Præsident Vaclav Havels nytårstale 1990

 Vaclav Havel blev som følge af fløjlsrevolutionen præsident for Tjekkoslovakiet. Ved nytåret 1989/90 skulle han således holde sin første nytårstale for det tjekkoslovakiske folk. Han benyttede lejligheden til at gøre status over situationen, ligeledes kiggede han frem mod de opgaver, der skulle løses i fremtiden.

Kære medborgere,

I fyrre år har I på denne dag fra mine forgængeres mund hørt de samme ting i forskellige variationer: hvordan vort land blomstrede, hvor mange tons stål vi havde pro­duceret, hvor lykkelige vi alle var, hvor meget vi troede på vores regering, og de smukke fremtidsudsigter, der åbnede sig for os.

Jeg går ud fra, at I ikke af mig forventer, at jeg skal udfylde den funktion at lyve for jer.              

Vort land blomstrer ikke. Vore to nationers store­

kreative og åndelige potentiale bliver ikke brugt i dets fulde mening. Hele industrigrene producerer ting, der ikke kan interessere ret mange, mens det, vi har behov for, mang­ler. Staten, der kalder sig selv en arbejderstat, ydmyger og udbytter arbejderne. Vor gammeldags økonomi bety­der spild af den ener­gi, vi ikke har for meget af. Det land, der en­gang kunne være stolt af sit folks kultur, giver så

lidt til uddannelse, at det ligger på tooghalv­fjerds­inds­­tyvende pladsen i verden i dag. Jorden, floderne og sko­vene, som er vore forfædres arv til os, lider ska­de, og i dag har vi det dårligste naturlige miljø i hele Europa. Voksne dør tidligere i vort land end i hovedparten af de europæiske lande.

Udblik fra flyveren

Tillad mig at fortælle Jer en lille personlig oplevelse: da jeg for nylig fløj til Bratislava, havde jeg mellem de for­skellige diskussioner tid til at se ud af vinduet. Det, jeg så, var Slovnaft-komplekset og bag det by­en Petrzalka.

Dette syn var for mig nok til at forstå, at vore stats­mænd ikke så eller ikke ønskede at se ud af vinduet, når de fløj. Ingen af de statistikker, der står til min rådighed, ville så hurtigt og enkelt kunne sætte mig istand til at forstå den tilstand, vi er kommet i.

Men hvis vi gør os det hele klart, så vil alle de ræds­ler, det nye tjekkoslovakiske demokrati har arvet, se knap så rædselfulde ud. Er vi klare over dem, vil håbet vende tilbage til vore hjerter.

Vi har noget at bygge forbedringen af tingene på. Den sidste tid - og især de sidste seks uger af vor rolige revolution - viste hvilken stor human, mo­ralsk og åndelig ballast, vort samfund havde drømt sig til under den påtvungne maske af apati.

Hver gang nogen kategorisk har erklæret om os, at vi var sådan eller sådan, har jeg altid indvendt, at et sam­fund er en meget mystisk skabning, og at man aldrig blot skal acceptere den overflade, det viser.

Jeg er glad for, at jeg ikke tog fejl.

Overalt i verden er folk forbløffede over den umå­de­lige kraft hos disse føjelige, ydmygede, skeptiske og øjensyn­ligt vantro-overfor-alt indbyggere i Tjek­ko­slovakiet, der i adskillige uger kom til udtryk på en så indtryksfuld og fredelig måde, at den formå­ede at afryste det totalitære system fra deres skuldre.

Hvorfra?

Vi er selv forbløffede over det. Og vi spørger:

Hvorfra henter disse unge mennesker, som aldrig har haft chancen for at kende et andet system, deres længsel efter sandfærdighed, deres liberale holdning, deres poli­tiske fantasi, deres civilcourage og stats­borgerlige vel­overvejethed? Hvordan går det til, at deres forældre, alt­så - ja, den generation, der blev betragtet som fortabt ­slutter sig til dem? Hvordan går det til, at så mange men­nesker på samme tid for­står alt, hvad der skal gøres, og at ingen af dem behøver råd eller instruktioner for at gøre det?

Jeg tror, at det ansigt, vor situation i dag viser, og som er fuldt af håb, hovedsagelig skyldes to ting: Først og fremmest er et menneske aldrig blot et pro­dukt af den omgivende verden, det er også altid i stand til noget mere, selv når denne omgivende ver­den forsøger at øde­lægge denne evne systematisk.

Dernæst har de humanistiske og demokratiske tra­ditio­ner, der så ofte er blevet påkaldt forgæves, slum­ret et el­ler andet sted i vore to nationers og na­tio­nale mindretals ubevidste, hvor de ubemærket er gået i arv fra den ene generation til den anden, så de lå parat til opdagelse i hver enkelt af os, og parat til at blive omsat i handling.

Kærlighed

Selvfølgelig har vi også måttet betale for vor nuvæ­ren­de frihed. Mange af vore medborgere er døde i fængsel i halvtredserne, mange blev henrettet, tu­sinder af menneskeliv blev ødelagt, hundrede tusin­der af talentfulde mennesker blev fordrevet til ud­landet.

De, der blev forfulgt, var de, der i krigens løb red­dede vore nationers ære, de, der satte sig op mod det totalitære regime, eller de, der simpelthen var i stand til at være sig selv og tænke frit.

Ingen, der har betalt for vor nuværende frihed på no­gen måde, må blive glemt. Uafhængige domstole vil se på om de, der således har tilført såvel den eu­ro­pæiske politik som verdenspolitikken et nyt ele­ment, har nogen skyld.

Hvis vi ønsker det kan kærlighed fra vort land brede sig evigt, længslen efter at forstå, åndens og tankens magt. Denne udbredelse er måske nøjagtig, hvad vi kan tilbyde verdenspolitikken.

Masaryk byggede sin politik på moral. Lad os i de nye tider, der kommer, prøve at genoprette denne opfattelse af politik på en ny måde.

Politisk moral

Lad os lære både os selv og andre, at politik bør væ­re et udtryk for længslen efter at bidrage til sam­fun­dets lykke og ikke til ønsket om at bedrage eller kræn­­ke samfundet.

Lad os lære såvel os selv som andre, at politik ikke be­høver at være det muliges kunst, især ikke, hvis vi der­med mener kunsten at spekulere, kalkulere, in­tri­gere, lave hemmelige aftaler og pragmatiske ma­nøv­rer, men at den også kan, være det umuliges kunst, nemlig kunsten at gøre både os selv og ver­den bedre.

Vi er et lille land, og ikke desto mindre var vi tid­ligere Europas åndelige vejkryds. Hvorfor skulle vi ikke kunne blive det igen? Ville det ikke være endnu et bidrag, hvormed vi kunne tilbagebetale den hjælp fra andre, som vi vil få brug for?

Vores hjemlige mafia af folk, der ikke ser ud af vin­du­erne, når de flyver, og som æder specielt opfedede grise, lever stadig og forurener nu og da vandene, men den er ikke længere vores hovedfjende.

Og endnu mindre er nogen international mafia det.

Vores største fjende i dag, er yore egne dårlige ka­rak­tertræk. Ligegyldighed overfor fællesskabets af­færer, for­fængelighed, aspirationer, egoisme, per­sonlig ærgerrig­hed og rivaliseren. Det er udeluk­kende på dette felt, det store slag vil stå.

Foran os ligger frie valg og derfor også den valg­kamp, der går forud. Lad os ikke kæmpe, så vi til­sviner det ind­til nu rene ansigt på vor venlige revo­lution. Lad os fore­bygge, at den sympati ude i ver­den, som vi så hurtigt vandt, ligeså hurtigt går tabt, fordi vi taber os selv i en jungle af kævl. Lad ikke ønsket om kun at tjene sig selv blomstre under en nobel overflade af ønsker om at tjene fællesskabet.

Pointen nu er virkelig ikke, hvilket parti, der vil vin­de valget. Pointen er, uanset kortene, at vælge de bedste af os ud fra et moralsk, statsborgerligt, poli­tisk og professio­nelt synspunkt. Den fremtidige po­li­tik, såvel som vor stats prestige vil afhænge af de personligheder, vi vælger, og som vi senere vælger til vore repræsentanter i parla­mentet.

Præsidentens opgaver

Kære medborgere!

For tre dage siden blev jeg, efter jeres vilje som den er udtrykt i de deputerede for den Føderale Forsam­ling, Re­publikkens Præsident. Derfor kan I med ret­te forvente, at jeg vil nævne, hvad jeg mener er mine opgaver som jeres Præsident.

Jeg har den ærefulde opgave at styrke vort lands autoritet i verdens øjne.

Jeg vil ønske, at andre stater respekterer os, fordi vi vi­ser forståelse, tolerance og kærlighed til freden.

Jeg ville blive lykkelig, hvis vort land, stadigvæk før valget, kunne få besøg af Pave Johannes Paul II og  af tibetaneren Dalai Lama.

Jeg ville blive lykkelig, hvis vore venskabelige for­hold til alle nationer blev styrket.

Jeg ville blive lykkelig, hvis vi – stadigvæk før valget – kunne etablere diplomatiske forbindelser med Vatikanet og Israel.

Jeg ønsker at bidrage til freden, også med min korte visit i morgen til vore indbyrdes forbundne naboer, nem­lig DDR og BRD.

Jeg glemmer ikke vore andre naboer – det venligtsindede Polen og de, der hele tiden har været os nærmest, Ungarn og Østrig.

Til slut vil jeg sige, at jeg gerne vil være en præsi­dent, der taler mindre og arbejder mere. En præ­si­dent; der ikke kun tager et grundigt udkig fra vin­duet, når han flyver, men som - og det er hoved­sa­gen - hele tiden vil være til stede blandt sine med­bor­gere og lytte opmærksomt til, hvad de har på hjerte.

Måske spørger I jer om, hvilken republik, Jeg drømmer om. Mit svar er: Om en uafhængig, fri demokratisk republik, der blomstrer økonomisk lg samtidigt socialt, kort sagt om en menneskelig  re­publik, der tjener mennesket og derfor også håber, at mennesket vil tjene dem. En republik, hvor folk er alment dannede, for uden dette kan ingen pro­blemer løses. Hverken de menneskelige eller de økonomiske, økologiske, sociale og politiske.

Min mest betydningsfulde forgænger begyndte sin første tale med et citat fra Komensky. Tillad mig at slutte min første tale med min egen parafrase af den samme udtalelse:

Jeres magt, Folk, er vendt tilbage til jer!

Tekst 30 | Oversigten over kildetekster | Tekst 32