Tekst 32: Interview med FN's generalsekretær Boutros Boutros-Ghali om det amerikanske PDD 25 (21. januar 2004)
Boutros Boutros-Ghali, generalsektær i FN i 1994, giver i dette interview fra januar 2004 et billede af, hvordan USA’s nye doktrin 25 (PDD-25), der blev udstedt midt under folkedrabet i Rwanda, havde alvorlige konsekvenser for omverdenens reaktion på situationen i Rwanda. På trods af manglende handling fra FN-lande påpegede Boutros-Ghali, at der var en forskelsbehandling i håndteringen af afrikanske kriser sammenlignet med dem i vestlige nationer. Han henviste også til en samtale med den amerikanske præsident Clinton i maj 1994, da folkedrabet hærgede Rwanda, hvor Clinton gav udtryk for usikkerhed omkring USA’s vilje til at sende soldater til Rwanda, men tillige at han ikke var interesseret i dette problem.
Kilde: http://www.pbs.org/wgbh/pages/frontline/shows/ghosts/interviews/ghali.html
(…)
Hvad skete der, da sikkerhedsrådets regeringsledere holdt møde i januar, 1992?
Jeg vil nævne at det virkelige problem ikke så meget var Clintons tale. Det var, da PDD 25, det præsidentielle beslutningsdokument, blev vedtaget under Rwanda-krisen.
I henhold til dette dokument, vil De Forenede Stater ikke involveres i fredsbevarende operationer, medmindre det er et krav fra konfliktens sande hovedpersoner; medmindre der er fred; medmindre vi ved, hvor mange måneder vi har behov for tilstedeværelsen, og medmindre det er i De Forenede Staters interesse. Praktisk set er det en tilbagevenden til non-interventions politikken.
Faktisk skete den virkelige ændring ved vedtagelsen af PDD. (...) Ændringen var vigtigere end PDD, fordi USA ville sige, ”Vi tillader jer ikke at lave en fredsbevarende operation uden de Forenede Stater. Hvorfor? Fordi, for det første, er vi nødt til at bidrage med 30 procent af budgettet til denne fredsbevarende operation, og for det andet - lad os være objektive - det er sandt, at i tilfælde af I vil få problemer i denne fredsbevarende operation, vil I bede om vores hjælp, og vi vil være tvunget til at give jer den assistance.” Dette skete i Somalia, da de trak tropperne tilbage, og det skete i Jugoslavien.
Så de sagde: ”Selv, hvis vi ikke er involveret i at sende amerikanske blå hjelme til denne operation, er vi indirekte involveret på økonomisk og militær basis for i tilfælde af, at I får problemer og står overfor en fiasko, kan I bare sige ’kom og hjælp os,’ og vi vil være - grundet vores alliance på grund af vores lederskab - tvunget. Så vi nægter selv en fredsbevarende operation uden vores deltagelse.” Det eneste tilfælde, de har været villige til at acceptere, var fredsbevaring gjort uden for FN’s rammer som den franske Operation Turquoise. De betalte intet, og hele ansvaret for dette var én medlemsstats.
Havde de en pointe?
Ja og nej, fordi FN er trods alt sammensat af individuelle stater, og de må ikke handle i henhold til deres egne nationale interesser. Beviset var, at et land, i en fredsbevarende operation, kunne beslutte, at de ville at trække deres tropper tilbage, hvad der skete i Somalia. Dagen efter havde tyskerne gjort det samme, det samme have egypterne, og hermed var det slut. Så vi havde ingen garanti for, da vi sendte blå hjelme for at opretholde fred, at de ikke ville være nødt til at blive involveret i en militær konfrontation. (…)
Lad mig spørge dig om den meddelelse, Somalia sendte?
Jeg er enig i, at dette var en reaktion, at du finder blandt forskellige dele af verden, som fik dem til at sige: ”OK, hvis de er så bange for at miste deres soldater, er den bedste løsning at dræbe nogle af dem, og så vil de trække sig tilbage.” Det var, hvad Hutuerne gjorde, da de dræbte belgierne og resultatet var næsten automatisk.
Den belgiske minister kom til mig om natten. Jeg var i Bonn, og han sagde: ”Vi vil trække os tilbage, og I skal trække alle tropperne tilbage, bare for at undgå beskyldningen om, at Belgien er den eneste nation, som trak sine tropper tilbage.” Så det var nøjagtigt den samme reaktion, der skete i Somalia. Du kan se, hvad der skete med et land, det vil have en indflydelse på andre lande eller i det mindste på den offentlige mening om synet på denne form for operation.
Hvad sagde du til den belgiske minister, da han sagde det til dig?
Jeg bønfaldt ham om at opretholde deres våben, deres tunge skyts, som de havde, så vi kunne bruge dem til at styrke tilstedeværelsen af de andre tropper på jorden … Jeg sagde: ”Efterlad våbnene,” og han lovede, at han ville gøre sit bedste. Men de tog deres våben med sig.
Forsøgte du at overtale ham til ikke at trække de belgiske tropper tilbage?
Ja selvfølgelig, men beslutningen var allerede blevet truffet. Han sagde: ”Vi er ikke bare nødt til at trække os tilbage; vi er nødt til at trække alle tropperne tilbage.” Det eneste, jeg kan sige, er, at det var en fiasko for de Forenede Nationer, at det ikke lykkedes os at overbevise medlemslandene om vigtigheden af, hvad der foregik i Rwanda.
Vi måtte ikke engang bruge ordet “folkedrab.” Så det var en fiasko. Det var min fiasko. Jeg kan huske, at jeg gav et interview til Newsweek eller Time Magazine, hvor jeg sagde offentligt at det var en fiasko. Igen, en anden fiasko er – jeg fandt først ud af det for et par dage siden - at den franske intervention om for sent. Hvorfor kom den franske intervention ikke to måneder tidligere? Jeg fik at vide for kun et par dage siden, at der var en konflikt i det franske kabinet. Visse medlemmer var for interventionen, mens andre var imod. (…)
Sent i december 1993 og i begyndelsen af januar 1994 sneglede fredsprocessen sig langsomt frem, men der var en masse forstyrrelser, som Præsident Habyarimana var påvirket af. Hvilke signaler fik du fra general Dallaire og FN’s Specialrepræsentant, Booh-Booh, om, hvad der skete?
Igen, her skal du have en komparativ tilgang. Faktum var, at der ikke kun var forstyrrelser i fredsprocessen i Rwanda. Vi havde samme problem i Cambodja, Mozambique og i Salvador. Så for os var det ikke noget usædvanligt. Det var normalt, at før vi nåede til en endelig fredsaftale, ville vi have en masse uheld.
Det havde ikke skabt en særlig reaktion: for det første plejede vi at modtage tusindvis af telegrammer hver dag fra de forskellige verdensdele, og for det andet, var det en normal situation. Det var ikke specifikt for Rwanda. … Det betyder, at efter to måneders hårdt arbejde, er du tilbage, hvor du startede, og du bliver nødt at starte forfra. Så det faktum, at der var en forstyrrelse, og at der var forskellige modsigelser, og at Dallaire måske sendte et telegram, der sagde, at situationen var særlig besværlig, skabte ikke en usædvanlig reaktion, fordi det var specificiteten for enhver fredsbevarende operation.
Man troede stærkt på, ikke bare fra FN’s side, men også fra det diplomatiske samfund i Kigali, at fredsprocessen ville lykkes.
Præcis dette er igen endnu et aspekt af problemet. Med undtagelse af, hvad der skete med FN i Congo i de forskellige fredsbevarende operationer, havde vi aldrig en reel frygt; for igen, hvad var formålet med fredsbevaringen? … Den eneste store fiasko, der havde en indflydelse var Somalia, hvilket var den første fiasko, der skabte et syndrom – et Somalia syndrom.
Hvad med faxen general Dallaire sendte den 11. januar?
Når man ser tilbage, var dette telegram vigtigt, men vi modtog hundredvis af telegrammer med information om, at der ville være et attentat mod Hr hvem-som-helst, og at der var blevet fundet våben. Vi modtog samme meddelelser fra Salvador, Guatemala og Nicaragua osv. Når jeg tænker tilbage, var alle opmærksomme på dette telegram, men vi modtog praktisk talt ti af den slags om dagen.
Inden for PKO, blev det modtaget som et usædvanligt telegram. Nåede det nogensinde frem til generalsekretæren?
Nej, nej, det nåede aldrig generalsekretærens niveau, nej. Der var en meget vigtig decentralisering. Vi modtog kun en rapport fra PKO baseret på forskellige telegrammer, og denne rapport blev givet til ambassadørgeneralen, der læste denne rapport for Sikkerhedsrådet.
PKO havde fuldmagt til at give os de oplysninger, de ønskede at give, og PKO var under amerikansk indflydelse siden Somalia. De Forenede Nationers fiasko og min fiasko er måske, når jeg ser tilbage, at jeg ikke pressede nok på overfor sikkerhedsrådets medlemmer. Jeg havde talt med dem direkte og indirekte. Jeg nævnte General Dallaire for første gang, men hvis jeg måske havde været mere pressende?
Dallaire sendte advarslen, men i hans bog skriver han, at han også konstant var optimistisk i opløbet til folkedrabet.
Ser du, som forfatter selv, har jeg skrevet en anden bog. Problemet er, når du skriver noget retrospektivt, han man brug for en masse mod for ikke at ændre på tingene, ellers glemmer man en bestemt virkelighed, og du må bare tage dit syn i dag i betragtning. Min opfattelse ændrede sig. Den 31. januar, 1992, var jeg sikker på, at jeg blev bedt af det internationale samfund om at spille rollen som supermanden, der forsøgte at styre tiden efter den kolde krig.
Det var en fejl. Jeg tog fejl, men jeg opdagede det først mange år senere. Jeg handlede på grundlag af det mandat, jeg var blevet givet af verdens vigtigste ledere: Præsident Bushs far, den franske Premierminister, Præsident Mitterand, kineserne og alle sammen. Jeg var lige blevet udnævnt som generalsekretær. Enogtredive dage senere, blev jeg bedt om at lave ændringen, ”du skal gøre dette,” så jeg havde illusionen om at jeg havde et reelt mandat, og det var en fejl. (…)
Du præsenterede tre muligheder for sikkerhedsrådet?
Jeg var for supplerende styrker, hvilket vi havde i nogle andre tilfælde. I Jugoslavien, havde jeg også bedt om supplerende styrker. Jeg tog endda af sted for at mødes med den franske Premierminister, og jeg foreslog yderligere styrker, men ingen ønskede at sende tropper. Problemet var ikke at sige, at vi ville have 10,000 blå hjelme. Det var at finde landet der var klar på at sende de blå hjelme. (…)
