Vaclav Havel: Timen mellem taber og politiker

Vaclav Havel skiftede som følge af fløjlsrevolutionen totalt status i det tjekkoslovakiske samfund. Før revolu­tionen var han dissident og taber. Efter revolutionen var han politiker og vinder. Han gør sig i artiklen her nogle tanker om, hvilke krav denne overgang vil stille til ham som person og til landets øvrige tidligere oppo­sition.

Det ser ud til, at tiden er forbi for noget, som jeg for kortheds skyld, rent arbejdsmæssigt, upræcist og hæsligt vil kalde ”den klassiske dissidens”. Dermed mener jeg den lange periode, da den eneste virkelig frie borgerrøst, der her lod sig høre, var røsten fra det relativt lille og i mange medborgeres øjne noget selvmorderiske fællesskab af mennesker, som havde besluttet sig til at sige sandheden højt uden henblik på alle de følger, det bragte dem. Dette fællesskab nød ganske vist sympati i en bestemt del af offent­ligheden, men det var en omhyggeligt skjult sym-pa­ti, eftersom kun få var rede til at risikere at blive mødt med de samme sanktioner, som ”dissi­den­terne” havde valgt at risikere. Umiddelbare, synlige og verificerbare politiske resulta­ter har dette uaf­hængige virke begribeligvis ikke registreret mange af; dets betydning var - i det mindste i mine øjne - først og fremmest moralsk: der fandtes her en slags ”moralsk hori­sont”; en slags grænsemål for værdier; et forsvindingspunkt, man kunne forholde sig til; en tynd tråd af kontinuitet spændt ud i en mørk skov for at overføre ideen om et selvstændigt med­borgerskab fra fortidens lysere rydninger til de sav­nede lysere rydninger i fremtiden. Der var ingen garantier, der var kun et håb om, at en sådan ryd­ning trods alt engang ville dukke op, og at det don­quixote’ske virke trods alt engang ville få værdi, for­di det ville gøre det muligt for dem, der oplevede denne rydning, at knytte an til noget, at støtte sig til noget, at gå ud fra noget. At de kort sagt ikke ville være tvunget til at begynde så at sige på bar bund.

Jeg vil ikke påstå, at vi allerede befinder os i en så­dan rydning. Det forekommer mig blot, at det be­gynder at lysne, og at vi et sted i horisonten plud­selig begynder at ane den.

Anelsens øjeblik og øjeblikket, da man træder ud i rydningen, er naturligvis ikke identiske. Det er tværtimod to punkter, som er markant forskellige fra hinanden, og som afgrænser en be­stemt ny, sær­lig fase med alle tegn på provisorium, overgang eller mellemtid: de uafhængige initiativer og den uaf­hæn­gige kultur er for længst holdt op med at leve i hin strengt parallelle verden, adskilt med en tyk mur fra livet i samfundet som helhed; vi bor kort sagt ikke længere i nogen ghetto. Men samtidig findes der stadig langtfra nogen blot lidt normal politisk kultur, som vi kunne være en del af, der findes ingen naturlig og naturligt offentlig selv­strukturering af samfundet, der findes ikke noget virkeligt offentligt liv og heller ikke nogen alment selvfølgelig oplevelse af at være en fri borger, en oplevelse der kan manifestere sig alment og selv­følgeligt. Derfor er de uaf­hængige initiativer - der langtfra længere er, hvad de indtil for nylig har væ­ret - samtidig endnu langt fra det (og de kan heller ikke være det), som så mange mennesker gerne ville have dem til at være, og som mange mennesker alle­rede forstår dem som, nemlig en virkelig politisk op­po­sition med alt hvad dertil hører, fra karis­ma­tiske og professionelle ledere til konkrete og reelle politiske programmer.

Denne udprægede overgangssituation, hvor vi ikke længere er, hvad vi har været, mens samtidig stadig ikke er og ikke kan (og ofte end ikke vil) være det, vi åbenbart burde være, er lettere foruroligende, let­tere kaotisk og frem for alt meget anstrengen­de: den stiller os over for mange nye opgaver - inklusive at definere os selv påny - og over for nødvendigheden af at indgå i en række sandsynligvis ganske drama­ti­ske debatter om, hvor­dan man skal klare disse opga­ver.

En fuldstændig recept på en udvej er der ingen, der har, og begribeligvis heller ikke jeg. I udkanten af de forestående op­gaver har jeg blot nogle personlige fornemmelser eller anbe­falinger:

1) De uafhængige initiativer bør ikke forfalde til no­gen som helst overdreven fortryllelse over, at folk går til demonstratio­ner, at de ikke er bange for sam­men med dem at underskrive petitioner, regeringen ikke holder af, og at en del af samfundet begynder at opfatte dem som et reelt politisk alternativ, at knyt­te (ofte næsten usundt) deres håb til dem og at håbe, at det bliver dem, som på samfundets vegne alene løser alt det, der i virkeligheden skal og kun kan blive løst af samfundet som helhed. En sådan fortryllelse over ens egen pludseligt opdagede be­tydning (efter mange års pinefuld paralleltilværelse) er mere end forståelig: den nye situation tilbyder os en smuk oplevelse af tilfredsstillelse og fylder os med en varmende følelse af, at alt det tilsyneladende overflødige, vi gennem årene har gjort, nok alli­gevel ikke var helt overflødigt. Men jo mere psykologisk for­ståelig en sådan fortryllelse er, jo vigtigere er det for os ikke at falde for den og ikke at miste vor nøg­terne dømmekraft. Det første, jeg vil anbefale, er altså realisme.

2) De uafhængige initiativer bør aldrig ligge under for den temmelig indbildske, sagligt meget proble­matiske og politisk helt perspektivløse tanke, at kun de - som de eneste retfærdige, der allerede for fem­ten år siden var i stand til offentligt at sige det, alle og enhver siger i dag - automatisk er kaldede til en slags ”ledende rolle”; at alt, hvad de foretager sig, automatisk er bedre end det, andre foretager sig, og at de egentlig efter alt det, de har gennemlevet, ikke bør befatte sig noget videre med en, der først vågner op fem minutter i tolv, eftersom det er dem og ikke ham, der har den moralske kredit. De bør altså kort sagt ikke glemme, hvad de altid har understreget: at det ikke drejer sig om deres egen sag, men om sam­fundets. Jeg tror ikke, at en sådan følelse er særlig udbredt, men jeg tror samtidig ikke, at jeg volder nogen skade, hvis jeg på forhånd gør opmærksom på faren for den. Og er min advarsel overflødig, så meget desto bedre.

3) Den nye situation, som udmærker sig ved en for­øget inter­esse for de uafhængige initiativer og ved den forøgede publicity, de nyder, kan vække (og har til tider allerede gjort det) en fristelse i disse til over for sig selv, regeringen og offentligheden at demon­strere deres eksistens og deres vægt med en inflation af forskellige ikke alt for indholdsrige deklarationer, som nærmest uvilkårligt skubber vægten væk fra det, der rent faktisk laves, og over på den publicity, det derved får; af og til virker det endda, som om det for mange er vigtigere så højt som muligt at pro­klamere et projekt end rent faktisk at virkelig­gøre det. Meget forførende men temmelig farlig finder jeg også en anden fristelse: at vi - under pres fra den forstyrrede tid - begynder at hæfte os for meget ved visse ganske vist meningsfulde, men i sidste instans dog kun engangsprægede aktioner, og det på bekostning af det mindre synlige og fra da­gens synspunkt min­dre attraktive arbejde, som dog i fremtidsperspektiv måske er det vigtigste. Nemlig det tålmodige og daglige konceptuelle, bevidst­gø­rende og organisatoriske arbejde, som dyrker og ud­breder sansen for diskussion som hin masaryk'ske forudsætning for ethvert demokrati, og derved kul­tiverer det medborgerlige liv. Vi vil, ganske vist al­drig være perfekt forberedte på en eventuel ufor­ud­seelig bedre fremtid, og vi undgår ikke improvi­sa­tioner, men så meget desto mere bør vi bestræbe os på i det mindste at være så godt forberedte som mu­ligt. Såvel på de konkrete projekters område, som i skabelsen af den borgerbe­vidsthed, uden hvilken end ikke det mest ærværdige projekt har sær­ligt håb om succes.

4) Til sidst vil jeg understrege en ting, som efter min mening er den vigtigste overhovedet: jo mere synligt vi træder ind på den virkelige politiks do­mæne, jo mere eftertrykkeligt bør vi minde hin­an­den om de oprindelige - altså moralske - rødder for vort virke, og jo mere årvågent bør vi våge over, om ikke vort ansvar tilfældigt og uanseligt begynder at spalte sig mistænkeligt i to: et menneskeligt og et politisk. Vi har altid kun et ansvar; som de mest ydmygede fanger eller sociale pariaer og som even­tuelle talsmænd for den nationale vilje må vi lade os styre af en og samme samvittighed; at handle ander­ledes ville betyde at spytte ikke blot på vor egen for­tid, men også på alle vore chancer. Jeg har altid væ­ret overbevist om, og jeg tror den dag i dag, at kil­den til alle de krisefænomener, vi er omgivet af, er den moralske krise i samfundet, og at ingen af vore kriser - fra den økonomi­ske over den politiske til den økologiske - kan løses på anden vis end ved at overvinde denne moralske krise. Vi må altså over­vinde den djævelske ideologi af egoistisk selv-pleje og af menne­skelig og borgerlig resignation, som vort samfund systematisk og så længe er blevet in­ficeret med. Derfor vil jeg anse sådanne fænomener som den diskrete humanitære hjælp fra Lillesidens [det kvarter i Prag, hvor den vesttyske ambassade ligger o.a.] borgere til de østtyske flygtninge, de spon­tane indsamlinger til hjælp for Armenien eller de spirende tegn på et solidarisk fælles­skab ved for­skellige folkelige forsamlinger (om det nu er de­mon­­strationer, messer, koncerter eller hvad som helst andet) for overordentlig vigtige, ja måske for det vigtigste af alt. Som gode menneskelige hand­linger er disse fænomener også det bedste sociale bagland eller den bedste grobund for en hvilken som helst bedre politik. Her et sted ligger nemlig den virkelige kim til det selvstændige medbor­ger­skab, som ethvert videre politisk arbejde alene må støtte sig til, og uden hvilket det vil blive ved med at hænge ene og forladt i et tomrum - ligesom den berømte pind i hegnet, Milos Jakes talte om for en tid siden.

7.10.1989

(offentliggjort i undergrundsavisen Lidove noviny – oktober 1989).

Tekst 29 | Oversigten over kildetekster | Tekst 31