Deportation af de tjekkoslovakiske jøder under Anden Verdenskrig
Under Anden Verdenskrig skete der, som i andre tyskbesatte lande, udskillelse, deportation og tilintetgørelse af den jødiske befolkning. Dokumentet her, der stammer fra det tjekkoslovakiske udenrigsministerium, beretter herom.
Den 2. december 1942 udstedte ’protektoratets’ landbrugsministerium en specialordre, der ikke kun udelukkede jøderne fra at købe fødevarer, der ikke var rationeret, men endog udelukkede dem fra at modtage fødevarer som en gave fra enhver privat borger. Denne ordre skulle endvidere diskret via landbrugsministeriet udelukke jøderne helt eller delvist fra at skaffe sig rationerede fødevarer, resterne af det jødiske samfund skulle på denne måde langsomt dø af sult.
Det blev således kun tilladt (for jøderne) at handle ind i en time hver femte dag, denne time blev lagt på et tidspunkt, hvor først tyskerne og derefter tjekkerne havde købt ind, de små butikker var derfor på det nærmeste tømte.
Efter besættelsen af Polen udpegede Hitler Lublin og dets omkringliggende distrikter som et område, i hvilket jøder fra alle besatte lande skulle koncentreres. Omkring 2000 jøder fra Ostrava var de første, der blev sendt dertil. Et år senere, i slutningen af oktober 1941, blev 48.000 tjekkiske jøder udvalgt til deportation. Mænd mellem 16 og 50 blev sendt til arbejdslejre, mens deres hustruer og børn blev ført til specielle områder i det østlige Polen.
I slutningen af juni 1942 begyndte deportationerne til Polen i større skala. Gestapo blev beordret til at forberede 1000 jøder til afrejse hver mandag og hver torsdag. Den, der skulle af sted, fik varsel en dag eller to i forvejen. Nazisternes fortegnelser over jøderne var ufuldstændige, og det skete ofte, at et udvælgelseskort blev adresseret til personer, der var døde år forinden, havde forladt landet eller allerede var deporteret. I sådanne tilfælde sikrede man sig den daglige kvote på tusinde ved at samle folk op på gaden eller ved at hive dem ud af deres senge midt om natten. Gestapo fandt fornøjelse i at udvælge de, der skulle deporteres, således, at familier blev splittet, koner og mænd blev adskilt fra hinanden, selv små børn blev splittet fra deres mødre. Dem, der blev efterladt hjemme, fik aldrig lov til at sige farvel til deres familie eller venner. Ind imellem på sommermorgener kunne tjekkiske venner se disse dystre processessioner af fredløse, der marcherede mod banegården, idet de for sidste gang gik gennem Prags gader.
I slutningen af 1942 var der stort set ingen jøder tilbage i Bøhmen og Mæhren. Ud af 90.000 tjekkiske jøder var mere end 72.000 deporteret.
Til trods for dette fortsatte deportationerne, og i slutningen af august 1942 var der kun ca. 20.000 jøder i Slovakiet, de fleste af dem levede i ghettoer, nazisterne var dog stadig ikke tilfredse. I slutningen af november 1942 blev der etableret en speciel komite, der skulle beslutte, hvordan den endelige udryddelse af de tilbageværende jøder skulle finde sted…