Tekst 43: Forsoningskomiteens udlægning af tiden efter folkedrabet og behovet for national forsoning
NURC er den regeringsnedsatte forsoningskomité, som siden sin oprettelse har haft stor betydning i den rwandiske politik for forsoning og national enhed. I nedenstående kildetekst argumenteres der for nødvendigheden af en sådan komité, og hvad det var for et Rwanda, som folkedrabet havde efterladt.
Kilde: http://www.nurc.gov.rw/index.php?id=69
Rwanda efter 1994: nødvendigheden for enhed og forsoning
Enhed og forsoning er alle rwandere og institutioners ansvar. Det er den eneste mulighed for fred, som Rwanda valgte at påtage sig efter den diskriminerende og splittende politik, der kastede landet i/til krige og folkedrabet i 1994 mod tutsierne.
Efter folkedrabet mod tutsierne i 1994 og RPA-befrielseskrigen, der stoppede den, blev Rwanda efterladt med de traumatiserede overlevende, utallige forældreløse og enker, tusindvis/tusinder af handicappede og en generelt meget/dybt traumatiseret og sårbar befolkning. Der var blevet så meget blod og statens troværdighed var blevet undergravet/undermineret af folkedrabet, da nogle af dets institutioner havde planlagt og gennemført/udført folkedrabet. Hele landets infrastruktur, der spænder fra skoler, hospitaler, fabrikker og regeringsafdelinger, var blevet totalt ødelagt eller alvorligt/voldsomt plyndret af de flygtende folkedrabsstyrker og Interahamwe (militser). lov og orden var fuldstændigt brudt sammen, alle nationale retshåndhævende myndigheder og retsinstitutioner var ophørt med at eksistere, og retspleje-systemet brudt sammen Der var ingen statsforvaltning, og regeringens administrative kapacitet var kollapset Tjenestemænd var enten blevet dræbt under folkedrabet eller var flygtet ud af landet. Landet blev således efterladt med de traumatiserede overlevende, utallige forældreløse og enker, tusindvis af handicappede, millioner af flygtninge og internt fordrevne mennesker og en generelt dybt traumatiseret og sårbar befolkning. En sky af usikkerhed var også vedvarende, fordi de besejrede ex-styrker Armées Rwandaises (FAR) og Interahamwe (militser) omorganiserede sig for at fortsætte deres folkedrabskampagne og handlinger.
Eftervirkningerne af folkedrabet mod tutsierne i 1994 stod derfor overfor en enorm udfordring med at genforene og forsone rwanderne, der var i traumer og nød. At genoprette tilliden til myndighederne og især at rehabilitere politiets og hærens omdømme, der havde deltaget i drabene under det tidligere styre, ville blive noget af en bedrift. Den overordnede udfordring var således, hvordan man genopbygger den socioøkonomiske, kulturelle og institutionelle struktur, gendanner sikkerhed, sørger for retfærdighed, og skaber forsoning og enhed i et ødelagt land, der består af en såret, splittet og traumatiseret befolkning.
For at imødegå Rwandas mørke fortid og den deraf følgende arv og udfordringer mod et nyt og lyst samfund, var genoprettelsen af den nationale enhed og forsoning således afgørende. Rwandas Patriotiske Front havde faktisk betragtet enhed og forsoning som en proces, der er grundlæggende for stabiliteten og Rwandas udvikling; en uomgængelig forudsætning for genoprettelsen af demokrati, fred og ro, retsprincippet, national samhørighed og holistisk udvikling.
I denne henseende er der indført en række mekanismer og programmer, der blandt andet omfattede magtfordelingen og oprettelsen af en enheds- og forsoningskommission. Men inden man kan komme dertil, ser det ud til at være relevant at diskutere, hvordan enhed og forsoning forstås i Rwanda, som afviger fra generelle teoretiske perspektiver.
