Tekst 26: Paul Rusesabagina erindrer en mislykket FN-evakuering af flygtninge fra Hotel des Mille Collines (2007)
Spillefilmen Hotel Rwanda er bygget op om Paul Rusesabagina, der, som hoteldirektør på et belgisk luksushotel (Mille Collines) i Rwanda reddede mange liv ved at indkvartere flygtende rwandere på hotellet. Paul var selv hutu, men gift med en tutsi-kvinde. Uddraget her er fra hans selvbiografi (En helt almindelig mand, side 156-159). I uddraget her skildrer han reaktionerne på en aftale om, at en snes flygtninge fra hotel Mille Collines kunne udveksles med samme antal hutu-fanger på Amahoro Stadion. Betingelsen var dog, at der kun kunne være tale om flygtninge, der havde sikret sig invitationer fra folk i udlandet, som fik lov til at forlade hotellet. Blandt dem var Pauls kone og hans børn.
(…)
Jeg var fyrre år gammel. Alt, hvad jeg ejede her i livet, drog bort i disse biler, og det var min egen beslutning at blive tilbage og dermed risikere henrettelse. Jeg vidste, at jeg påtog mig hele ansvaret nu. Det gav mig lidt fred.
Ude i forhaven var der mange, der havde indstillet deres transistorradioer på RTLM, og jeg hørte min kones og mine børns navne blive læst højt sammen med navnene på de andre flygtninge, der lige var kørt væk. ”Kakerlakkerne slipper væk”, sagde speakeren. ”Sørg for at forhindre dem i at forlade Mille Collines. Opstil vejspærringer. Gør jeres pligt. Lad ikke graven stå halvt fuld.”
Listen var sluppet ud. En eller anden fra den hadefulde propagandistiske radiostation havde åbenbart stjålet den eller købt den af FN eller den rwandiske hær. Jeg så endda en korrespondent fra RTLM stå på parkeringspladsen.
Det er svært at beskrive, hvordan det var at høre en henrettelsesordre på ens familie blive udsendt i radioen, vel vidende at man selv havde været med til at overlade dem i dødens hænder. Deres smukke navne – Tatiana, Tresor, Roger, Lys og Diane – blev bespottet i den speakers mund. Jeg følte det, som om han voldtog dem med sin stemme. Jeg hadede ham, hadede RTLM, hadede de magthavere, der stod bag folkedrabet, hadede stanken på hotellet, hadede de klamme korridorer, og hadede den stolthed, jeg engang havde følt over mit land og mit arbejde. Jeg hadede at være fuldstændigt ude af stand til at redde min familie. Jeg havde lyst til at følge efter jeepene i min egen bil, men vejspærringerne ville garanteret fange mig alene, og jeg ville dø som de andre otte hundrede tusind. Det eneste, jeg kunne gøre, var at arbejde hektisk ved telefonerne.
Da Tatiana igen kunne tale, fortalte hun mig, hvad der var sket.
Den første konvoj på treogtres flygtninge blev ledsaget af otte soldater med FN’s blå hjelme på. De blev standset ved en vejspærring to kilometer fra hotellet, et sted, der hed Cyimicanga, hvor nogle mænd fra Interahamwe stod sammen med et par observatører fra den rwandiske hær. Alle de evakuerede blev beordret ud af bilerne og hen til vejkanten. Gadedrengene på barrikaderne var udstyret med kalashnikover, og en af dem affyrede et startskud ned i jorden lige for fødderne af en flygtning ved navn Immaculate. Det ramte også farligt tæt på en soldat. Der lød endnu et skud, og det dræbte et medlem af præsidentens garde.
”De vil slå os ihjel”, var der en, der skreg, og det gjorde militsfolkene endnu mere rasende. De begyndte at slå flygtningene med deres geværkolber. Mænd blev slået hårdt i maven, kvinder blev slået i ansigtet, børn blev sparket. Et par stykker brugte deres macheter til at snitte nogle af fangerne i underarmene: Det var det sædvanlige perverse forspil til komplet lemlæstelse. Det gik særlig hårdt ud over min kone, der til sidst blev kastet ind i en bil med en ryg, der var så forvredet, at hun dårligt kunne røre sig.
I mellemtiden blev FN-soldaterne spredt. Nogle forsøgte tappert at lægge sig mellem militsfolkene og deres ofre, men min kone fortalte mig, at bangladesherne rakte hænderne op ligesom ofrene ved et røveri. Det havde næsten været sjovt, hvis det ikke havde været et signal til militsen om, at de kunne gøre, hvad de havde lyst til. Denne fiasko ved vejspærringen ville have været et perfekt billede af FN’s uduelighed, men de sidste to måneder i Rwanda havde skabt så mange af den slags billeder, at de næppe var værd at nævne længere.
Der kom en dreng hen til min søn Roger, som han havde kendt fra skolen, en tidligere klassekammerat og ven. ”Giv mig dine sko, din kakerlak”, sagde drengen.
Roger adlød uden at protestere og overrakte sine tennissko til sin tidligere ven, der nu var en morder med en machete. Engang havde de spillet fodbold sammen. Jeg går ud fra, at det var et ekko af den meningsløse kløft, der havde åbnet sig den dag i 1973 mellem mig og min bedste ven, Gerard. Nu oplevede min søn næsten det samme, bare med den forskel, at han nu var den uheldige.
Ak, Rwanda, hvorfor?
Det eneste, der reddede konvojen, var det bitre skænderi mellem hæren og militsen. De begyndte at åbne ild mod hinanden. Nogle af FN-soldaterne så deres chance. De samlede flygtningene op fra jorden, kastede dem ind i vognene, som var de tømmer, og drønede tilbage til Mille Collines, før militsen kunne nå at omgruppere sig.
Jeg løb ud til rundkørslen for at møde dem, da de kom tilbage og fandt min kone liggende på gulvet i en af bilerne i en sø af blod. Hun stønnede let.
(…)
Til tekst 25 | Til oversigten over kildetekster | Til tekst 27
