Tekst 24: Paul Rusesabagina erindrer samtale med Augustin Hategeka, tutsi på flugt under folkedrabet (2007)

Spillefilmen Hotel Rwanda er bygget op om Paul Rusesabagina, der, som hoteldirektør på et belgisk luksushotel (Mille Collines) i Rwanda reddede mange liv ved at indkvartere flygtende rwandere på hotellet. Paul var selv hutu, men gift med en tutsi-kvinde. Uddraget her er fra hans selvbiografi (En helt almindelig mand, side 131-132) og handler om hans liv før og under folkedrabet:

(…)

De blev ved med at komme. Fra huse i Kabeza til belejrede kirker i Nyamirambo hørte de via radio trottoir om tilflugtsstedet Mille Collines.

En af dem var en mand ved navn Augustin Hategeka, som var flygtet fra sit hjem sammen med sin gravide kone, da drabene begyndte. De havde søgt tilflugt i en lille lund og i flere dage levet af, hvad de tilfældigvis kunne finde af spiseligt. Augustin havde stået vagt og holdt udkig efter mordere, mens hun fødte deres lille søn i skyggen af en busk. Uden at vide, om han ville leve, gav de ham på stedet navnet Audace, som på fransk betyder ”tapper”. Med hjælp fra nogle hutu-venner fandt familien foreløbig beskyttelse i St. Pauls kirkecenter, og jeg sendte nogle soldater fra hæren ud for at hente dem til Mille Collines. Jeg tog imod dem ved indgangen og sørgede for, at den nyfødte blev vasket i varmt vand og svøbt i rent linned.

Jeg havde kendt Augustin, før drabene brød ud, og i de næste mange dage talte vi sammen om ting, vi havde oplevet. Vores samtaler forløb nogenlunde sådan:

”Mine naboer begyndte at dræbe mine naboer” fortalte han.

”Jeg så folk, jeg havde kendt i årevis, tage macheter frem og skrige ordrer: Gamle mennesker blev myrdet. Børn blev myrdet. Jeg hørte skrig.”

”Det kender jeg” sagde jeg. ”Det samme skete i Kabeza”.

”De hakkede uskyldige mennesker i stykker midt på gaden. De skar senerne i deres ben over, så de ikke kunne flygte”.

”Det er afskyeligt”.

”Jeg troede, jeg kendte mine naboer”, sagde han.

”Jeg tror ikke nogen kender nogen mere”, sagde jeg.

Vi kiggede på hinanden tværs over mit skrivebord. Jeg vidste, hvad vi begge to tænkte: Kunne vi overhovedet stole på hinanden? Jeg for min del ved, at jeg ikke længere stolede fuldt ud på nogen. Hvis jeg slappede af fra min mistænksomhed, kunne det betyde døden for mig alle dem, jeg forsøgte at beskytte. Jeg havde på det tidspunkt hørt for mange skrækhistorier. Rwanda var gået fra forstanden.

(…)

Til tekst 23 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 25