Tekst 25: Paul Rusesabagina erindrer samtale med hærens øversbefalende Augustin Bizimunga i folkedrabets sidste dage (2007)

Spillefilmen Hotel Rwanda er bygget op om Paul Rusesabagina, der, som hoteldirektør på et belgisk luksushotel (Mille Collines) i Rwanda reddede mange liv ved at indkvartere flygtende rwandere på hotellet. Paul var selv hutu, men gift med en tutsi-kvinde. Uddraget her er fra hans selvbiografi (En helt almindelig mand, side 152-153), hvor han har en samtale med den rwandiske hærs øverstbefalende, Augustin Bizimungu, der efterfølgende blev idømt 30 års fængsel for sin rolle i folkedrabet.

En af de mest ærlige samtaler, jeg havde under folkedrabet, fandt sted hen imod slutningen af det.

Hærens stabschef, general Bizimungu, kom og besøgte mig på mit kontor. Det var en af de få gange i de få måneder, hvor jeg ikke havde brug for noget fra ham. Han ville heller ikke opnå noget af mig. Og vi drak og snakkede i flere timer.

Han så skrækkelig ud. Under hans øjne hang der poser af mørk hud. Han så ud til at være ældet tyve år, siden drabene begyndte. Vi talte om oprørshæren, der nærmede sig fra øst. De havde foretaget en langsom, men sikker fremrykning mod Kigali for at slutte sig til deres detachement, der havde forskanset sig i parlamentsbygningen. RPF-lederen Paul Kagame havde færre soldater, men mens han og hans hær havde været i eksil. Havde han fået oprettet en imponerende grad af disciplin og engagement hos sine folk. Der var en grund til, at den internationale presse kaldte ham ”Afrikas Napoleon”.

Man talte nu om en udveksling mellem de krigende hære. Rebellerne ville løslade hutu-flygtninge på Amahoro Stadion, hvis den rwandiske hær ville lade folk på hotellet komme over på oprørernes side. Disse drøftelser fyldte mig med håb, men de skræmte mig også.  Det var en slags paradis at blive fri for den konstante trussel om nedslagtning, men at rubricere hotellet som sejrstrofæ for rebellerne virkede utroligt farligt. Jeg var bange for, at det kun ville gøre os til et endnu mere tiltrækkende mål for de dopede militsfolk, der havde deres egne love og kun adlød hærens ordrer, når de havde lyst til det. Bizimungu sad og faldt sammen i sin stol, mens vi talte og rørte næsten ikke sin drink.

”Hør her, hr. general”, sagde jeg til sidst. ”De er leder af en bande mordere og røvere og voldtægtsmænd nu. Er de sikker på, De kan vinde?”

Hans svar forbløffede mig.

”Paul, jeg er soldat”, sagde han. ”Vi har for længst tabt krigen”.

Måske havde han en anelse om, hvad der ventede ham: En menneskerettighedsdomstol og fængsel på livstid. Eller måske var han blevet træt af alle drabene omkring sig. Jeg er ikke sikker på, hvad han tænkte på, men jeg kunne se, at han ikke længere kunne skjule den nederlagsstemning, der hvilede over ham og hans soldater. Jeg vidste også, at vi var ved at nærme os krigens afslutning.

Genoprettelsen af en normal verden var noget, jeg havde drømt om. Jeg ville sandsynligvis dø under overgangen fra kaos til orden, men det hele ville i det mindste være overstået.

(…)