Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
Folkedrabet i Rwanda
//
Kildetekst 5

Opråb fra Selskabet for Tysk Kolonisation (1884)

Efter Tysklands samling i 1871 oplevede landet en meget stærk økonomisk og industriel udvikling. Det skabte en ny tysk stormagtsbevidsthed og fremmede ønsket om at få 'en plads i solen' som kolonimagt. Ved et møde i Berlins Konservative Klub grundlagdes den 28. marts 1884 Selskabet til tysk kolonisation. Initiativtageren var dr. Carl Peters, som var den tyske kolonialismes ledende ideolog, og som også tog del i konkrete tyske koloniseringsprojekter i Østafrika. Selskabet havde halvvejs privat karakter, men vandt den tyske stats opbakning. Kilden gengiver det opråb, den stiftende forsamling vedtog.

Uddrag fra Carl Peters: Die Gründung von Deutsch-Ostafrika. C. A. Schwetschke und Sohn, 1906. s. 43-45. Oversat af Hans Henrik Schwab.

 

Tysk kolonisation

Den tyske nation står uden noget efter den fordeling af Jorden, der har fundet sted fra slutningen af det 15. århundrede og frem til vore dage.  Alle andre kulturfolk i Europa råder også uden for vores del af verden over steder, hvor deres sprog og særpræg slår dybe rødder og kan udfolde sig. Så snart den tyske udvandrer har lagt landets grænser bag sig, er han en fremmed på udenlandsk grund. Det Tyske Rige – stort og stærkt i kraft af den med blod opnåede enhed – står som den styrende magt på det europæiske kontinent: I det fremmede må dets sønner overalt føje sig under nationer, der enten forholder sig ligegyldigt eller ligefrem fjendtligt til vores nation. Den store strøm af tysk udvandring er gennem århundreder flydt sammen med fremmede racer for at forsvinde i dem. Tyskheden uden for Europa står uafladeligt for fald i national undergang.

Bag denne for den nationale stolthed så smertefulde kendsgerning gemmer sig et ufatteligt økonomisk tab for vores folk! Hvert år mister vores fædreland 200.000 tyskeres arbejdskraft. Denne arbejdskraft strømmer mestendels direkte ind i vores økonomiske konkurrenters område og forøger vores modstanderes kraft. Den tyske import af produkter fra tropiske egne kommer fra udenlandske bosættelser, hvorved der årligt går mange millioner i tysk kapital tabt til fremmede nationer. Den tyske eksport er afhængig af den udenlandske toldpolitiks bestemmelser. Vores industri mangler et afsætningsmarked, der er stabilt under alle forhold, fordi vores folk mangler egne kolonier.

Til at rette op på dette nationale misforhold kræves praktisk og driftig handling.

Ud fra denne overbevisning er der i Berlin blevet dannet et selskab, der har sat sig som mål at iværksætte konkrete tiltag til en sådan handling.

Selskabet for Tysk Kolonisation vil på beslutsom og gennemgribende vis tage hånd om udførelsen af nøje gennemtænkte kolonisationsprojekter og således hjælpe og supplere de bestræbelser, som foreninger med et lignende sigte udfolder.

Det ser det som sin særlige opgave:

  • At tilvejebringe tilstrækkelig kolonisationskapital.
  • At finde og erhverve brugbare kolonisationsområder.
  • At lede den tyske udvandring derhen.

Opfyldt af den overbevisning, at der ikke bør tøves længere med den ihærdige iværksættelse af denne store nationale opgave, vover vi at træde frem for det tyske folk med en bøn om kraftig støtte til vores selskabs bestræbelser! Den tyske nation har igen og igen vist, at den er rede til at ofre sig for almene patriotiske initiativer: Den vil også på handlekraftig vis deltage i løsningen af denne store historiske opgave.

Enhver tysker, hvis hjerte slår for vores nations storhed og ære, opfordres til at slutte sig til vores selskab. Det handler om at råde bod på århundreders forsømmelser; om at bevise for verden, at det tyske folk sammen med den gamle ’rigsherlighed’ også har overtaget fædrenes tysk-nationale ånd.

 

Til kildetekst 4 | Til oversigten over kildetekster | Til kildetekst 6

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk