Tekst 34: Bill Clintons tale til folkedrabets overlevende, holdt i Kigali Lufthavn (den 25. marts 1998)
Fire år efter folkedrabet var den amerikanske præsident Bill Clinton på besøg i Rwanda, hvor han holdt en tale til de overlevende fra folkedrabet. Talen kan ses som en delvis undskyldning for passivitet under massakrerne, men også en slags bortforklaring for ikke at handle. Talen kan sammenstilles med kildetekst 31: Clintons tale på det amerikanske flådeakademi i maj 1994.
Kilde: https://www.cbsnews.com/news/text-of-clintons-rwanda-speech/
(…)
I løbet af de 90 dage, der begyndte d. 6. april i 1994, oplevede Rwanda de værste massakrer i dette land så dækket af blod, som vi nu står for at forlade. Familier blev myrdet i deres hjem, folk blev jagtet af soldater og militser igennem landbrugsområder og skove, som var de flygtende dyr.
Fra Kibuye mod vest til Kibungo mod øst samledes folk og søgte tilflugt i tusindvis i kirker, i hospitaler og i skoler. Og når de blev fundet, blev de dræbt; gamle og syge, kvinder og børn – de blev dræbt, fordi deres identitetskort sagde, de var tutsier, eller fordi de havde en tutsi-slægtning, eller fordi nogen syntes, de lignede tutsier eller slået ihjel som tusindvis af hutuer blev det, fordi de beskyttede tutsier eller ikke ville tolerere en politik, som forsøgte at udslette folk, som blot dagen før eller år tidligere havde været deres venner og naboer.
Regeringsanførte anstrengelser for at udrydde Rwandas tutsier og moderate hutuer kostede, som I ved bedre end jeg, mindst en million liv. Eksperter indenfor dette område siger, at dræberne, der var bevæbnet med macheter og køller, udførte deres arbejde fem gange så hurtigt, som det foregik i de mekanisk arbejdende gaskamre, som nazisterne brugte.
Det er vigtigt, at verden får at vide, at disse drab ikke var spontane eller tilfældige. Det er vigtigt, at verden hører, hvad jeres præsident netop har sagt. Det var bestemt ikke resultatet af gamle stammeopgør. Faktisk havde disse folkeslag levet sammen i århundrede, før de begivenheder, som præsidenten beskrev, fandt sted.
Disse begivenheder voksede frem fra en politik, der tog sigte på en systematisk udryddelse af et folkeslag. Grunden til vold blev omhyggeligt forberedt, medierne, der var forgiftet med had, angav tutsierne som syndebukke for Rwandas problemer og fornægtede deres menneskelighed. Alt dette blev klart gjort for at gøre det let for ellers modvillige folk at deltage i masseslagteri.
Lister over ofre, navn efter navn, blev lavet i forvejen. I dag billeder af alt det, der hjemsøger os alle: de døde der dæmmer op for Kigara-floden til Victoriasøen. Deres skæbne minder os om den evne, der er i folk overalt, til ren ondskab. Vi kan ikke udslette denne evne, men vi må aldrig acceptere den. Og vi ved, den kan bekæmpes.
Det internationale samfund, sammen med Afrikas nationer, må ligeledes bære sin del af ansvaret for denne tragedie. Vi handlede ikke hurtigt nok, efter drabene begyndte. Vi skulle ikke have tilladt, at flygtningelejre blev en tryg havn for dræberne. Vi kaldte ikke disse forbrydelser ved deres rette navn: folkemord. Vi kan ikke forandre fortiden. Men vi kan og må gøre alt i vores magt for at hjælpe jer opbygge en fremtid uden frygt og fuld af håb.
Vi skylder de, der døde og de overlevende, som elskede de døde, at gøre alt, hvad vi kan for at øge vores agtpågivenhed og styrke vores modstand mod de, der vil begå den slags uhyrligheder i fremtiden her eller andetsteds.
Faktisk har vi en gæld til alle verdens folkeslag, som er i fare, fordi enhver blodsudgydelse får den næste til at komme hurtigere, efterhånden som værdien af menneskeliv bliver forringet, og vold bliver tolereret, og det utænkelige bliver mere tænkeligt. Vi skylder alle mennesker i verden at gøre vores bedste for at organisere os, så vi kan forøge chancerne for at undgå disse begivenheder. Og når de ikke kan forhindres, så kan vi gribe hurtigere ind for at minimere rædslerne.
Så lad os udfordre os selv med at bygge en verden, i hvilken ingen gren af menneskeheden, hverken pga. national, racemæssig, etnisk eller religiøse faktorer, igen bliver truet af ødelæggelse pga. de kendetegn, som folk burde være stolte af. Lad os arbejde sammen som et samfund af civiliserede nationer for at styrke vores evne til at undgå, og om muligt, stoppe folkemord.
For at gøre det beordrer jeg min administration sammen med det internationale samfund til at forbedre vores system til at identificere og være opmærksomme på nationer, der er i fare for at opleve folkemordsagtige voldshandlinger, så vi kan sikre verdensomspændende opmærksomhed overfor kommende trusler. Det kan synes mærkeligt for jer her, specielt de mange af jer, som har mistet medlemmer af jeres familier, men over hele verden var der mennesker som mig, som dag efter dag sidder lukket inde på et kontor, og derfor ikke fuldt ud forstod alvoren og den fart, med hvilken I blev opslugt af denne utænkelige rædsel.
Vi har også set, og det ønsker jeg at sige igen, at folkemord kan ske overalt. Det er ikke et afrikansk fænomen og skal aldrig ses på den måde. Vi har set det i det industrialiserede Europa. Vi har set det i Asien. Vi skal udvikle global vagtsomhed. Og aldrig igen må vi vige tilbage, når vi bliver stillet overfor beviser.
(…)
