Charta 77
I 1977 udsendte en række borgere i Tjekkoslovakiet Charta 77. Dokumentet, der kritiserer menneskerettighedssituationen i Tjekkoslovakiet, blev underskrevet af 240 mennesker. Af disse var flere fremtrædende dissidenter.
"Sbirka zakonou CSSR" (Tjekkoslovakiets lovtidende) nr. 120 offentliggjorde den 13. oktober 1976 "International pagt om borgerlige og politiske rettigheder" og "International pagt om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder". Begge er underskrevet i vor republiks navn i 1968, bekræftet i Helsinki 1975, og de trådte i kraft hos os den 23. marts 1976. Siden da har vore borgere haft ret og vor stat haft pligt til at efterleve dem.
De friheder og menneskerettigheder, som garanteres i de to pagter, er betydningsfulde civilisatoriske værdier, som mange fremskridtsvenlige kræfter gennem historien har arbejdet for, og hvis kodificering i betydelig grad kan fremme human udvikling af vort samfund. Derfor ser vi med tilfredshed på, at Den socialistiske Republik Tjekkoslovakiet har tiltrådt disse pagter.
Deres offentliggørelse bringer samtidig atter med fornyet eftertryk i erindring, at mange borgerlige grundrettigheder i vort land desværre først og fremmest gælder på papiret. Retten til fri meningsudveksling, der garanteres i den første pagts artikel 19, er f.eks. helt illusorisk.
Det er umuligt for titusinder af borgere at arbejde ved deres fag af den enkle grund, at de hylder opfattelser, der adskiller sig fra de officielle opfattelser. I tilgift bliver de ofte genstand for mangfoldige former for diskriminering og chikane fra embedsmænds og samfundsinstitutioners side. Da de er berøvet enhver mulighed for at forsvare sig, bliver de i virkeligheden ofre for apartheid …
Friheden til offentlig meningsytring bliver undertrykt gennem den centrale forvaltning af alle massemedier og forlag og kulturelle institutioner. Der kan ikke offentliggøres en eneste politisk, filosofisk eller videnskabelig opfattelse, end ikke en kunstnerisk ytring, der blot afviger det mindste fra den officielle ideologis eller æstetiks snævre rammer. Offentlig kritik af samfundsmæssige krisefænomener gøres umulig. Det er umuligt at forsvare sig offentligt mod usande eller fornærmende påstande fra den officielle propagandas side. Løgnagtige beskyldninger kan ikke afkræftes, og det er helt forgæves at gå rettens vej for at få et dementi. På det åndelige og kulturelle område er en åben debat udelukket. Mange videnskabsmænd eller kulturarbejdere såvel som andre borgere udsættes for diskriminering, blot fordi de år tilbage har offentliggjort anskuelser eller udtalt meninger offentligt, som fordømmes af dem, der har den politiske magt idag.
Trosfriheden, der udtrykkeligt sikres i den første pagts artikel 18, bliver systematisk begrænset efter magthavernes forgodtbefindende: Dette sker ved, at man hindrer præster i at udøve deres virksomhed i fuld udstrækning, hvilket sker under den overhængende trussel, at de nårsomhelst kan nægtes eller fratages statslig tilladelse til at udøve deres arbejde …
Andre borgerlige rettigheder, indbefattet det udtrykkelige forbud mod ”vilkårlige indgreb i privatlivet, familie, hjem eller brevveksling” (artikel 17 i den første pagt) krænkes også betænkeligt derved, at indenrigsministeriet på alle tænkelige måder kontrollerer borgernes liv, f.eks. gennem aflytning af telefoner og boliger, kontrol af posten, personlig overvågning, husundersøgelser og gennem opbygning af et net af stikkere, der hentes fra befolkningens rækker (ofte etableret under ulovlige trusler eller med løfter) …
Når det gælder politisk motiveret retsforfølgelse, så krænker undersøgelses- og justitsorganerne de rettigheder, som den anklagede og hans forsvarer skulle være sikret såvel gennem artikel 14 i den første pagt som gennem tjekkoslovakisk lovgivning …
Derskerogså generelt en krænkelse af punkt 2, artikel 12 i den første pagt, der garanterer borgerens ret til frit at forlade sit land. Under henvisning til "beskyttelse af den nationale sikkerhed" (punkt 3) bliver der knyttet forskellige uretmæssige betingelser til denne rettighed …
En del borgere peger - privat, på deres arbejdsplads, eller offentligt, hvilket i i praksis kun er muligt i udenlandske medier - på de systematiske overgreb på menneskerettighederne og de demokratiske friheder og kræver, at der gøres noget i en række konkrete tilfælde. Deres stemmer vinder i de fleste tilfælde ingen genklang, eller også bliver der indledt undersøgelse mod dem.
Ansvaret for overholdelse af de borgerlige rettigheder i landet påhviler selvfølgelig først og fremmest den politiske og den statslige magt. Men ikke kun den. Enhver bærer sin del af ansvaret for de alment gældende tilstande, og derfor også for overholdelse af pagter, der er fastsat ved lov, som oven i købet ikke kun pålægger regeringen, men alle borgere forpligtelser.
Følelsen af dette medansvar, troen på fornuften i et borgerligt engagement og vilje dertil, samt det fælles behov for at finde et nyt og virksomt udtryk for dette, har givet os idéen om at danne Charta 77, hvis oprettelse, vi hermed i dag offentligt meddeler. Charta 77 er et frit, uformelt og åbent fællesskab af
Mennesker med forskellige overbevisninger, forskellige trosbekendelser og forskellige erhverv, der er knyttet sammen i viljen til, enkeltvis og i fællesskab at skabe respekt for de borgerlige rettigheder og menneskerettigheder i vores land og i verden - disse rettigheder, der tilkendes menneskene i de to nævnte internationale pagter, i slutakten fra Helsinkikonferencen, i talrige andre internationale dokumenter mod krig, magtanvendelse og social og åndelig undertrykkelse, og som sammenfattende er bragt til udtryk i FN’s menneskerettighedserklæring.
Charta 77 bygger på solidaritet og venskab mellem mennesker, der deler omsorgen for de idealer, som har inspireret og vedbliver at inspirere deres liv og arbejde.
Charta 77 er ikke en organisation, det har ingen statutter, ingen permanente organer og intet organisatorisk betinget medlemsskab. Enhver kan tilslutte sig, som tilslutter sig dets ide, som deltager i arbejdet og støtter det.
Charta 77 er ikke en basis for oppositionel politisk virksomhed. Det vil tjene almenvellets interesser på samme måde som andre lignende borgerinitiativer i forskellige lande i Vest og Øst. Det vil altså ikke opstille et eget program for politiske eller samfundsmæssige reformer eller ændringer, men det vil derimod på sit virkefelt føre en konstruktiv dialog med den politiske og statslige magt. Det vil især ske ved, at det i forskellige konkrete tilfælde af overgreb på menneske- og borgerrettighederne oplyser herom og forberede en dokumentation, foreslår løsninger, og spreder oplysning om forskellige almene forslag, der tager sigte på en udbygning af disse rettigheder og garantier for dem, og optræder som mægler i truende konfliktsituationer, der kan føre til uret.
Med sit symbolske navn understreger Charta 77, at det er opstået på tærskelen til et år, der er blevet erklæret for året for de politiske fangers rettigheder, og i hvis forløb man på Beograd-konferencen skal foretage en prøvelse af, om forpligtelserne fra Helsinki er blevet opfyldt.
Vi, som underskriver dette opråb overdrager til professor Dr. Jan Patocka Dr Sc Dr Hc[1], Vaclav Havel[2] og professor Dr Jiri Hajek[3] at fungere som talsmænd for Charta 77. Disse talsmænd har fuld autoritet til at repræsentere det såvel overfor staten og andre organisationer som overfor den offentlige opinion hos os og i verden, og gennem deres signaturer attesterer de ægtheden af Charta 77s dokumenter: Disse talsmænd får medarbejdere i os og i andre medborgere, der tilslutter sig Charta 77, og som sammen med dem deltager i de nødvendige overvejelser, tager delopgaver på sig og deler alt ansvar med dem.
Vi tror, at Charta 71 vil bidrage til, at alle borgere i Tjekkoslovakiet kan arbejde og leve som frie mennesker.
[1] Jan Patocka (forkortelserne står for akademiske titler) var filosof og partiløs; han døde i marts 1977 70 år gammel efter anstrengende forhør.
[2] Vaclav Havel blev arresteret 14 dage efter udsendelsen af Charta 77 og tildelt 14 måneders betinget fængsel. I 1979 idømtes han 4 års fængsel for undergravende virksomhed.
[3] Jiri Håjek var minister under kommunistiske regeringer i 1950'erne og 1960'erne. I 1968 fordømte han som udenrigsminister i Dubcec-regeringen den russiske invasion.
