Den tjekkoslovakiske stats syn på politiske spørgsmål

I pjecen »100 spørgsmål om Tjekkoslovakiet«, der end­og blev udgivet på dansk, redegør den officielle tjekko­slovakiske stat i 1984 for en lang række centrale spørgs­mål. Teksterne her drejer sig om synet på grundloven, den nationale front, kommunistpartiets stilling og de borgerlige rettigheder.

»Hvilken forfatning har Tjekkoslovakiet?«

Den første grundlov efter krigen var den, der blev vedtaget af Den grundlovgivende Nationalfor­sam­ling den 9. maj 1948. Heri var en række revolu-tionære goder, som den arbejdende befolkning havde opnået i de første efterkrigsår, retligt ned­fældet, og heri bekræfte­des nationaliseringen af vigtige produktionsmidler og resultaterne af en jordreform. Denne grundlov definerede de repræ­sen­tative or­ganer som organer for statsmagten, der ikke blot vælges af folket, men også kontrolleres af og er ansvarlige over for folket. Borger­nes rettig­heder var blevet udvidet med sociale og økonomiske ret­tigheder.

Den 11. juli 1960 vedtog Natiortalforsamlingen en ny grundlov, der ændrede statens navn til Den tjek­ko­slovakiske socialistiske Republik. Denne grund­lov definerede Tjekkoslovakiet som en so­cialistisk stat, der bygger på et fast forbund mellem arbejdere, bønder og intelligens med arbejderklassen i spidsen. Der står, at Tjekkoslovakiet hører til det sociali­sti­ske verdens system, at Tjek­koslovakiet arbejder for at udbygge de venskabelige forbindelser med alle na­tioner og sikre en varig fred i hele verden, og vi­de­re, at Tjekkoslovakiets kommunistiske Parti er den ledende kraft i sam­fundet og staten. Der er til­lige fastsat retsnormer for Den nationale Fronts vir­ke.

Nogle af denne grundlovs bestemmelser blev ophæ­vet ved grundlovstillægget om den tjekkoslovakiske føderation, der trådte i kraft den 1. januar 1969. I dette tillæg til grundloven erklæres Den tjekkoslo­vakiske socialistiske Republik for en føderativ stat af to ligeberettigede nationale republikker, Den tjek­kiske socialistiske Republik og Den slovakiske socia­listiske Republik. Grundlov­stillægget fastlægger de­lin­gen af kompetencen mellem den fødera­tive republik og de nationale republikker og afgrænser de repræsentative forsamlingers og de udøvende organers rettigheder og pligter.

Hvordan fungerer Den nationale Front

»… Jeg er klar over, hvad Den nationale Front står for

i al almindelighed Men hvem er med i den, og hvad går dens virke ud på i praksis?«

Den nationale Fronts stilling er fastlagt i grund­loven. Det siges det pågældende sted: »Tjekkernes og slovakkernes Nationale Front, hvori alle organi­sationer af samfundsmæssig betydning indgår, er det politiske udtryk for det forbund af arbejdende i by og på land, som Tjekkoslovakiets kommunistiske Parti står i spidsen for«.

I Den nationale Front indgår dels politiske partier, dels forskelli­ge interessesammenslutninger. Tjekko­slovakiets kommunistiske Parti er det eneste parti, der har hele landet som virkeområde. Som et regi­o­nalt led virker Slovakiets kommunistiske Parti. Pr. 1. jan. 1981 havde Tjekkoslovakiets kommunistiske Parti 1.538.179 med­lemmer i 45.564 grundorga­ni­sa­tioner. I Den nationale Front står også andre poli­tiske partier, nemlig Det tjekkoslovakiske sociali­sti­ske Parti og Det tjekkoslovakiske Folkeparti i den tjek­kiske so­cialistiske Republik samt Partiet for slo­va­kisk Genfødelse og Fri­hedspartiet i Den slova­kiske socialistiske Rebpulik.

I Den nationale Front indgår yderligere frivillige sammenslutnin­ger såsom fagforbundene, ungdoms­forbundet, kvindeforbundet, det kooperative for­bund, desuden gymnastik- og sportsforeninger, hjemmeværn, brandværn og mange andre for­enin­ger. Hertil kom­mer forfatterforbundet, kunstner­forbundene, forskellige andre in­teresse­sammen­slutninger og de forskellige nationale mindretals

kulturelle organisationer.

Rundt om i Tjekkoslovakiet er Den nationale Front repræsente­ret ved ca. 7000 afdelinger – lokalafde­lin­ger, amtsafdelinger eller provinsafdelinger. I disse afde­linger arbejder omkring 94 000 med­lemmer, udpeget af de politiske partier og medlemsorga­nisa­tioner­ne. I spidsen for arbejdet i føderationen og de nationale repu­blikker står Den nationale Fronts central­komiteer. Afdelinger og centralkomiteer disku­terer de politiske. økonomiske, sociale og kulturelle problemer, der er aktuelle inden for de landpmråder, de repræsenterer, bliver enige om fælles standpunkter, som så realise­res gennem medlemsorganisationerne i Den nationale Front. Den nationale Front er på den måde et vigtigt red­skab for folkets delta­gel­se i statens ledelse og i admi­nistrationem af offentlige anliggen­der.

Det kommunistiske partis ledende stilling

»Hvorpå beror den ledende stilling, som Tjekko­slovakiets kommunistiske Parti indtager?«

Tjekkoslovakiets kommunistiske Parti blev stiftet på den socialde­mokratiske venstrefløj s kongres i Praha 14.-16. maj 1921. På sin 5. kongres i 1929 fik par­tiet en ny ledelse med Klement Gottwald i spidsen. Det var et afgørende skridt hen imod dannelsen af et re­volutionært parti, der ved sit politiske virke øve­de en radikal ind­flydelse på den videre udvikling i landet.

Kommunisterne stillede sig i spidsen for det arbej­dende folks kamp for sine vitale interesser, mod lønnedsættelser og afskedigel­ser. I denne kamp vandt partiet bred tilslutning fra befolkningens side. Da Tjekkoslovakiet var truet på sin eksistens af det nazistiske Tyskland, arbejdede kommunisterne på at få dannet en antifasci­stisk front. I 1938, da Mün­chendiktatet kom, stillede kommunister­ne sig imod den borgerlige regerings kapitulationspolitik.

Under den nazistiske okkupation gik partiet over til illegalt vir­ke, og under vanskelige forhold organi­se­rede det kampen mod besættelsesmagten. Kom­mu­nisterne stod i forreste række blandt frihedskæm­per­ne - under Den slovakiske Nationalopstand, under det tjekkiske folks Majopstand, i partisanbevægelsen og i de mi­litære enheder, der dannedes i Sovjetuni­onen.

Efter befrielsen af Tjekkoslovakiet fremlagde det kommunistiske parti et program, der forudsatte dybe samfundsøkonomiske refor­mer, og vandt gen­nem det folkets tillid. Ved valgene, der fandt sted i 1946, fik kommunisterne 40% af stemmerne i det tjekkiske område og 30% i Slovakiet. Sammen med socialdemokraterne (der senere sluttede sig sammen med kommunisterne) rådede kommuni­sterne over mere end halvdelen af stemmerne og mandaterne.

Det kommunistiske partis ledende stilling er ikke blot baseret på partiets fortjenester i fortiden. Den er tillige en objektiv følge af samfundets udvikling. Arbejderklassen er på grund af sin talstyrke og sin revolutionære indstilling primus motor i kampen for socialt fremskridt. Det kommunistiske parti er arbejderklassens avantgar­de, idet det fremstår som en sammenslutning af de mest bevidste og. aktive arbejdere, og er derfor den ledende politiske kraft i sta­tens og samfundets udvikling.

[…]

Lige ret og frihed for alle

». . . Hvordan er det med de borgerlige rettigheder

i Tjekkoslovakiet?«

Tjekkoslovakiet er medunderskriver af alle vigtige internationale aftaler om menneskerettigheder. Bor­gernes fundamentale rettighe­der er nedfældet i grund­loven og nærmere udformet i love og be­kendt­gørelser. Den faktiske udøvelse af sociale, poli­tiske og per­sonlige rettigheder er sikret gennem prak­tiske foranstaltninger fra statens, erhvervslivets og interesseorganisationernes side.

Grundloven fastslår, at borgerne har ret til arbejde, til løn for udført arbejde og til hvile efter arbejde. Den tilkender dem endvi­dere ret til beskyttelse af helbredet og til lægehjælp og til at blive forsørget i alderdommen og i tilfælde af arbejdsudygtighed. Andre paragraffer i grundloven handler om ret til uddannelse, beskyttelse af moderskabet og familien og om kvinders ligeberettigelse i fami­lien, på ar­bejds­pladsen og i det offentlige liv.

Den tjekkoslovakiske grundlov fastslår, at valgretten til alle repræsentative organer er almindelig, lige og direkte, og at afstem­ningen er hemmelig. Den ga­ran­terer borgerne ytringsfrihed inden for alle om­råder af samfundslivet, først og fremmest talefrihed og trykkefrihed, og fastslår, at borgerne kan hen­ven­de sig til myndig­hederne med forslag og klager. Grund­loven garantererligeledes de personlige rettig­heder, såsom personens og boligens ukrænkelig­hed, brevhemmeligheden, telekommunikations­hemme­lig­heden, frit valg af bopæl og religionsfrihed.

Samfundsordningens demoraktiske karakter er i Tjek­­koslova­kiet givet ved, at enhver borger kan be­nytte sig af alle de nævnte rettigheder - her gælder ingen indskrænkninger på grund af na­tionalitet, race eller social status.

Personens ukrænkelighed

». . . Hvordan er borgeren beskyttet mod en vilkårlig

begrænsning af den personlige frihed?«

»Den tjekkoslovakiske grundlov garanterer perso­nens ukrænkelig­hed. En borger kan kun sigtes og retsforfølges af de grunde og påden måde, der er foreskrevet i loven, og ingen kan va­retægtsfængsles undtagen efter kendelse af dommer eller anklager i de tilfælde, som loven nærmere angiver.

Den tjekkoslovakiske straffelov fastsætter tre grunde til va­retægtsfængsling. En sigtet kan tages i varetægt, hvis der er fare for, at han vil flygte eller gemme sig for at undgå retsforfølgning eller straf. Varetægtsfængsling kommer navnlig på tale, hvis det ik­ke er muligt at konstatere sigtedes indentitet, hvis vedkommende ikke har fast bopæl eller fast ar­bejde, eller hvis han skønnes at kunne blive idømt en høj straf.

En sigtet kan ligeledes varetægtsfængsles, hvis der foreligger fa­re for, at han vil påvirke vidner eller med sigtede eller på anden måde vil lægge hin­drin­ger i vejen for sagens opklaring. Og endelig kan en sigtet tages i varetægt, hvis der er fare for at han vil fortsætte med kriminel virksomhed, vil fuldbyrde en strafbar hand­ling, som han har gjort forsøg på, truf­fet forberedelser til eller fremsat trusler om.

Under forundersøgelsen er det anklageren, der træf­fer bestem­melse om varetægtsfængsling, senere er det retten. Va­retægtsfængsel under forundersøgelse må højst vare to måneder. Kun overordnet ankla­gemyndighed kan forlænge denne frist. Så snart grun­d­ene til varetægtsfængsling ophører, skal borgeren ufortøvet sættes på fri fod.

Politimyndighederne kan også anholde en mistænkt person, når der foreligger en af de nævnte grunde til

varetægtsfængsling. Men inden der er gået 48 timer, må han enten sættes på fri fod eller fremstilles for en anklager med fremlæggelse af bevismateriale.

Ytrings- og forsamlingsfrihed

». .. Ytringsfriheden må naturligvis have sine grænser.

Hvor går den i Tjekkoslovakiet?«

Tjekkoslovakiets grundlov anfører, at der i overens­stemmelse med det arbejdende folks interesser er til­sikret alle borgere ytringsfri­hed på alle områder af sam­fundslivet, specielt også tale- og trykke­frihed. Denne ret udnytter borgerne ikke blot for at kunne udvikle deres personlighed og deres skaberkraft, men også for at kunne gøre sig gældende ved aktiv deltagelse i statens administration og i landets øko­nomiske og kulturelle opbygning. Grundloven fast­slår videre, at der til dette formål også garanteres borgerne forsam­lingsfrihed og frihed til at orga­nisere gadeoptog og demonstratio­ner.

Disse rettigheder er i praksis sikret ved, at de for­skellige interes­seorganisationer kan disponere over forlag, trykkerier (i Tjekkos­lovakiet udkommer ca. 1700 tidsskrifter og 30 dagblade), offentlige byg­ninger, sale og offentlige pladser. Ytringsfriheden kan naturlig­vis ikke udnyttes i strid med loven. Ifølge straffeloven er det straf­bart offentligt og på an­stødelig måde at fremsætte ringeagtende udtaleser om en nationalitet, om dens sprog, om en befolk­nings­gruppe i Tjekkoslovakiet, det være sig tilhæn­gere af det socialistis­ke samfunds- og stats system, tilhængere af en bestemt tro eller tilhængere af ate­ismen. Strafbare er også ringeagtende ytringer om Den tjekkoslovakiske socialistiske Republik og dens forfat­ningsmæssige repræsentanter og om andre socia­listiske stater og deres ledere. Det er ikke tilladt at udsprede alarmerende meddelel­ser, som er falske og kan fremkalde fare for alvorlig uro blandt be­folkningen.

Religionsfrihed

». . . Om søndagen er jeg vant til at gå i kirke. Har jeg

mulighed for det også i Tjekkoslovakiet?«

I Tjekkoslovakiet kan man bekende sig til en hvil­ken som helst tro eller være uden tro, og man kan udføre religiøse handlinger, for så vidt de ikke er i modstrid med loven. Ingen kan anføre religiøs tro eller overbevisning som fyldestgørende grund til at nægte at opfyl­de en pligt, der påhviler borgerne ved lov. De tjekkoslovakiske myndigheder holder ikke kontrol med, om en borger tilhører no­gen bestemt kirke. Registreringen af folks religiøse tilhørsforhold blev ophævet i 1954.

I Tjekkoslovakiet virker 18 religiøse samfund, heri­blandt den ro­mersk-katolske, den græsk-katolske og den ortodokse kirke, den jødiske menighed samt for­skellige evangeliske kirker som bapti­ster, meto­dister, unitarer m.fl. Disse kirkesamfund har i alt 28 bi­skopper og over 4800 præster. Præsterne mod­ta­ger fra staten en regelmæssig månedsløn, der fra 1. maj 1981 blev reguleret, så den svarer til den tjek­koslovakiske borgers gennemsnitsløn. De har sam­me rettigheder som alle andre borgere, så der f.eks. tilkommer dem gratis lægehjælp, sygepenge, inva­lide- og alderspension.

I Tjekkoslovakiet er der over 8200 kirker. Af disse tilhører 5000 bygninger den roIrierks-katolske kir­ke. I 1981 blev der over stats­budgettet udredt over 200 mio. tj. kr. til reparationer og vedlige­holdelse af kirkebygninger. Kirkesamfundene udgiver bibler, sal­­mebøger og andre tryksager. Der udkommer i alt 27 forskellige kirkelige tidsskrifter. På seks teologi­ske højskoler forbereder 600 elever sig til præste­gerningen.

Tekst 16 | Oversigten over kildetekster | Tekst 18