Tekst 31: Bill Clintons tale til det amerikanske flådeakademi (den 25. maj 1994)
Den 25. maj 1994 holdt den amerikanske præsident Bill Clinton en tale på det amerikanske flådeakademi, hvor han bl.a. kom ind på folkedrabet i Rwanda; herunder hvorfor USA ikke kunne løse enhver konflikt ved at sætte tropper ind. Det er oplagt at sammenligne talens indhold med den senere Clinton-tale, som præsidenten afholdt i Kigalis Lufthavn i 1998 (kildetekst 34).
(…)
De værste tilfælde udgøres af de mange etniske og religiøse konflikter, som er udbrudt i vores tidsalder. Enden på supermagternes uafgjorte kamp løftede låget på en kedel med længe ulmende had. Nu er hele det globale område fra Rwanda til Georgia dækket med blod fra disse konflikter. Vi kan ikke løse ethvert udbrud af civile uroligheder eller militant nationalisme bare ved at sende vores styrker dertil. Vi kan ikke vende os bort fra dem, men vores interesser er ikke i tilstrækkelig høj grad på spil til at retfærdiggøre en forpligtelse fra vores folk. Ikke desto mindre har vi, som verdens største magt, en pligt til at vise vejen, og på tidspunkter, hvor vores interesser og værdier er tilstrækkeligt på spil, må vi handle.
Se fx på det tidligere Jugoslavien. I hundredvis af år markerede det land en anspændt og ofte voldelig grænse mellem forskellige riger og religioner. Slutningen på den kolde krig og opløsningen af landet i så mange nye republikker fik alle de ældgamle spændinger til at komme op til overfladen igen og udløste serbisk aggression, etnisk udrensning og den mest brutale konflikt siden Anden Verdenskrig.
Det må afhænge af den samlede vægt af amerikanske interesser, der står på spil, om vi skal involvere os i nogen af de etiske konflikter rundt om i verden. Tag nu fx Bosnien. Der har vi klart en interesse i at forhindre en spredning af kampen, så den udvikler sig til en større europæisk krig og sørge for, at NATO stadigvæk kan være en troværdig fredsmagt udenfor et NATO-land ved at bremse strømmen af særdeles destabiliserende flygtninge fra konflikten og ved at stoppe nedslagtningen af uskyldige. Disse interesser garanterer ikke vores unilaterale engagement, men de kræver dog af os, at vi hjælper med at finde vejen til en brugelig fredsaftale, hvis en sådan ellers kan opnås, og hvis det er tilfældet, så vil vi hjælpe med at føre den ud i livet. Vores administration er forpligtet til at hjælpe med at opnå en sådan resolution og samarbejde med andre, så som NATO, FN og Rusland. (…)
