Jeg kan tænke mig at fortsætte som vaskekone, 1989

To tjekkiske kvinder, Dana Nemcora og Jirina Siklova, fortæller om deres liv og skæbne som kri­tikere af det politiske system. De to kvinder inter­viewes af Michael Konupek under fløjlsrevo­lutionen i 1989. Michael Konupek er tjekke og medunderskriver af Charta 77. I 1989 havde han været bosat i Norge i 12 år.

Engang for længe siden kom der en vikar i hi­sto­rie til grundskolen i Dejvice i Prags nord­vestlige forstad. Hun var en billedskøn, spin­kel, højgravid ung kvinde. Hendes elever, der dengang gik i 6. klasse, husker den dag i dag hendes timer, der var fulde af spændende historier fra det antikke Grækenland. Min kone kan bekræfte dette.

I 60’erne havde man en utraditionel lærer i sociolo­gi ved det filosofiske fakultet i Prag. Dengang, da det akademiske liv fortsat var præget af forestil­lingen om universitetslærere som en slags over­mennesker, blev hun meget populær blandt stu­denterne blandt andet pga. sin demokratiske ind­stilling. Og alle, der var til stede, husker hendes ordveksling med Rudi Dutschke i foråret 1968. På en meget tydelig måde forklarede hun ligheden mellem Dutsch­kes propagandametoder, således som han havde præsenteret dem nogle minutter i forvejen, og kommunistpartiets politiske frem­stød i 50’erne i Tjekkoslovakiet. Da blev ’røde Rudi’ rød i hovedet. Det kan jeg selv bekræfte.

Under ’normaliseringen’ efter okkupationen i au­gust 1968 blev hun en af de første universi­tetslæ­re­re, der mistede sin stilling. Men i en periode kunne man fortsat se hende i korri­dorerne sammen med sine studenter – som vaskekone i selvkomponeret farvestrålende arbejdstøj. Det varede ikke længe, før denne ’provokation’ blev standset, og hun også mistede dette job.

20 år efter møder jeg sociologen og vaskekonen Jirina Siklova igen…i lejligheden, der tilhører Charta 77-talskvinden Dana Nemcova. Dana Nemcova er psykolog. De to kvinders dissident­tilværelse har i disse år været virkelig hård.

De har begge været gennem længere fængsels­ophold og utallige forhør. Deres børn og fa­mil­ier er blevet trukket ind i dissident-miljøet. Af Dana Nemcovas 7 børn er de fleste kom­met ind i dissident-miljøet via Charta 77-underskrifter…

Hvad de to kvinder har oplevet, kan ingen se på dem i dag. Livsglade og leende ser de ud, som to veninder, der mødes for at udveksle fælles minder fra gymnasietiden…

Livet i denne dissident-ghetto må egentligt have været ganske morsomt og interessant, ikke sandt?

Jo, ler Dana Nemcova. Mange udenforstående taler om ’vore tapre år’. Men vi har faktisk væ­ret ganske frie – ikke bare på ’deres’ præ­misser men også på vore egne. Vi levede ikke i nogen ghetto. Charta-miljøet, min vennekreds og familie og denne lejlig­hed har hele tiden ud­gjort et slags åbent samfund. Og det, vi har gennemgået, har ikke været forgæves, det ser vi i disse dage. Vi har været som et lille labo­ratorium, hvor vi har prøvet at leve som frie menne­sker i et åbent samfund. Det, vi ser nu, er, at vore værdier er blevet hele samfundets værdier. Nu er jeg spændt på at se, om det nu i større målestok fun­gerer lige så godt, som det fungerede blandt os. Tiden, der er gået, er på ingen måder spildt. Vi har levet vores liv på den måde, vi selv bestemte os til, at vi ville, og vi har satset fuldt og helt. Du alfor­barmede så meget vi lærte om hinanden. Det er næsten vemodigt at tænke på, at hvis der nu bliver normale forhold, så spredes vi for alle vinde…

Jeg stiller Jirina Siklova det spørgsmål, som jeg har reserveret til hende, siden jeg kom til Prag, et spørgsmål, jeg håber, at en sociolog af hen­des format kan svare på:

Hvorfor i alverden skulle der gå 20 år? Hvorfor ikke i 1977? Hvorfor først nu?

For det første: Nye forhold i storpolitikken. Gorbi. Folket i Tjekkoslovakiet har af gode grunde i løbet af de sidste 50 år aldrig følt sig som andet end poli­tikkens ofre. Aldrig som subjekt. Man holdt op med at stole på egne muligheder i det politiske system for flere gene­rationer siden. Derfor, for de fleste kom­mer denne revolution igen udefra, fra Mo­skva…

For det andet: Også almindelige mennesker er blevet klar over vores økologiske situation. Alle er begyndt at føle forureningen på deres egen krop, alle kvæles af den, og alle kan se, at deres helbred langsomt bliver dårligere for hvert døgn, der går…

For det tredje: For to år siden fik oppositionen helt andre muligheder for at informere befolk­ningen om sit arbejde, fordi kommunisterne holdt op med at spærre for Radio Frit Europa. Antageligt gjorde de det for at spare strøm, men de var ikke klar over konsekvenserne. Pludseligt kunne folk høre alt. Tidligere blev de bare fortalt rygter eller måtte læse og gætte mellem linjerne i den officielle presse…

Afslutningsvis konstaterer Jirina Siklova:

Dette (omstillingen til den normale tilværelse) bliver ikke let... De virkeligt store personlige tra­gedier vil måske først opstå nu under normale forhold, når folk opdager, at de ikke længere kan deres fag, og at ingen kan give dem de tabte år til­bage. Her snakker jeg delvist ud fra min egen er­fa­ring. Jeg har været vaskekone i 20 år. Heldigvis har jeg kunnet drive sociologi som hobby uden at være til­knyt­tet et forskningsinstitut. Men alligevel, når jeg tænker på den tid, jeg har tilbage indtil pensionsalderen, kan jeg godt tænke mig at fortsætte som vaskekone.

Tekst 25 UDGÅR | Oversigten over kildetekster | Tekst 27