Retsopgøret mod Milos Jakes m.fl.
Fra midten af 1990’erne tog man i Tjekkiet og i Slovakiet for alvor fat på retsopgøret mod den tidligere magtelite fra den kommunistiske fortid. Dette førte til retssager mod bl.a. Milos Jakes. Alle tre tekster er skrevet af Politikens journalist Dana Schmidt.
A. Retsopgør efter 1968-invasion (Politiken den 4. maj 1997)
Warszawa-pagtens okkupation af Tjekkoslovakiet i august 1968 får nu et efterspil. Tre prominente medlemmer af det forhenværende kommunistparti stilles for retten, anklaget for kollaboration med besættelsesmagten og for landsforræderi. Strafferammen er fra 12 år til livsvarigt fængsel.
De tre er Milos Jakes, Jozef Lenart og Karel Hoffmann. De to første anklages for, at de i dagene efter invasionen bag den legale regerings ryg forsøgte at sammensætte et såkaldt 'arbejder-og bonde-ministerkabinet', som officielt skulle godkende den militære 'broderhjælp'. Forhandlingerne foregik på den sovjetiske ambassade i Prag. Hoffmann, som dengang var minister for bl.a. massemedier, beskyldes for at have beordret lukningen af tv og statsradioen.
Kontoret for Undersøgelse og Dokumentation af Kommunistiske Forbrydelser, som har indsamlet beviser mod de tre, oplyser, at det oprindeligt ønskede at stille 10 topkommunister for retten. Men Prags offentlige anklager afviste syv sager pga. af bevismangel. En af dem, som slipper, er den tidligere kontorchef hos Alexander Dubcek.
Processen mod de tre gamle mænd ventes at begynde snart ved byretten i Prag. Sagen følges med stor interesse - i går havde alle aviserne den på forsiden.
1968 er stadigvæk et mareridt for mange tjekker og slovakker, og folk siger, at havde landet dengang haft lov til at ændre regimet, ville reformprocessen have været væsentlig lettere end den er nu. Også normaliseringsperioden med dens masseudrensninger og brutale undertrykkelse af anderledes tænkende er stadig i frisk minde.
En af de anklagede, Milos Jakes, var en af de seneste ledende udøvere af diktaturet. Han var kommunistpartiets generalsekretær indtil november 1989. En måned senere brød styret sammen, og Vaclav Havel, der som systemkritiker havde tilbragt flere år i kommunistiske fængsler, blev præsident.
B. Retsopgør: Trægt opgør med fortiden (Politiken den 29. marts 2001)
Vasil Bilak, forhenværende topkommunist i Prag, skulle i går stilles for retten for sit medansvar for Warszawa-pagtens okkupation af Tjekkoslovakiet i 1968. Men en domstol udsatte i sidste øjeblik sagen mod den 83-årige Bilak, som anklages for landsforræderi samt økonomisk kriminalitet. Begrundelsen var, at anklageren havde begået alvorlige fejl under efterforskningsarbejdet. Anklageren ankede omgående afgørelsen til højesteret i Slovakiet, hvor Bilak nu bor.
Anklageskriftet fylder over 23.000 sider. Bilak risikerer op til 15 års fængsel. Han er det sidste overlevende af de fem medlemmer af Tjekkoslovakiets kommunistiske ledelse, som faldt den reformvenlige Alexander Dubcek i ryggen, og i et brev bad Sovjetunionen om at intervenere for at 'redde socialismen'. Kremls daværende topmand, Leonid Bresjnev, svarede prompte.
Tjekkoslovakiet blev besat 21. august 1968, og Dubceks forsøg på at give systemet 'et menneskeligt ansigt' blev kvalt af sovjetiske kampvogne.
En ny partiledelse med Gustav Husak i spidsen indførte med Moskvas hjælp et brutalt undertrykkende regime, som drev titusinder af tjekkoslovakker i eksil og satte sit grusomme præg på millioner af indbyggeres liv. Kommunismen brød sammen i 1989, men de sovjetiske tropper blev først trukket hjem i 1991.
Retsforfølgelsen af Bilak var begyndt allerede i 1990, men blev droppet året efter, fordi myndighederne manglede beviser mod ham - han selv nægtede at have skrevet til Bresjnev. Men i 1992, da Rusland åbnede hidtil hemmelige partiarkiver, blev Bilaks brev fundet, og Boris Jeltsin afleverede det personligt til Tjekkoslovakiets præsident, Vaclav Havel.
Herefter indrømmede Bilak, at han stod bag skrivelsen, men blev ved at benægte sin skyld. Han siger i dag, at der ikke var tale om landsforræderi, for Warszawa-pagten havde gennemført invasionen selv uden bønnen til Bresjnev.
Efter delingen af Tjekkoslovakiet 1993 overtog de slovakiske myndigheder Bilaks sag. Efterforskningen blev afsluttet i december 1998, i marts sidste år fremsatte statsadvokatens kontor anklagen for landsforræderi, og det var ventet, at retssagen skulle begynde i går. En dommer fra Slovakiets højesteret, Eva Sobotova, siger til Politiken, at der kan gå uger, før hendes instans vil tage stilling, men at sagen helt sikkert bliver behandlet.
Bilak nægter sig skyldig og tror fortsat fast på kommunismen. Han siger, at den trods alle kriser vil overleve for evigt »ligesom kristendommen, islam og idealerne fra den franske revolution«.
Sagen mod Bilak er på mange måder karakteristisk for det træge opgør mod fortiden, som præger de ekskommunistiske lande. Med undtagelse af det gamle DDR er resultaterne hidtil meget små. I Tjekkiet har retssagen mod faderen til det nuværende kommunistpartis formand, Miroslav Grebenicek, flere gange været berammet, men altid udsat. Grebenicek senior var forhørsleder og anklages for tortur af politiske fanger.
Mange mennesker i de ekskommunistiske lande klager over, at en masse tidligere topkommunister og ledende politifolk fortsat sidder i topstillinger. Men der er også mange mennesker, der mener, at et opgør med totalitarismen slet ikke er nødvendigt, og at man burde sætte en tyk streg over fortiden.
I Tjekkiet og Slovakiet venter mange imidlertid med spænding på en sag, som højesteret i Bratislava ventes at behandle i dag. Retten skal afgøre, om den sidste chef for Tjekkoslovakiets kommunistiske statspoliti, Alojz Lorenc, skal straffes for ulovlige arrestationer af systemkritikere før 1989.
C. Retsopgør: Politisk vilje mangler (Politiken den 29. marts 2001)
Chefen for Slovakiets Dokumentationscenter for Kommunistiske Forbrydelser, Marian Gula, er alt andet end tilfreds med den måde, hans land gennemfører retsopgør med den totalitære fortid på. Det skrider ifølge Gula for langsomt frem, der er for få konkrete resultater, og der er alle grunde til at tvivle på mange politikeres ønske om skabe et sandfærdigt billede af fortiden og om at retsforfølge de skyldige i fortidens mange overgreb.
»Jeg tror, at mine kolleger i de andre ekskommunistiske lande, måske undtagen det gamle DDR, føler ligesom jeg, at en del politikere ikke er særlig interesserede i at gøre op med fortiden. Nogle siger, at der ikke er nogen grund til at blive ved med at presse på så mange år efter regimets fald, fordi der nu er indført demokrati, og der ingen fare er for, at det gamle regime kommer tilbage. Jeg er dybt uenig«, siger Marian Gula.
Han understreger, at argumentet om 'mange år' ikke kan accepteres, fordi forbrydelser bør afsløres uanset, hvornår de blev begået, og fordi hvert land bør kende sin fortid.
»Flere vise mennesker har sagt, at hvis man ikke kender den fulde sandhed om fortiden, risikerer man, at den vender tilbage. Det er også min overbevisning. Jeg synes også, at det er absurd at tale om den lange tid siden kommunistregimets fald, når mange lande den dag i dag beskæftiger sig med væsentlig ældre forbrydelser som nazisternes ugerninger under Anden Verdenskrig«, siger Gula, hvis dokumentationsafdeling hører under Slovakiets justitsministerium.
Udsættelsen i går af retssagen mod Vasil Bilak bekymrer ikke Gula særligt meget, for sagen er ikke tabt, Højesteret skal behandle den.
»Det vigtigste er i denne forbindelse er, at sandheden kommer frem. Det er meget vigtigere end Bilaks person. Folk har krav på at vide, hvad der skete dengang, de skal forstå, hvad der er moralsk set korrekt og hvad er moralsk forkert. Vi kan ikke bygge et demokratisk samfund op uden at forstå fortidens overgreb. Det er vigtigt for den unge generation«, siger Gula.
