EU bringer Tjekkiet og Slovakiet sammen igen
Tjekkiet og Slovakiet har udviklet sig ret forskelligt siden skilsmissen for snart ti år siden. Men det gensidige forhold er stadig varmt. Og nu samles de igen under ’EU-hatten’. Teksten, der er skrevet af Politikens journalist Dana Schmidt, stammer fra perioden op til topmødet i København (december 2002), hvor der skulle sættes endelig dato på Tjekkiets og Slovakiets EU-medlemskab.
Nytårsdag 1993 var en af de skelsættende datoer i tjekkernes og slovakkernes nyere historie. Den dag blev den stat, de havde levet i siden 1918, delt i to selvstændige republikker. Reaktionerne på Tjekkoslovakiets nedlæggelse var forskellige. Der var fest i Slovakiet, vinen flød, mange jublede, flere politikere holdt nationalistiske taler. I Tjekkiet festede man ikke. Tværtimod. Mange var kede af, at langtrukne debatter om måden at leve sammen på var endt med en skilsmisse.
Andre følte bruddet som en stor lettelse. I dag siger mange, at det var synd. For begge republikker.
»Jeg vil altid mene, at det var forkert at gå fra hinanden. Jeg er overbevist om, at havde vi alle, både tjekker og slovakker, kunnet stemme om det ved en folkeafstemning, ville vi stadig have én stat. Der er sandt, at nogle slovakker festede, men langtfra alle. Det er også rigtigt, at en del tjekker følte en vis befrielse, fordi skænderierne mellem Prag og Bratislava havde været opslidende. Men størstedelen af indbyggerne ønskede ikke skilsmissen. Jeg rejser meget rundt og hører tit folk sige, at de fortryder bruddet og er glade for, at vi nu bliver samlet i EU. En genoprettelse af Tjekkoslovakiet er derimod ret utopisk. Det må selv vi, som oprigtigt begræder skilsmissen, acceptere.
Nu er det vigtigst at bevare de tætte bånd mellem tjekkere og slovakker. Dem skal vi værne om«, siger Renata Havranova, en tjekkisk journalist, som i årevis har arbejdet og levet i Slovakiet.
Tjekkerne og slovakkerne har lige siden Tjekkoslovakiets grundlæggelse efter Første Verdenskrig diskuteret deres indbyrdes forhold. Men trods mange stridigheder om for eksempel tjekkernes politiske dominans og økonomiske overlegenhed holdt de sammen undtagen under Anden Verdenskrig, da Tjekkiet var besat af Tyskland, mens Slovakiet var nazirigets allierede.
MENNESKELIGT ANSIGT
Efter genforeningen i kølvandet på krigen kom kommunisterne og med dem et regime, der var lige forhadt i Tjekkiet og Slovakiet. Lige stærkt var også håbet i 1968 om, at partichefen, slovakken Alexander Dubcek, kunne give regimet et menneskeligt ansigt.
Det måtte han ikke, Moskva forbød det og besatte Tjekkoslovakiet med en kvart million soldater. De sidste trak sig først i 1991.
I oktober 1968 blev nationerne formelt ligestillet, da den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republik, CSSR, blev en føderation.
Kommunisterne fortsatte med at have det sidste ord lige indtil fløjlsrevolutionen i 1989, da de endelig faldt, og eksdissidenten Vaclav Havel blev præsident. Kort efter ændredes navnet til CSFR, 'S' for socialistisk blev til 'F' for føderal. Men samtidig begyndte der at lyde slovakiske krav om løsrivelse, først sporadiske, men efterhånden tog de til. Også på den tjekkiske side.
ANSPÆNDT DIALOG
Dialogen mellem Prag og Bratislava blev stadig mere anspændt. Der var for eksempel en såkaldt bindestregkrig om, hvorvidt staten skulle hedde 'tjekko-slovakisk' for at understrege, at den bestod af to lande. Og slagsmål om statskassen. Slovakiets ministerpræsident Vladimir Meciar påstod, at slovakkerne betalte mest, hans tjekkiske kollega, Vaclav Klaus, det modsatte.
I 1992 var det klart, at bruddet var uundgåeligt, især da Slovakiet vedtog en suverænitetserklæring. Præsident Havel var imod skilsmissen, Klaus og Meciar for den, men de ville ikke spørge borgerne. Mange tjekker og slovakker siger, at det var, fordi de frygtede et nej ved en folkeafstemning.
Skilsmissen forløb roligt, og på civiliseret vis formåede man også at løse efterfølgende opgaver som bodeling og grænsedragning, som et par steder kom til at skære en landsby tværs igennem.
Men senere kom det til konflikter, primært på grund af Meciar, som nægtede at indføre reformer og blev stadig mere nationalistisk og intolerant over for mindretallene og oppositionen.
RESULTATLØS KRITIK
Det førte til hyppig, men resultatløs kritik af Meciar. Både internationalt og fra Tjekkiet. Meciars politik førte til Slovakiets internationale isolation og til en afvisende holdning fra NATO og EU.
Forhold, der ændrede sig grundigt efter 1998, da Meciar faldt, Mikulas Dzurinda overtog regeringen og gradvis bragte sit land tilbage på en klart proeuropæisk vej.
Forholdet mellem Tjekkiet og Slovakiet er fint i dag, begge lande ønsker at uddybe samarbejdet. F.eks. foreslår den tjekkiske regeringschef, Vladimir Spidla, oprettelse af fælles luftforsvar. Også de menneskelige relationer er overvejende gode. De har et solidt fundament i over 70 års samliv, mange fælles oplevelser og erfaringer, den sproglige og kulturelle nærhed og kendskab til hinandens mentalitet.
Tjekkerne og slovakkerne kan fortælle platte vittigheder om hinanden, men inderst inde har de fleste mange følelser og meget interesse for hinanden.
DE FØRSTE TIL AT HJÆLPE
Slovakkerne var de første til at hjælpe, da Tjekkiet blev oversvømmet i august. Når slovakiske teatre gæstespiller i Tjekkiet eller omvendt, er der altid udsolgt.
Man krydser fingre for hinanden i sporten, og mange tjekker tager på ferie i Slovakiet og omvendt. Men der findes også dem, der er imod 'tjekkoslovakisme'.
»Jeg ved, de eksisterer. Meciar for eksempel. Men alle dem, jeg kender, både familie og venner, føler sig meget knyttet til tjekkerne. Og fortryder skilsmissen. Jeg var kun en knægt dengang, med jeg husker, at jeg var ked af det. Og er det stadigvæk. Især når jeg kører over grænsen. Jeg håber, den vil forsvinde, når vi nu mødes i EU«, siger en slovakisk fotograf, Marek Velcek, 22 år.
