd (tutsi)

Gloriasse var førsteårs gymnasieelev, da folkedrabet brød ud. Her følger hendes rystende oplevelser under folkedrabet.

Kilde: https://www.un.org/en/preventgenocide/rwanda/survivor-testimonies.shtml

Jeg er niogtyve år gammel og jeg lever og passer på mine fem brødre og søstre. De går alle i skole. Jeg var nødt til at droppe ud af skolen for at passe dem. Grunden til at jeg lever nu er fordi Gud har guidet mig; ingen hjalp eller beskyttede mig, under folkedrabet studerede jeg første år gymnasiet i Kigali. Det var påskeferie, og min familie var samlet. Vi var i alt ni børn, og mine forældre. Efter præsidentens død kom morderne til vores hus. De kastede granater ind i vores hus mens vi prøvede at flygte, hvilket sårede os alle sammen. De tog så deres macheter og dræbte mine forældre og tre af mine søskende. Morderne troede, at vi alle var døde, men det lykkedes seks af os at kravle væk på trods af vores sår, så snart morderne var færdige med at plyndre vores hus og var gået. De forlod huset, mens de sagde, at de ville begrave os senere. Vi sluttede os senere til udvandringen af folk der flygtede fra blodbadet, med kurs mod Gitarama-provinsen. Vi troede at drabene kun skete i Kigali; vi havde ingen anelse om at hele landet var opslugt i massakren af Tutsier. Rejsen var hård. Granaterne havde brændt mit ben og en del af min skulder, og siden jeg ikke kunne behandle det på anden måde end med bandage, var disse dele af min krop begyndt at rådne. Jeg var også dehydreret. Men jeg ville ikke holde gruppen tilbage, så jeg fortsatte. På et tidspunkt, var jeg så udmattet, at jeg bad Gud om at lade mig dø. Vi måtte gå igennem dale og krat for at undgå morderne. På et tidspunkt for vi vild, og kunne ikke gå hverken frem eller tilbage, fordi vejene var fyldt med gerningsmænd fra interahamwe. Vi besluttede os at gemme os i dalen og vente og se hvad der ville ske. Der var mange andre der også gemte sig der. Faktisk så steg nummeret til næsten 15,000 mænd, kvinder og børn.

Ingen af os havde mad, og vi drak kun vand fra floden, der flød gennem dalen. Det varede ikke længe, før interahamwe endelig fandt ud af, at mange gemte sig i dalen. Da de kom, begyndte drabene igen. Vandstrømmen der løb gennem dalen, blev rød af blodet fra os Tutsier. Morderne koncentrerede sig om at dræbe mændene og børnene, og holdt pigerne og kvinderne til side. Da de var færdige med blodrusen, beordrede de os alle om at tage vores tøj af og lægge det i en bunke. Så trak de kvinder og piger, som dyr ud i krattet og voldtog dem. Der var mange skrig og meget gråd. De fleste af os var svage og sultne, og kunne ikke kæmpe imod. Ingen af de mennesker, jeg begyndte rejsen med, overlevede. De blev slået ihjel og lå nu et sted nede i floddalen. Muligvis ligger de nu i Lake Victoria. Vi blev langt om længe reddet fra dalen. Til den tid var min krop helt opsvulmet og min hud var blevet hvid. Jeg fik husly på et børnehjem indtil jeg fandt ud af, at fem af mine søskende boede på et andet børnehjem. Det lykkedes endelig at blive genforenet med min resterende familie og har i det mindste et hus nu, der giver ly, men ikke retfærdighed.

Til tekst 22 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 24